Da Marina hørte om risiko for strømafbrud, købte hun en nødgenerator - virksomheder kimes ned

Energistyrelsen forventer på nuværende tidspunkt ikke strømafbrud til vinter og anbefaler ikke nødgeneratorer til private hjem.

Marian Hvid Jønsson håber ikke, at hun får brug for den.

Men hun vil ikke være den foruden, når vinteren kommer.

- Vi skal bruge den til at varme huset op, hvis strømmen går. Lave lidt mad, have lys og sørge for, at min mand kan komme op og ned ad trapperne, fortæller hun til TV 2.

Den nye benzingenerator skyndte hun sig at købe, så snart hun hørte, at der er risiko for strømafbrydelser til vinter.

Hun bor nemlig i et hus i Charlottenlund med to etager og en kælder og har en mand, der er afhængig af sin lift, hvis han skal ud af huset eller bare ned fra første sal for at spise aftensmad.

Marian Hvid Jønsson bestilte sin nødgenerator i begyndelsen af ugen og havde den tre dage senere.
Marian Hvid Jønsson bestilte sin nødgenerator i begyndelsen af ugen og havde den tre dage senere.
Foto: TV 2

I værste fald vil en længere strømafbrydelse isolere hendes mand på første sal eller fange ham i liften, forudser Marian Hvid Jønsson.

- Der er selvfølgelig nødstrøm, så den kan køre en time eller sådan noget. Men jeg vil nødig have min mand til at sidde midt på trappen og flagre, siger hun.

Forhandlere kimes ned

Hendes bekymring er ikke grebet ud af den blå luft. Og hun er langt fra alene med den.

Vi befinder os midt i en historisk energikrise, hvor Danmark og Europa kan risikere at mangle strøm til vinter. Det sagde myndighederne torsdag på et pressemøde.

Krisen har skabt en markant øget efterspørgsel på nødgeneratorer, som den Marian Hvid Jønsson har købt. Det oplever flere forhandlere, som TV 2 har talt med.

En dårlig idé

Hos Energistyrelsen kan direktør Kristoffer Böttzauw godt forstå, at mange danskere er nervøse, fordi vi går en usikker tid i møde.

quote Vi forventer på nuværende tidspunkt ikke, at der kommer afbrud

Kristoffer Böttzauw, direktør, Energistyrelsen

Men efter hans mening er det er overreaktion, når så mange privatpersoner køber nødgeneratorer.

- Vi forventer på nuværende tidspunkt ikke, at der kommer afbrud. Hvis vi ender med, at der skulle være afbrud, vil det være begrænsede perioder op til to timers varighed. Så maden i køleskabet vil stadig være kold, siger han til TV 2.

Ifølge Kristoffer Böttzauw er det generelt en dårlig idé at bruge nødgeneratorer i private hjem. Han påpeger, at det for det første er ulovligt at slutte en generator til sin faste elinstallation uden en autorisation.

- For det andet er generatoren kendetegnet ved en større variation i spænding og i frekvens. Derfor risikerer man, at ens apparater, som kaffemaskine eller fjernsyn, simpelthen sprænger. Og så bliver det hurtigt en både farlig og dyr fornøjelse, siger han.

I stedet anbefaler Energistyrelsen, at man sparer på energien. Det er bedre for ens pengepung og gør, at vi som samfund står mere robust i den kommende vinter, lyder det fra direktøren.

Panikkøb?

I Charlottenlund har Marian Hvid Jønsson allerede afprøvet sin nye generator og konstateret, at den virker.

Hun mener ikke, at det var en panikhandling at købe en nødgenerator til cirka 10.000 kroner.

- Med krigen og Putin og alt det der, så ved man aldrig, hvad der sker, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik