Dansk Erhverv forventer lavere priser end normalt ved årets Black Friday

Generelle prisstigninger kan dog æde større rabatter, vurderer privatøkonom.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I år bliver priserne til Black Friday endnu lavere, end de plejer at være.

Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra Dansk Erhverv, efter at flere danske virksomheder har vurderet, at deres lagerbeholdning er for stor, og at de derfor skal af med deres varer. For der er priserne en god ting at skrue på.

Det fortæller e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv Niels Ralund. Han ser det som en helt generel tendens, at e-handels- og detailvirksomheder har bugnende fyldte lagre:

- Vi er i en situation, hvor der generelt er for mange varer på lagrene i øjeblikket, siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Derfor forventer han, at priserne på årets største shoppingdage – som for eksempel Black Friday – vil komme længere ned end normalt.

For meget på lager

Det er dog svært at spå om, hvorvidt Dansk Erhvervs forudsigelse kommer til at holde vand. Det mener i hvert fald Danske Banks chefanalytiker og privatøkonom, Louise Aggerstrøm.

- Rabatten bliver stor, men om det decideret bliver lavere priser end sidste år, det er ikke til at sige, siger hun til TV 2.

Louise Aggerstrøm uddyber, at efter de prisstigninger vi har set de seneste måneder, skal der rigtig meget til, hvis priserne ved årets Black Friday skal blive lavere end tidligere år.

Men varerne skal virksomhederne af med på en eller anden måde, hvis de skal undgå at tabe for meget omsætning.

Derfor betyder lagerbeholdningen meget, når virksomheder som Elgiganten skal fastsætte priser op til Black Friday og julehandlen.

- Det er klart, at når vi har fyldt op til julehandlen, er der brug for, at der kommer kunder i forretningerne, siger administrerende direktør i Elgiganten Peder Stedal.

Inflationen har gjort, at kunderne ikke handler lige så meget ind. Og det kommer til at påvirke de priser, Elgiganten sætter, fortæller Peder Stedal.

- Der er ingen tvivl om, at priserne bliver enormt lave, og det gør selvfølgelig, at kunderne kommer ud i butikkerne igen, siger Peder Stedal.

Lav forbrugertillid

For danskerne handler ikke så meget, som de plejer.

Faktisk viser tal fra Danmarks Statistik, at forbrugertilliden er faldet. Økonomer læser ofte den faldende forbrugertillid som et problem, fordi bekymringerne kan sætte sig i danskernes forbrug.

Dermed har virksomhederne noget ekstra at være bekymrede over, hvis forbrugerne ikke har lyst til at bruge penge, og butikkerne samtidig ikke kan komme af med deres mange varer.

Hvis danskerne går ud og bruger en masse penge på billige varer til Black Friday, kan det have en påvirkning på inflationen, advarer Louise Aggerstrøm:

- Det kan for så vidt godt have en effekt, fordi et af problemerne (med inflationen, red.) er jo, at vi bruger for mange penge.

Hun understreger dog, at danskerne er blevet mere bevidste om, hvad de bruger deres penge på. Derfor vurderer hun, at folk ikke shopper lige så meget ved årets Black Friday-shopping, som de plejer.

Årets store forbrugsfest løber af stablen 25. november.



Vis mere
ANDERS

”Bevar Irma”:
Kunder vil danne ring om butikkerne og madanmelder samler underskrifter

Søs, Freja og Alvilda

Søs, Freja og Alvilda skal stå i spidsen for omstridt socialt medie i kommune

Vis mere