Brøndby reagerer på videoer: "Det er utilstedeligt"

Brøndby IF håber og tror på, at politiet hurtigt kan få identificeret og pågrebet gerningsmændene.

Lørdag aften opstod der tumult på Glostrup Station, hvor fodboldfans fra FC København og Brøndby stødte sammen.

Det oplyste Københavns Vestegns Politi.

Videoer på sociale medier fra Glostrup Station viser, hvordan fodboldtilhængerne styrter ud af et S-tog, jagter hinanden med slag og spark og løber en ældre kvinde omkuld på perronen.

Flere af personerne på videoerne bærer FC København-tøj, mens der også ses en mand iført en gul elefanthue. Sammenstødet kom, dagen inden at Brøndby og FC København møder hinanden på Brøndby Station, og i Brøndby tager man stor afstand til optøjerne:

- Officielle fangrupper fra begge klubber har sammen været ude de seneste dage og opfordre alle til et fredeligt derby. At en sådan episode alligevel opstår som den i går (lørdag, red.) på Glostrup Station, viser desværre, at der er individer, som vælger at sætte deres egen agenda højere end fællesskabets ønsker.

- Det er utilstedeligt, og vi håber og tror, at politiet hurtigt kan få identificeret og pågrebet gerningsmændene, skriver Christian Schultz, pressechef i Brøndby IF, i en besked til TV 2 Sport.

Mulige konsekvenser for Derby 

TV 2 Sport har også været i kontakt med FCK's pressemand, Jes Mortensen, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Han henviser til sit citat til Ekstra Bladet, hvor han skrev følgende i en SMS:

- Vi har set de samme klip og hørt, hvad politiet siger om et tilsyneladende koordineret sammenstød mellem de to grupper. Det er komplet idiotisk og utilstedeligt – ikke mindst når tilfældige forbipasserende kommer i klemme i det.

Det er endnu uvist, om lørdagens uroligheder får konsekvenser for søndagens Derby i Superligaen. Her er der kampstart klokken 16.00. 

Siden 7. august har fansene fra de rivaliserende klubber ikke mødtes på stadion, da det blev forbudt efter uroligheder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik