Drenge laver danseshow med deres scootere

En ny forestilling med knallerter i Boesdal Kalkbrud skal give overhørte unge en stemme.

De tuner deres knallerter. De kører for stærkt og hensynsløst. De larmer.

Fordommene om unge knallertkørere er mange, og de unge mærker dem tydeligt på egen krop.

quote Vi har altid bare skulle frygte politiet ude på vejen

Elias Bjerring, medvirkende i forestillingen

- Der er tit folk, der tager fat i os, når vi kommer kørende, og biler, der godt kan lide at dreje ud efter os eller noget i den stil, fortæller Adrian Bomin fra Rønnede.

Men nu vil en ny og anderledes forestilling forsøge at skabe større forståelse for de fartglade unge.

- Det er et knallertshow, der prøver på at gå bag om de der skikkelser og fordomme, man måske kan have om alle dem, der kører rundt om natten og måske kører lidt for hurtigt og måske larmer lidt for meget, siger instruktør Helga Rosenfeldt-Olsen.

Adrian Bomin fra Rønnede har selv oplevet fordomme, når han kører på knallert i byen.
Adrian Bomin fra Rønnede har selv oplevet fordomme, når han kører på knallert i byen.
Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Showet finder sted under åben himmel i det nedlagte Boesdal Kalkbrud på Stevns, hvor unge mellem 15 og 20 år fra Faxe og Stevns kommuner viser deres knallerttalenter frem.

- Det er specielt. Det er helt nyt. Det er også spændende at kunne få lov til at prøve det, siger Adrian Bomin, der medvirker i forestillingen.

Instruktør Helga Rosenfeldt-Olsen ønsker at gøre op med nogle af de fordomme, der eksisterer om knallertkørere.
Instruktør Helga Rosenfeldt-Olsen ønsker at gøre op med nogle af de fordomme, der eksisterer om knallertkørere.
Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det er teatret WunschMachine, der står bag forestillingen, som er blevet til gennem et samarbejde mellem instruktør Helga Rosenfeldt-Olsen og de unge knallertkørere.

- Jeg har nogle ideer, men jeg aner jo ikke, hvad en knallert kan. Så kommer de (knallertkørerne, red.) ind og er eksperterne, og så finder vi sammen ud af at lave det her, forklarer Helga Rosenfeldt-Olsen.

Lyden af passion

Forestillingen bliver vist for et publikum, som med lyd i ørene bliver tilskuere til knallertkoreografi og tricks, mens de drøner rundt i kalkbruddet.

I hovedtelefonerne vil man blive eksponeret for unge stemmer fra lokalområdet, der til tonerne af nykomponeret musik og genkendelige knallertlyde fortæller om deres passion for knallerter, fart og frihed.

Forestillingen er blevet til gennem et samarbejde mellem instruktøren og knallertkørerne
Forestillingen er blevet til gennem et samarbejde mellem instruktøren og knallertkørerne
Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Bag stemmerne er 30 lokale knallertkørere, som teatret WunschMachine har interviewet til formålet.

Drengene i forestillignen kommer fra efterskoler i området, og for flere af dem er det første gang, de sætter deres ben – og hjul – i kalkbruddet.

- Det med, at man kan få lov til at køre sammen som en gruppe – vennerne – og komme ud og få noget frisk luft. Det betyder meget, at det er en del af hverdagen, forklarer Adrian Bomin.

De unge knallertkørere sætter stor pris på, at de får lov at køre i det nedlagte kalkbrud.
De unge knallertkørere sætter stor pris på, at de får lov at køre i det nedlagte kalkbrud.
Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det er Den Kulturelle Rygsæk på Stevns, Faxe- og Stevns Ungdomsskoler og Stevns Klint Experience, der er samarbejdspartnere på projektet. Det er støttet af Kulturregion Storstrøm, Øernes Kulturfond og Stevns Kommune.

Gennem projektet har drengene helt eksklusivt fået lov at slå sig løs i kalkbruddet på Stevns – og det er noget, der gør indtryk.

- Vi har altid bare skulle frygte politiet ude på vejen. Hernede har vi fået lov til at være. Det er sgu bare fedt at have sit eget sted – et frirum kan man vel kalde det, fortæller Elias Bjerring fra Rønnede.

Elias Bjerring fra Rønnede er en af de medvirkende i forestillingen.
Elias Bjerring fra Rønnede er en af de medvirkende i forestillingen.
Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

De næste dage skal de forskellige scener øves, indtil de sidder lige i skabet. For snart skal showet vises frem for publikum.

- Jeg er ikke hundrede procent klar endnu, men det skal jeg vel nok blive, siger Adrian Bomin.

Og så er der også en anden god sidegevinst ved at medvirke i forestillingen:

- Der er pizza om aftenen, og det glæder jeg mig også til, slår Elias Bjerring fast.

Forestillingen Knallertkoreografier finder sted i Boesdal kalkbrud den 26. og 27. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik