Designer anklager tøjgigant for plagiat

Der er stor chance for, at tøjvirksomheden Bestseller må til lommerne, hvis designeren lægger sag an, vurderer en ekspert i ophavsret.

Mandag aften fik designer Sadaf Hayat en besked fra en veninde med et link til en skjorte.

"Er det ikke din?", spurgte hun i beskeden.

Linket førte til en skjorte på tøjmærket Objects hjemmeside og lignede ifølge Sadaf Hayat til forveksling en skjorte, hun har designet til sit mærke Atelier Sardin.

- Jeg blev rasende, for det var jo som at se noget, jeg selv havde lavet, fortæller Sadaf Hayat til TV 2.

Det fik Sadaf Hayat til mandag aften at dele et billede på sin Instagram, hvor hun sammenlignede Objects skjorte med den skjorte, hun har designet.

Designeren fortæller, at skjorten med sløjferne fra Object kortvarigt blev fjernet fra mærkets hjemmeside, hvor den var sat til salg for 359,95 kroner. Efter få minutter blev den dog tilføjet til hjemmesiden igen, fortæller hun.

Se de to skjorter side om side her:

Sadaf Hayat delte følgende billede på sin Instagram, da hun opdagede, at Object solgte en, der lignede hendes. Foto: Screendump
Sadaf Hayat delte følgende billede på sin Instagram, da hun opdagede, at Object solgte en, der lignede hendes. Foto: Screendump

Mister sin særegenhed

Tøjmærket Object hører under den danske modevirksomhed Bestseller, der ejer mere end 20 forskellige tøjmærker og har butikker i hele verden. Atelier Sardin er derimod et mindre designmærke, som er bygget op omkring slow fashion-filosofien, der går ud på at designe mindre mængder tøj, som ikke baserer sig lige så meget på omskiftelige trends, så det kan bruges sæson efter sæson.

Sadaf Hayat mener, at det er med til at undergrave mindre danske tøjmærker som hendes, når en stor gigant som Bestseller sælger tøj, der minder meget om mindre tøjmærkers design.

- Jeg bliver provokeret, for de er med til at udvande mit design. Mine kunder har måske lige givet 2000 kroner for en skjorte, og så går de ud og ser, at en anden har den på til 400 kroner, siger hun.

Hun mener aldrig, at det er okay, når andre virksomheder lader sig inspirere af små enkeltpersoners virksomheder. Hun mener dog, at der er forskel på, om det er en koncern, der gør det, eller et andet lille brand.

Hvordan kan du være sikker på, at Bestseller er inspireret af dit design?

- Det kan jeg ikke være 100 procent sikker på. Jeg ved ikke, om direktøren har siddet og set den hos mig. Men jeg vil næsten have, at de skal bevise det modsatte, for den er så identisk med den skjorte, jeg har lavet, siger hun.

quote Når du kopierer, laver det i 60 forskellige farver og sælger det billigt, så bliver det overeksponeret

Sadaf Hayat, ejer af Atelier Sardin

Det er vel et andet klientel, der handler hos Object og hos dig, så behøver det betyde noget?

- Det er ikke den samme gruppe overhovedet, men problemet er, at hvis du bliver udsat for det samme, så bliver du træt af at se på det. Når du kopierer, laver det i 60 forskellige farver og sælger det billigt, så bliver det overeksponeret og mister sin særegenhed, mener designeren.

Sadaf Hayat sammenligner det med, da alle danskere gerne ville have en guldstribet vase fra mærket Kähler. Efter noget tid gad folk ikke have den mere, og den blev sat billigt til salg på Den Blå Avis, forklarer hun.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bakkes op af ekspert

TV 2 har forelagt sagen for Morten Rosenmeier, der er professor i ophavsret og tilknyttet Center for Informations- og Innovationsret på Københavns Universitet, og vist ham billeder af de to skjorter.

Morten Rosenmeier tager det forbehold, at han ikke kan vide, om der findes en tredje skjorte, som begge skjorter kan være en kopi af. Hans umiddelbare vurdering er dog, at ligheden mellem skjorterne er bemærkelsesværdig.

- Her vil jeg mene, at der er tale om en rimelig nærgående efterligning, og derfor vil jeg tro, at hvis der var en sag om det her, så kunne det sagtens ske, at der var et juridisk problem, siger professoren til TV 2.

Han forklarer, at tøj kan være beskyttet af ophavsretten, designretten og af markedsføringsloven, og ifølge Morten Rosenmeier vil en designer, der har fået krænket sine rettigheder, have krav på en pose penge.

- I den her sag er der en reel mulighed for, at Bestseller må til lommerne, siger han.

Det er Morten Rosenmeiers opfattelse, at der altid har været mange kopisager om blandt andet tøj. Problemet er, at sagerne ofte koster millioner at føre ved domstolene og kan være en langsommelig affære, der tager flere år. Det har man også set eksempler på i Danmark, hvor en strid mellem keramikeren Würtz og ernæringsekspert Christian Bitz om plagiat af et stel først blev afgjort for nylig – efter syv år.

I 2020 blev der derfor oprettet et Designnævn, der er et uafhængigt nævn, som kan afgøre sagerne hurtigere og billigere end domstolene, forklarer Morten Rosenmeier.

quote Vi er meget kede af denne sag

Pascal Gilibert, direktør for Object

Et udtryk for et større problem

Sadaf Hayat mener, at episoden med Bestseller er et udtryk for et større problem i den måde, som dele af modebranchen fungerer på.

Ifølge hende er der nemlig et stort pres, hvor de store tøjkæder hele tiden skal designe nyt tøj til forbrugerne – med stor klimabelastning til følge.

- Du presser også dine medarbejdere til at finde på noget nyt hele tiden, og det kan man ikke. Jeg har brugt tre år på at arbejde med ét design, forklarer Sadaf Hayat, der lancerede skjorten første gang i 2019.

Hun håber, at der kan komme mere politisk regulering på området, da hun fortæller, at det ikke er første gang, at hun oplever, at et brand har ladet sig inspirere for meget af hendes design.

TV 2 ville gerne have interviewet Object om sagen. I stedet er deres direktør, Pascal Gilibert, vendt tilbage med et skriftligt svar.

Er kede af sagen

- I Object skal vi ikke designe, producere eller indkøbe tøj, der udnytter andres designindsats, hvilket er helt utvetydigt. Det gør vi løbende en stor indsats for at sikre, og vi er meget kede af denne sag, skriver Pascal Gilibert og tilføjer:

- Derfor kan jeg kun beklage og undskylde, og jeg har allerede haft en dialog med Saf (Sadaf, red.), hvor jeg også har tilkendegivet det. Det er ikke godt nok, og vi undersøger nu, hvordan det, der ligner en klar fejl fra vores side, er sket.

I mailen skriver Object også, at de blev gjort opmærksomme på skjorten i Sadaf Hayats Instagram-historie mandag aften og straks rakte ud til hende for at tale om sagen. Det bekræfter Sadaf Hayat.

Tøjvirksomheden skriver desuden, at de har fjernet skjorten fra deres hjemmeside og har sat gang i at fjerne den fra øvrige salgskanaler. De oplyser, at de ikke har i sinde at brænde eller destruere tøjet, men derimod kigger på, hvordan skjorterne kan omdannes til noget andet.

Sadaf Hayat siger til TV 2, at hun ikke har besluttet sig for, om hun vil gå videre med sagen til domstolene. Hun er dog glad for, at tøjkæden har valgt at fjerne skjorten fra deres webshop og butikker.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik