Der var trængsel i Københavns Byret onsdag.
Foruden pressen blev tilhørerpladserne hurtigt optaget, da syv mænd med tilknytning til bandemiljøet skulle fremstilles i grundlovsforhør.
De er sigtet for at planlægge en række drab imod en rivaliserende bande blandt andet ved brug af bomber. Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Ifølge politiet fandt planlægningen af drabene sted i begyndelsen af 2021 under en verserende bandekonflikt.
Det har været politiets opfattelse, at de planlagte drab skulle ske som hævn for et drab, der var blevet begået mod et højtstående medlem af den bande, som de syv sigtede tilhører. Det skriver Ritzau.
Onsdag stod det klart, hvilke bander der er tale om.
Planlagde hævnaktion
Tilbage i 2021 var rockergruppen Bandidos i en konflikt med brandegrupperingen NNV, der stammer fra ydre Nørrebro og Københavns Nordvest kvarter.
Ifølge sigtelserne skulle drabsforsøgene være hævn mod Bandidos for et drab på et fremtrædende bandemedlem fra NNV 2. januar 2021.
I Grundlovsforhøret sigtes en til flere af de anholdte for drabsforsøg på flere fremtrædende medlemmer fra Bandidos i 2021.
Medlemmerne fra NNV sigtes desuden for våbenbesiddelse og forsøg på at købe sprængstof og donatorer, der skulle bruges til at fremstille bomber.
De syv mænd er i alderen 24 til 36 år, og flere af de sigtede vurderes i dag at være tilknyttet andre rocker- og bandegrupper end dem, de var tilknyttet i 2021.
Alle de anholdte nægter sig skyldige.
Hack af krypterede tjenester
Sagen mod de syv mænd rejses, efter at fransk og hollandsk politi for et par år siden fik adgang til tusinder af ellers hemmelige beskeder.
Korrespondancerne var blandt andet blevet udført via såkaldte SKY-telefoner og EncroChat, der kan bruges til at kommunikere krypteret.
Efterfølgende er der blevet rejst et stort antal straffesager i flere europæiske lande, skriver Ritzau. Og nu er turen så kommet til Danmark.
Ud over retssagen mod de syv mænd, er den krypterede kommunikation tidligere blevet brugt som bevis i Danmark i sagen om et dobbeltdrab i Kalundborg.