Han tømte Føtex for babymad og rejste til Tyrkiet - men var ikke klar til synet, der mødte ham

Lugten er noget af det, som hænger ved, fortæller frivillig, der rejste til Tyrkiet for at hjælpe i katastrofeområde.

Nede i sin lokale Føtex i Rødovre hev 31-årige Ozan Denis Yildirim al den babymad ned fra hylderne, forretningen havde.

Det skulle ned til Tyrkiet.

quote Havde vi lyttet godt nok efter? Havde man gjort det rigtige, før man forlod stedet?

Ozan Denis Yildirim, frivillig i Tyrkiet

En kvinde med et barn på armen var kommet et par øjeblikke efter ham. Hun kiggede til, mens han tømte hylderne. Da han opdagede kvinden, spurgte han, om han skulle lade lidt mad stå til hende. Men hun kunne godt regne ud, hvorfor han tog så meget.

- Så sagde hun, at hun bare kunne finde en anden Føtex og købe babymad til sit eget barn, fortæller Ozan Denis Yildirim.

Jordskælvet ramte Tyrkiet og Syrien mandag i sidste uge. Kort efter var Ozan Denis Yildirim i kontakt med en bekendt, som han havde mødt på en ferie, der boede i det ramte område. Den bekendte sagde, at noget af det, de havde brug for, var babymad.

Efter Ozan Denis Yildirims storindkøb i Føtex kom han hjem til sin fireårige søn, der klagede over at fryse om fødderne. Og hvis hans søn havde kolde fødder i et opvarmet hus i Danmark, hvordan havde børnene i katastrofeområderne det så?

- Så jeg valgte selv at tage derned. Det var rigtig hårdt, siger han.

Det er svært for Ozan Denis Yildirim at kontrollere stemmen, der knækker over kort efter.

Ozan Denis Yildirims egne billeder fra nogle af områderne med sammenstyrtede bygninger.
Ozan Denis Yildirims egne billeder fra nogle af områderne med sammenstyrtede bygninger.
Foto: TV 2 /Privatfoto

- Alt stod stille

Fredag ankom Ozan Denis Yildirim til et område mellem Osmaniye, Gaziantep og Hatay, hvor han sluttede sig til en gruppe af tyske reddere. Han var rejst derned alene og havde selv taget en jakke med, der havde et dannebrog på brystet og på skulderen.

- Der var landsbyer, der stadig ikke havde fået hjælp, selvom der var gået fire dage siden jordskælvet. Børn sad på kantstene og på gaden og kiggede væk og vidste ikke, hvor de skulle hen. Folk var sultne og frøs.

Ozan Denis Yildirim uddeler chokolade til børn imellem telte, der er opsat til personer, der er berørt af jordskælvene. Enten, fordi deres hjem er styrtet i grus, eller fordi de er evakueret, og der er frygt for, at deres hjem kan falde sammen
Ozan Denis Yildirim uddeler chokolade til børn imellem telte, der er opsat til personer, der er berørt af jordskælvene. Enten, fordi deres hjem er styrtet i grus, eller fordi de er evakueret, og der er frygt for, at deres hjem kan falde sammen
Foto: TV 2 /Privatfoto

Over 43.000 mennesker har mistet livet i jordskælvet. Og tusindvis af bygninger i både Tyrkiet og Syrien er styrtet sammen, viser de seneste tal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det var, som om tiden ikke gik. Alt stod stille, siger Ozan Denis Yildirim.

Stilheden var voldsom.

Sov få timer

Om dagen indkøbte og uddelte han blandt andet mad, talte med og trøstede de ramte og prøvede at få nogle af børnene til at smile ved for eksempel at give dem chokolade.

I aftentimerne blev han og hans gruppe af reddere kaldt ud til sammenstyrtede bygninger for at lytte. Lytte efter råb, skrig eller banken. Fordi det kunne betyde, at der var en person i live, der kunne blive reddet.

- Hver gang, vi gik fra ét sted til et andet, var det virkelig hårdt. Havde vi lyttet godt nok efter? Havde man gjort det rigtige, før man forlod stedet?

Og så var der lugten. Lugten fra døde mennesker i ruinerne. Og den hænger stadig ved, fortæller Ozan Denis Yildirim.

- Når man ser en bygning, der slet ikke er blevet rørt i fire dage, og når du rammes af lugten, ved du, at der ligger nogen derinde. Men du ved ikke, om det er nogen, der er levende.

Han har sovet mellem fem og otte timer på de fire dage, han var i landet, og han fortæller, at han stadig nu – fire dage efter at han kom hjem – er træt.

Men noget af det, der står tydeligst på Ozan Denis Yildirims nethinde, er de overlevende.

Han viser et billede på sin telefon af to piger. Den ene ser ud til at være ung teenager, den anden er ret lille. Den store knuger den lille ind til sig.

- Jeg gik hen og spurgte dem. Siden jordskælvet har de ikke kunnet finde deres mor eller far. De vidste ikke, om de var døde eller levede. De sad bare og ventede og havde ingen mennesker rundt om sig. Det ramte mig virkelig hårdt.

To piger knuger hinanden. Ozan Denis Yildirim fortæller, at han spurgte dem, hvor deres forældre var. Men de vidste det ikke.
To piger knuger hinanden. Ozan Denis Yildirim fortæller, at han spurgte dem, hvor deres forældre var. Men de vidste det ikke.
Foto: TV 2 /Privatfoto

Han og hans redderkollegaer bragte børnene til en lejr, hvor der blandt andet var læger og lærere samlet.

Måtte tage hjem

Ozan Denis Yildirim var også med til at redde en person ud, der havde ligget i murbrokker i godt fem dage. Han var mellem 35 og 40 år, vurderer Yildirim.

Og selvom det var en stor sejr midt i al ulykken, er Ozan Denis Yildirim "ikke helt kommet til sig selv" endnu.

- Jeg har det som om, at jeg har set det rigtige liv. Jeg har set med mine egne øjne, at den fattigste mand og den rigeste mand kan sidde ved samme bord og spise. Jeg så folk, der boede i deres biler og spurgte om hjælp til mad, siger Ozan Denis Yildirim og tilføjer:

- Det hele ændrede sig på en eneste dag. Man burde faktisk sige godnat til alle sine børn, til dem, man elsker, ikke være uvenner med nogen eller såre nogen, fordi man kan miste alt på én dag.

Ozan Denis Yildirim rejste hjem igen mandag. Han havde planlagt at være i Tyrkiet længere, men han fortæller, at han "var ved at knække" og blev ramt af, at der gik længe mellem, at nogen blev reddet. At der ikke blev svaret, når de gik og kaldte om aftenen, og temperaturen var faldet til under frysepunktet.

- Jeg følte, at nu var folk døde. Der var ikke nogen at hjælpe. Det er for koldt, der er gået for lang tid. Man hører stadig om folk, der er blevet reddet, men det er i de store byer.

Yildirim var primært i de mindre byer.

Og lugten hænger stadig ved i hans næse. Det tror han ikke, at den holder op med lige foreløbig.

- Bare tanken om at være dernede gør, at jeg kan lugte det. Langt værre end at gå ind i en bondegård. Det ville nærmest være en duft i forhold til lugten dernede.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik