Brøndby-spillere fik heltemodtagelse

Brøndby spillede sig op på Superligaens førsteplads, da de vandt i Aarhus med en mand i undertal. Det blev honoreret af klubbens fans.

I flere minutter var nattehimlen rød og lysende over den københavnske Vestegn, selvom baggrunden for de vilde scener havde fundet sted cirka 300 kilometer derfra.

Med en 2-1 sejr over AGF på udebane er Brøndby nu bare én enkelt sejr fra sit første mesterskab i 16 år. Opbakningen til den potentielle bedrift fik spillerne blandt andet at føle, da de vendte hjem fra Aarhus natten til fredag, hvor hundredvis af Brøndby-tilhængere modtog deres blå-gule helte med romerlys og sang foran klubbens stadion.

Man kunne dårligt se de parkerede biler på grund af røgen.
Man kunne dårligt se de parkerede biler på grund af røgen.
Foto: Sydsiden
Pyroteknikken blev taget kraftigt i brug, da spillerne blev modtaget foran Brøndby Stadion efter sejren over AGF.
Pyroteknikken blev taget kraftigt i brug, da spillerne blev modtaget foran Brøndby Stadion efter sejren over AGF.
Foto: Sydsiden

Lidt i midnat opfordrede klubbens mest inkarnerede fangruppering, Sydsiden, til at møde op ved Brøndby Stadion for at hylde spillerne, der med en mand i undertal i størstedelen af kampen sikrede sig den vitale sejr i den jyske by. Og med teksten "modtagelse af spillerne ved Brøndby Stadion klokken 02:00" var det et budskab, der ikke var til at tage fejl af og som i den grad blev realiseret.

quote Det er fuldstændig fantastisk

Andreas Maxsø om fansenes støtte

Massive roser til opbakningen

Selvom klubben på grund af coronarestriktioner havde anbefalet fansene ikke at tage turen til Ceres Park i Aarhus, valgte flere supportere at trodse opfordringerne og møde op før kampen alligevel.

Godt nok kunne ingen udefans få adgang til lægterne, men det stoppede dem ikke i at støtte spillerne foran arenaen, hvor de en time efter sejren sang og fejrede sejren. Noget, der kunne høres inde på stadion, hvor anfører Andreas Maxsø gav de sidste interviews.

- Det er jo fantastisk, at de har taget turen herop. Den støtte der er, kan man slet ikke sammenligne med nogen andre steder her i Danmark. Det er fuldstændig fantastisk. Da vi kom til stadion, stod der et par hundrede i hvert fald og hjalp os ind på stadion, sagde kaptajnen til TV 2 SPORT og tilføjede, at opbakningen skal bruges som en motivation til mandagens potentielle guldbrag på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

Også cheftræner Niels Frederiksen nød godt af støtten.

- Vi er superglade for den opbakning, de giver os. Og spillerne kan simpelthen ikke undgå at føle, at det her er ekstremt vigtigt for ekstremt mange mennesker. Det er med til at give det ekstra, der skal til, fortalte han.

Tomålsskytten Mikael Uhre og Kevin Mensah havde efter opgøret også lutter roser til overs for supporternes tur til Aarhus.

Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen jubler over sejren.
Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen jubler over sejren.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fortsatte til langt ud på natten

Den gode stemning fra Aarhus blev taget hele vejen med hjem til Storkøbenhavn. I flere timer var der sang og jubel på parkeringspladsen foran stadion.

Og Mikael Uhre, der er Superligaens topscorer, blev hyldet. Og det gjorde den unge Morten Frendrup også på trods af det røde kort i første halvleg.

Brøndby er nu et point foran FC Midtjylland inden den sidste spillerunde, hvor midtjyderne får besøg af AGF.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik