Drabstiltalt gik med kniv og økse i tiden omkring drabet på Louise Borglit

I Retten i Glostrup blev der onsdag afspillet hemmelige lydoptagelser mellem den 29-årige tiltalte og en hemmelig politiagent.

Onsdag brød den 29-årige tiltalte i drabet på Louise Borglit sin tavshed og afgav forklaring i Retten i Glostrup.

Noget, han ellers skulle have gjort tirsdag, men da han ifølge forsvarer Christina Schønsted fik det tiltagende dårligt i frokostpausen, blev retsmødet aflyst.

Onsdag erklærede han sig dog villig til at svare på anklagerens spørgsmål, og i den forbindelse kom det frem, at han var bevæbnet i tiden omkring drabet på Louise Borglit.

Ifølge tiltalte var der tale om en specialkniv, som han havde på sig af sikkerhedsmæssige årsager, da han på daværende tidspunkt var blevet uvenner med nogle fra Gladsaxe- og Værebro-området.

- Jeg vil ikke komme nærmere ind på det. Det var af sikkerhedsmæssige årsager, hvis jeg blev overfaldet. Det var i midten af sommerferien, lød det fra den tiltalte, som bagefter tilføjede, at han også bar kniv 4. november – altså den dag, hvor Louise Borglit blev fundet dræbt i Elverparken i Herlev.

Lod sig frivilligt indlægge

Ud over at bære kniv oplyste den 29-årige, at han også kunne finde på at have en økse på sig, hvis han bar taske.

Han brugte den dog kun i forbindelse med havearbejde, understregede han over for sagens anklager, Bo Bjerregaard.

Bo Bjerregaard dokumenterede i Retten i Glostrup, at den tiltalte i tiden op til og efter drabet på Louise Borglit var psykisk ustabil.

Blandt andet stod han i en økonomisk svær situation, tog mange stoffer og var flere gange i kontakt med psykiatrien.

To dage før Louise Borglit blev fundet dræbt, henvendte den 29-årige sig for eksempel til en sygeplejerske i Gladsaxe Kommunes Psykoseteam.

Han oplyste, at han havde det så dårligt, at han frygtede ”snart at sprænge i luften”.

Og tre dage efter drabet – altså 7. november 2016 – lod den tiltalte sig frivilligt indlægge på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor han fortalte plejerne, at han hørte stemmer og så syner.

Selvom den tiltalte ifølge ham selv kan være en ”hidsigprop”, afviste han at have slået en person ihjel tilfældigt.

- Ja, jeg har en voldelig karakter, men jeg er ikke typen, der går ud og slår en person ihjel tilfældigt, sagde tiltalte i vidneskranken.

Afspillede hemmelige lydoptagelser

Sagen, som den 29-årige mand er tiltalt i, går tilbage til 4. november 2016, hvor Louise Borglit, der var højgravid i slutningen af syvende måned, blev fundet dræbt af adskillige knivstik i Elverparken i Herlev.

Efter drabet var politiet uden umiddelbare spor, men i oktober 2020 fik efterforskerne pludselig et gennembrud.

Det skete, da en politiagent blev indsat i Enner Mark Fængsel i 2020 under påskud af at være en kriminel ved navn ’Frank’.

På det tidspunkt afsonede den 29-årige mand en dom for drabsforsøg i en helt anden sag.

Men politiet mistænkte ham for at stå bag drabet på Louise Borglit, og for at efterprøve tesen blev agenten placeret i en celle ved siden af den sigtede.

Hemmelige lydoptagelser fra samtaler mellem politiagenten ’Frank’ og den tiltalte blev afspillet i byretten onsdag.

I alt har anklagemyndigheden 73 lydklip, som den har planer om at afspille i løbet af de 11 retsdage, der er sat af til retssagen.

Erkendte, at sagen fyldte meget

De første klip afslørede, at den tiltalte flere gange i løbet af en periode på tre uger i 2020, hvor politiagenten og den 29-årige sad fængslet sammen, kom ind på drabet om Louise Borglit – og gerne i detaljer – uden dog selv at påtage sig skylden for drabet.

- Han har stukket hende først, så er hun røget ned på jorden. Så har hun fået cuttet næsen af, og så har han dræbt hende for at være sikker, fordi hun jo er gravid, lød det fra tiltalte på en af optagelserne, hvor han omtalte drabsmanden i tredjeperson.

Den tiltalte forklarede sig med, at sagen havde fyldt meget hos ham, da han på daværende tidspunkt havde været mistænkt for drabet.

Han hævdede også, at politiet havde vist billeder af afdøde Louise Borglit, da han første gang blevet hevet ind til afhøring, hvorfor han var bekendt med hendes skader.

Han nægter sig fortsat skyldig.

Anklageren går dog efter, at den 29-årige skal idømmes fængsel på livstid. Subsidiært forvaring, som er en tidsubegrænset straf, som man kun idømmer særligt farlige personer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik