Efter flere hundrede år er det slut med vajende Dannebrog på Kronborg

Den daglige flaghejsning ved Kronborg Slot er fra årsskiftet blevet droppet på grund af effektiviseringer, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.

I Helsingør skal man i fremtiden spejde langt efter Dannebrog på bastionen ved Kronborg Slot.

Siden 1600-tallet har det ellers været en tradition, at det rød-hvide flag har blafret i vinden fra solopgang til solnedgang ud mod Øresund i den nordsjællandske by.

Men nu er det slut med at hejse og sænke Dannebrog på daglig basis fra den ikoniske bygning ud mod Øresund, skriver Helsingør Dagblad.

Slots- og Kulturstyrelsen oplyser til TV 2, at flagtraditionen sluttede ved årsskiftet. Beslutningen skyldes effektiviseringer.

Sparer én million kroner

Den daglige flaghejsning på Kronborg er historisk set blevet varetaget af de vagter, der fysisk var til stede på slottet.

Men vagtberedskabet er blevet omlagt, hvilket betyder, at de ikke længere fast befinder sig på matriklen. I stedet er det nu en kørende alarmpatrulje, der holder øje med og patruljerer ved Kronborg Slot.

Den centrale styring og overvågningen af Kronborg vil fremadrettet foregå fra vagtstuen på Amalienborg.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen giver de samlede omlægninger – som blandt andet omhandler det rød-hvide flag på Kronborg – årligt omkring én million kroner i besparelse.

Dannebrog vil dog fortsat stryge til top på de officielle flagdage herhjemme, lyder det.

Slut med tradition fra nationalt symbol

TV 2 har talt med David Høyer, der er museumsleder hos Museerne Helsingør, omkring Slots- og Kulturstyrelsens beslutning.

Som nabo til den ikoniske bygning kan David Høyer dagligt følge med i arbejdet med at vedligeholde stedet.

Han forklarer, at det omkring 600 år gamle slot konstant kræver vedligeholdelse, og derfor kan museumslederen godt forstå, at der kan ligge økonomiske grunde bag styrelsens valg.

Men Kronborg Slot er et nationalt symbol, og med det følger der ifølge David Høyer flere traditioner, som giver stedet værdi.

De omhandler blandt andet den daglige flaghejsning og -nedtagning, salutering ved kongelige mærkedage, og når dronningen går ombord på Kongeskibet Dannebrog.

TV 2 arbejder på at få et interview med Slots- og Kulturstyrelsen omkring beslutningen om at droppe traditionen med Dannebrog på Kronborg Slot.

Kulturministeren skal svare

Danmarksdemokraternes Marlene Harpsøe oplyser til TV 2, at hun torsdag har stillet kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) et paragraf 20-spørgsmål om sagen.

Ordlyden er følgende:

- Hvad mener ministeren om, at Slots- og Kulturstyrelsen har afskaffet flagning med Dannebrog ved Kronborg Slot, og hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre, at Dannebrog igen dagligt vajer ved Kronborg?


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik