Madanmelder og skuespiller politianmeldt efter bizar herremiddag – spiste levende hummer

Et fem timer langt måltid på Færøerne har ført til en politianmeldelse af skuespiller Pilou Asbæk og madanmelder Søren Frank.

Berlingskes madanmelder Søren Frank og skuespilleren Pilou Asbæk er blevet meldt til politiet for dyremishandling under et privat middagsselskab.

Det skriver B.T., der har set den skriftlige politianmeldelse og dokumentation for modtagelse af færøsk politi.

Søren Frank skriver selv i sin reportage i Berlingske, at det næsten fem timer lange måltid konstant bevægede sig mellem delicious og disgusting.

I reportagen kaldes det en "bizar og fuldstændig vanvittig herremiddag".

Undervejs fik de jomfruhummere, der skulle indtages levende, efter at blot dyrets hale var holdt nede i kogende vand, mens der blev talt til 12.

Dernæst skulle halen spises, mens middagsgæsterne holdt om kløerne, så hummeren ikke nev dem i næsen.

- Det smager himmelsk rent, ikke mindst med et par dråber citron og lidt salt, skriver Søren Frank om oplevelsen.

Sloges med blæksprutte

Pilou Asbæk ender dernæst ifølge Søren Franks beskrivelse i måltidets dramatiske højdepunkt, da skuespilleren kommer i ”infight med en sprællevende, ottearmet blæksprutte, før det lykkes ham at gøre sig fri af sugekopperne”.

Blæksprutten ryger direkte fra Pilou Asbæks arme og ned på panden, hvor den flamberes i nogle sekunder og spises.

Politianmeldelsen er indgivet af Valentina Crast, der er kampagnechef for den kontroversielle havmiljøorganisation Sea Shepherd. Hun er også tidligere EP-kandidat for Alternativet.

Hun mener ifølge B.T., at der er tale om klare overtrædelser af dyreværnsloven, og at man er med til at blåstemple handlingerne, hvis ikke man siger fra.

Sygt og ondskabsfuldt

Valentina Crast kalder Søren Frank og Pilou Asbæks handlinger syge og ondskabsfulde.

Sea Shepherds 73-årige leder, Paul Watson, er for øjeblikket fængslet i Grønland med assistance fra de danske myndigheder i forbindelse med en international arrestordre.

TV 2 har rakt ud til både Søren Frank og Pilou Asbæk for en kommentar.

Søren Frank har ikke ønsket at kommentere sagen, mens Pilou Asbæk ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik