Hvis disse boligkøbere skal være på den sikre side, skal de rykke inden nytår

Antallet af udbudte boliger eksploderer. Men det er alligevel køberne, der har mest travlt.

Der er lagt op til et hårdt slutspil med masser af gambling på boligmarkedet de kommende måneder. For det er ifølge flere aktører på boligmarkedet nu, at køberne skal slå til, hvis de vil slippe med at betale boligskatter efter de gamle regler. Og for sælgerne kan et potentielt prisfald med de nye skatter efter nytår også spille ind.

- Hvis man vil være helt på den sikre side, så er det inden nytår, at man skal handle, siger boligøkonom hos Nordea Lise Nytoft Bergmann.

quote Vi valgte at prøve at presse salget igennem i år

Ole Kjær Christensen, hussælger

Fredag kom der nye tal på antallet af udbudte boliger, og de viser, at køberne mange steder nærmest kan vælge og vrage.

De seneste tre måneder har der været en stor stigning i udbuddet af ejerboliger, især i landets tre største byer. I København er antallet af udbudte lejligheder ifølge tal fra Boligsiden.dk eksempelvis steget med 37 procent. For huse er stigningen 27 procent.

Og det kan ifølge eksperter blive dyrt, hvis man går i købstanker for længe – altså helt ind i det nye år. For hvis man køber før årsskiftet, kan man slippe uden om de nye forhøjede boligskatter, som er på vej i de boligmæssigt mest attraktive dele af Danmark.

- De steder, hvor priserne er steget rigtig meget siden den sidste vurdering i 2011, står til at skulle betale højere skatter. Men dem, der har overtaget en bolig inden denne her skæringsdato, får altså en skatterabat, påpeger Lise Nytoft Bergmann.

Spørg Os - Formular

_

Høj skat kan slå hårdt

Ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen i Københavns Sydhavn vurderer, at det på samme måde kan være en god idé at sælge, før de højere skatter slår igennem i de hårdest ramte områder.

- Hvis man har en lejlighed og ønsker en anden geografi eller mere plads, så er det en rigtig god idé at sælge inden 31. december, for så får de nye ejere også en skatterabat, siger hun.

Det kan altså også være frygten for prisfald efter nytår, der får mange til at sætte til salg nu.

Købernes store dilemma er, at hvis de køber nu, så er de sikre på en skatterabat, men hvis de først køber senere, kan de være heldige, at priserne falder, når skatterne stiger.

Altså om de vil købe dyrt med lav skat eller satse på at købe billigere med høj skat.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ole Kjær Christensen har netop solgt sit hus i Valby. De nye ejendomsskatter var en stor del af årsagen.
Ole Kjær Christensen har netop solgt sit hus i Valby. De nye ejendomsskatter var en stor del af årsagen.
Foto: TV 2

Solgte huset med skattetanker

Nogle af dem, der har gjort sig tanker om de nye boligskatter, er Ole Kjær Christensen og hans hustru, der netop har solgt deres hus i Valby efter 27 år.

- Vi valgte at prøve at presse salget igennem i år, ellers var det måske blevet til næste år i stedet for, fortæller Ole Kjær Christensen.

Han føler sig dog ikke overbevist om, at skatterne kommer til at give store prisfald, men de valgte at være på den sikre side.

- Vi har hørt, at med de nye ejendomsskatter vil boligpriserne måske falde, og så kan vi få mindre for huset. Så det har primært været det, men der er meget usikkerhed. Det kan vi se i medierne, så det er svært at vide, hvad det ender med, siger han.

Skatten er vigtig på lang sigt, prisen på kort

Lise Nytoft Bergmann forklarer, at skatterabatten kan have rigtig stor værdi, hvis man regner med at skulle bo i boligen i 15-20 år.

På den anden side har rabatten ikke så stor værdi, hvis man skal sælge med en relativt mindre gevinst efter få år, og så er det formentligt bedre at vente til efter nytår.

Den mulige gevinst efter nytår er imidlertid en fugl på taget, mens skatterabatten er sikre penge.

Lone Bøegh Henriksen siger, at selvom der er en begrundet formodning om et pristryk på de hårdest beskattede ejendomme, ser hun heller ikke et liebhavermarked i frit fald.

- Jeg tror på, at boligmarkedet er kommet ind i en god og fornuftig balance. Så det er ikke kun skattereglerne, der afgør salget. Men man kan forestille sig, at nogle af de dyreste lejligheder måske skal have nogle priskorrektioner, siger hun.

Påvirker de mest attraktive boliger

De nye boligskatter rammer hårdest på de mest attraktive boliger i de store byer. For fire ud af fem boliger vil skatterne reelt blive lavere, og så er det klogere at give sig god tid.

- De steder skal man bare købe bolig uden at spekulere i den her boligskatterabat. Det er jo også dyrt at lave fejlkøb på boligmarkedet, siger Lise Nytoft Bergmann.

Spørg Os - Afstemning

_