Frank Jensen ser flere positive ting i mulig udskydelse af Tour-start

Det kan blandt andet give større opmærksomhed på løbet, hvis Tour de France først starter i Danmark i 2022.

Der var lagt op til den helt store sportssommer i Danmark næste år, når først EM i fodbold og senere Tour de France-starten ville komme forbi Danmark og især København.

Selvom Københavns overborgmester Frank Jensen nu har bekræftet, at man forhandler med ASO om at rykke Tour de France-starten til 2022 for at undgå at karambolere med OL og EM i Fodbold, så ser han også fordele ved udskydelsen.

- Vi er i 2022 meget mere på afstand af coronapandemien, så vi ved med meget større sikkerhed, om der kommer en genopblussen i Danmark eller i Europa, siger Frank Jensen til TV 2.

- Derfor vil vi være meget mere sikre på afviklingen af store events i 2022.

Større opmærksomhed

Mens den store danske sportssommer altså ser ud til at blive delt ud over to år, så kan det også betyde mere fokus på Tour-starten.

- Det er jo også en fordel, at der ikke er nogen store internationale sportsarrangementer i øvrigt i sommeren 2022. Der er godt nok VM i fodbold, men det ligger først henne i slutningen af året.

- Derfor vil man få meget mere eksponering af et så stort event i Danmark, som Tour de France vil være.

De danske etaper var i første omgang planlagt til at blive kørt fra 2.-4. juli 2021, hvilket ville betyde, at Tour de France først ville slutte den dag, linjeløbet ville blive afholdt ved de Olympiske Lege.

De danske kampe ved EM i Fodbold i København skal spilles 12., 17. og 21. juni, mens den danske hovedstad også skal være vært for en ottendedelsfinale 28. juni.

ASO skal bidrage til ekstraomkostninger

Samtidig vil Frank Jensen også tage fat i ASO og bede dem om at dække nogle af de ekstraomkostninger, en flytning medfører.

- Der bliver jeg nødt til at sige på det danske selskabs vegne til ASO, at kan de ikke leve op til den kontrakt, vi har indgået, så har vi en fælles udfordring, som vi skal finde løsninger på – også på økonomien, siger Frank jensen.

- Så jeg forventer også, at kommer vi der, hvor det bliver en beslutning om at flytte hele arrangementet til 2022, så skal ASO også bidrage økonomisk til de ekstraomkostninger, der løber på.

Frank Jensen understreger dog også, at mange af omkostningerne vil være de samme, uanset om løbet køres i 2021 eller 2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik