Ny sygehusfløj må leve uden livsnerve – elevator fortsat ude af drift

Driften på Sjællands Universitetshospital i Køge er stadig påvirket af, at en elevator i den ny-indviede fløj R gik i stykker først i maj.

Medarbejderne må i øjeblikket tage trappen i den nye fløj R på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Den helt nye, topmoderne bygning er på otte etager.

- Vi skal have hverdagen til at fungere, og vi skal have behandlet og opereret alle vores patienter, så vi prøver at tage det hele med lidt humor, men det er da hårdt nogle dage, fortæller Peter Christiansen, der er afsnitssekretær på ortopædkirurgisk afdeling.

Han er sammen med sin kollega på vej op ad trappen og ind til sin afdeling. I trappeopgangen, der har en rungende akustik af stemmer, er der et livligt leben af personale, der skal frem og tilbage på de grå trapper.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

- Vi prøver at tage det hele med lidt humor, men det er da hårdt nogle dage, fortæller Peter Christiansen, der er afsnitssekretær på ortopædkirurgisk afdeling. Her sammen med kollega Maria Sparre Dahlenborg, der er oversygeplejerske på sengeafsnit H3 på samme afdeling.
- Vi prøver at tage det hele med lidt humor, men det er da hårdt nogle dage, fortæller Peter Christiansen, der er afsnitssekretær på ortopædkirurgisk afdeling. Her sammen med kollega Maria Sparre Dahlenborg, der er oversygeplejerske på sengeafsnit H3 på samme afdeling.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Ortopædkirurgisk afdeling har ambulatorium og dagafsnit i stueetagen, mens sengeafsnittene er på 4. og 5. sal, og når patienterne skal opereres foregår det på 1. sal i den gamle bygning, så der er en del løb frem og tilbage ad trapperne.   

quote Man virkelig får syn for sagen for, når man oplever, at logistikken går i stykker

NIELS WÜRGLER HANSEN, SYGEHUSDIREKTØR PÅ SJÆLLANDS UNIVERSITETSHOSPITAL.

- Det er ikke kun en eller to gange om dagen, vi tager den, det er flere gange om dagen, så til sidst kan det godt mærkes i benene sidst på dagen, siger Maria Sparre Dahlenborg, der er oversygeplejerske på sengeafsnit H3 på samme afdeling.

- Ja, så det bliver ikke mange besøg i fitnesscentret herfra, griner Peter Christiansen og Maria Sparre Dahlenborg griner med:

- Vi må se positivt på det, vi får nogle stærke baller.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

De elevatorer, der fungerer i den nye Fløj R på Sjællands Universitetshospital, er forbeholdt patienterne.
De elevatorer, der fungerer i den nye Fløj R på Sjællands Universitetshospital, er forbeholdt patienterne.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Situationen i det nye hus skyldes, at to ud af fem elevatorer i bygningen har været ude af drift frem til fredag i denne uge, hvor den ene elevator er kommet i drift igen.

Begge elevatorer havde skader på bremserne, og den ene har derudover også skader på skinnerne og er først klar om cirka tre uger.

Imens et hold af reparatører og eksperter er i fuld gang med at reparere skaderne, er hele sygehusets drift påvirket:

- Det er mange forbundne kar, og nogle dominobrikker, der støder til hinanden, og det er kompleksiteten i et sygehus, man virkelig får syn for sagen for, når man oplever, at logistikken går i stykker, som den gjorde her. Det involverer mange ting, siger Niels Würgler Hansen, der er sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ved at vi selv tager trappen, og at flere pårørende også gør det, så kan vi faktisk få afdelingen til at køre, fortæller Thomas Juul Sørensen, der er cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling.
Ved at vi selv tager trappen, og at flere pårørende også gør det, så kan vi faktisk få afdelingen til at køre, fortæller Thomas Juul Sørensen, der er cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Elevatorerne ligger side om side i stueetagen midt i bygningen. Printede A4 ark er sat fast på hver elevator og fortæller, hvilke der er ude af drift. Ved de elevatorer, der fungerer, sidder en elevatorvagt og hjælper patienterne og henviser personalet til trappen.

Vigtig livsnerve

Elevatorerne er ifølge Niels Würgler Hansen en yderst vigtig livsnerve i hele sygehuset logistik.

- Det involverer vores varelogistik, om vi kan få sengetøj op på afdelingerne, om vi kan få medicin op, om vi kan få patienterne ned til operationsgangen, til billeddiagnostik og tilbage igen, alle de der små forbundne kar, som er så vigtige for at få et sygehus til at fungere. Man finder også ud af, at et sygehus ikke bare er læger og sygeplejersker, det involverer mange faggrupper, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Niels Würgler Hansen
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Situationen på Ortopædkirurgisk på 4. sal er nu under kontrol.

- Ved at vi selv tager trappen, og at flere pårørende også gør det, så kan vi faktisk få afdelingen til at køre. Så bortset fra en dag har der ikke været behov for krisehåndtering, og væsentlige ændringer i vores program, fortæller Thomas Juul Sørensen, der er cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling.

- Folk tager det meget pænt, og vi er da meget glade for, at vi ikke bor på 8. sal, så indtil videre går det, men det er klart, at det er ikke noget, vi har lyst til at gøre i årevis, vi skulle gerne have nogle elevatorer, der virker, siger Thomas Juul Sørensen. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

- Vi ved ikke, hvad det er, der nøjagtigt er sket endnu, fortæller Helle Gaub, der er projektdirektør på Sjællands Universitetshospital.
- Vi ved ikke, hvad det er, der nøjagtigt er sket endnu, fortæller Helle Gaub, der er projektdirektør på Sjællands Universitetshospital.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

At der er fejl på elevatorerne, kom frem den 2. maj. Omkring klokken 10.30 låste sikkerhedsbremsen på en af de såkaldte logistikelevatorer.

Da operatøren ikke kunne se dette, kørte han elevatoren ned og skadede derved også selve skinnerne, så der nu skal hentes nye reservedele og elevatoren skal gennemgå en større reparation.

Det vil tage omkring tre uger, før den er klar. Senere samme dag blev der konstateret en mislyd på den store sengeelevator lige ved siden af, og et sikkerhedstjek viste, at også den skulle repareres. 

Her var der ikke sket alvorlig skade på elevatoren, så derfor kunne den forholdsvis hurtigt blive repareret og fredag var den tilbage i drift.

Var i beredskab

På ortopædkirurgisk-, kirurgisk-, og øre-næse-halsafdelingerne, der ligger i den nye fløj, blev 34 operationer udskudt de første dage efter den 2. maj.

Efter en stor indsats fra medarbejderne, der tager trappen, nærmer situationen sig mere normale tilstande ovenpå en række hektiske dage, hvor sygehuset var i beredskab.

- Det var kritisk. Vi havde en dag, hvor vi holdt talrige beredskabsmøder med vores afdelingsledelse for at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere situationen. Vi øver jævnligt de her situationer, og vi har god træning fra covid-tiden i at arbejde i høj hastighed og i et tæt samarbejde, fortæller Niels Würgler Hansen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

To ud af fem elevatorer i bygningen har været ude af drift. Begge elevatorer havde skader på bremserne, og den ene har derudover også skader på skinnerne. Fredag i denne uge er den ene igen taget i brug.
To ud af fem elevatorer i bygningen har været ude af drift. Begge elevatorer havde skader på bremserne, og den ene har derudover også skader på skinnerne. Fredag i denne uge er den ene igen taget i brug.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Men sygehuset er endnu ikke er oppe på fuld kapacitet. Det skyldes en kombination af, at sygehusets fløj endnu er under indkøring i forhold til nye rutiner, og så de udfordringer, der nu følger med, når elevatorerne står stille.

- Status er, at vi ikke er på normal drift, vi kører et operationsprogram, som er let nedsat, og vi har været nødt til at lukke nogle senge for at skabe lidt ro, så vi er slet ikke på fuld kraft endnu. Det kræver, at vi har alle operatorer oppe at køre, så jeg vil tro, at vi er på cirka 75-80 procent af fuld kapacitet, siger Niels Würgler Hansen.

Ikke et klart billede

At elevatorerne i sygehusets nybyggede fløj ikke fungerer, ærgrer byggeledelsen. Men nu gælder det om at håndtere situationen.

- Vi ved ikke, hvad det er, der nøjagtigt er sket. Vi ved, at vi modtog en aflevering af en bygning, hvor alle sikkerhedscertifikater og gennemgange inklusive elevatorerne var i orden. Og så står man med den her situation, og siger, var det så en skjult fejl og mangel, som vi ikke kunne få øje på, eller er der sket noget siden, er det et nyt problem. Det er vi i gang med at finde ud af, og det har vi ikke et klart billede af endnu, siger Helle Gaub, der er projektdirektør på Sjællands Universitetshospital.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Stemningen er god, situationen taget i betragtning. Vi hjælper hinanden, siger Maria Sparre Dahlenborg, der er oversygeplejerske på sengeafsnit H3 på Ortopædkirurgisk Afdeling.
Stemningen er god, situationen taget i betragtning. Vi hjælper hinanden, siger Maria Sparre Dahlenborg, der er oversygeplejerske på sengeafsnit H3 på Ortopædkirurgisk Afdeling.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Det er endnu for tidligt at sige, om der eventuelt kommer et retsligt efterspil. Det ved man først, når det er afklaret, hvad fejlen skyldes:

- Vi har ikke nogen fornemmelse af, at det er byggesjusk. Det har vi ikke. Vi kigger ind i det, og kigger på de rapporter, vi får, og så må vi tage den derfra, siger Helle Gaub.

Er I så langt, så I ved, om der kommer et retsligt efterspil på det her?

- Det ved vi ikke, for det kommer an på, hvad der er årsagen. Hvis det er noget, der er opstået efter, at de blev afleveret, så har vi ikke nogen at lave en retssag imod.

- Men det er klart, at hvis vi har ret til en kompensation eller en garanti, så eftersøger vi selvfølgelig det, men det vi i første omgang gør, det er, at vores entreprenør er med til at hjælpe os med at kigge på det, de er en del af det, siger Helle Gaub.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Fløj R blev indviet den 19. marts i år. Byggeriet på Sjællands Universitetshospital skal stå endeligt klart til at tage i brug i 2026.
Fløj R blev indviet den 19. marts i år. Byggeriet på Sjællands Universitetshospital skal stå endeligt klart til at tage i brug i 2026.
Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Meldingen er nu, at elevatordriften skulle være normal igen om cirka tre uger. Indtil da gælder det om tålmodighed.

- Stemningen er god, situationen taget i betragtning. Vi hjælper hinanden, og vi laver jokes med, at vi sparer penge på fitnesscentret, vi prøver at få det bedste ud af det, og holde humøret højt. Vi ved jo, at det kun er midlertidigt, siger Maria Sparre.

Udover at personalet tager trapperne, opfordrer Sjællands Universitetshospital også de pårørende, der kan, til at tage trappen.

Sygehuset oplyser, at alle operationer af kræft- og akutte patienter ikke er påvirkede af situationen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik