Far optræder som drag queen med sin søn: - Det er en kæmpe kærlighedserklæring

Mikkel Vest håber, at han sammen med sin søn kan være med til at nedbryde fordomme, når de fredag optræder sammen.

Først skal hofterne og brysterne på. Så glitterkjolen, makeup og stilletter.

For 29-årige Casper Vest har det været en velkendt rutine i mange år, når han har transformeret sig til drag queen-karakteren Annie Rection, men for hans far, 59-årige Mikkel Vest, er det stadig nyt.

Casper Vest som Annie Rection.
Casper Vest som Annie Rection.
Foto: Filip Vest

Og spørger man ham om, hvorfor han gør det, er svaret klart:

- For at støtte Casper, eller Annie, som Casper jo hedder, når Casper er drag, svarer han i 'Go' aften LIVE' og fortsætter:

- At støtte ens børn, synes jeg, er helt naturligt. Jeg har en gammel far på 87 år, der bekymrer sig om, hvad jeg laver, så jeg bekymrer mig om min søn og støtter op om det, han laver, lyder det.

quote Det rystede også mig, hvor lidt opbakning der egentlig var

Mikkel Vest, omsorgsarbejder

Mikkel Vest har tidligere med hjælp fra sin søn optrådt som 'Daddy Rection', men fredag er første gang, de to skal optræde sammen til en udsolgt drag night i K.B. Hallen på Frederiksberg i forbindelse med Copenhagen Pride-ugen.

Det er ikke kun første gang de to optræder sammen.

Det er første gang i Danmark, at en far optræder med sin søn til et drag queen-show, hvilket de håber kan inspirere andre familier og bryde fordomme.

Mikkel Vest som 'Daddy Rection' sammen med Casper Vest.
Mikkel Vest som 'Daddy Rection' sammen med Casper Vest.
Foto: Privatfoto

Ikke alle forældre støtter

For Mikkel Vest har det været en selvfølge at støtte sin søn i både hans seksualitet, men også i hans karriere som drag queen.

Hele familien støtter Casper Vest i, hvad han gør – og selvom hans farfar ikke helt forstår det, har han hjertet med, forklarer Mikkel Vest.

- Jeg håber lidt, det kan sætte nogle tanker i gang. Jeg er i hvert fald bare mega stolt, siger Casper Vest om sin far
- Jeg håber lidt, det kan sætte nogle tanker i gang. Jeg er i hvert fald bare mega stolt, siger Casper Vest om sin far
Foto: TV 2

Men det er ikke tilfældet for alle.

- Der er desværre en bagside af medaljen. I og med jeg er blevet mere en del af drag-miljøet, har jeg fundet ud af, at det faktisk overhovedet ikke er normalt, at man har forældre, der støtter, siger Casper Vest.

Og det har også Mikkel Vest opdaget, når han har været med til shows, hvor det ikke er en selvfølge, at forældrene bakker op.

- Det rystede også mig, hvor lidt opbakning der egentlig var, fortæller han.

Respekt for kunstarten

Det er et år siden, at Mikkel Vest første gang trådte ind på en scene som drag queen iført sminke, kjole, høje hæle og falske bryster.

- Lige så snart jeg havde fået det på, begyndte jeg at bevæge mig anderledes, og jeg smilede lummert til publikum. Altså der skete et eller andet, forklarer han.

- Jeg er blevet endnu mere engageret i det, Casper laver. Jeg har fået en mega respekt, fortæller Mikkel Vest, efter at han selv har prøvet at optræde som drag queen.
- Jeg er blevet endnu mere engageret i det, Casper laver. Jeg har fået en mega respekt, fortæller Mikkel Vest, efter at han selv har prøvet at optræde som drag queen.
Foto: Privatfoto

Han mærkede nemlig, at man kunne tillade sig nogle andre ting på scenen, når han var i sin rolle som drag queen.

Og udover at han er kommet tættere på sin søn, har han også fået en helt ny respekt for kunstarten, som han kalder "megahårdt arbejde".

- Da jeg lige pludselig selv skulle dresses op, have 12 centimeter høje hæle på, bruge fire timer på en sminke og blev trukket i det ene og det andet kostume, gik det op for mig, lyder det fra Mikkel Vest i 'Go' aften LIVE'.

En kærlighedserklæring

Casper og Mikkel Vest ser frem til at optræde sammen i det, som Casper kalder en "kærlighedserklæring og et godt eksempel for andre fædre".

Han håber, at det kan sætte nogle tanker i gang ude i de danske hjem.

- Jeg siger ikke til alle fædre derude: "Nu kan du godt tage paryk på". Det er ikke det, jeg beder om, men der kommer til at være forældre, som ser det her og tænker: "Hvis han kan gøre det der, hvorfor kan jeg så ikke acceptere min transkønnede datter", siger Casper Vest.

Udover at nedbryde fordomme glæder de sig også til at have det sjovt sammen på scenen.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan folk reagerer og have det fedt med det. Og connecte over noget, som virkelig få drag queens får lov til at have med deres familie, slutter Casper Vest.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik