Nordsjællandsk køkkenchef vinder uofficielt EM for kokke

Brian Mark Hansen, der er køkkenchef på den Michelin-hædrede Søllerød Kro i Nordsjælland, sejrer ved konkurrencen Bocouse d’Or Europe, der er en slags uofficielt EM i kokkekunst.

Danmark og Søllerød Kro er løbet med guldmedaljen i årets Bocuse d’Or Europe.

Det fremgår af konkurrencens hjemmeside.

Det danske team med køkkenchefen ved Søllerød Kro, Brian Mark Hansen, sejrede foran værtsnationen Ungarn og Norge.

- Tak til dommerne og tak til Ungarn - I er fantastiske mennesker her. Hvem ville have troet det for to måneder siden? Vi er så glade og så beærede, lød det fra Brian Mark Hansen ved pokaloverrækkelsen, inden han rettede henvendelse til sit eget hold:

- I er - og undskyld mit sprog - fucking fantastiske.

Går videre til VM for kokke

Onsdag og torsdag har kokke fra 17 forskellige lande dystet om titlen som Europas bedste kok.

Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro har ved konkurrencen været flankeret af Elisabeth Madsen, der til daglig er kok på Svinkløv Badehotel.

Ifølge TV 2 er Rusland udelukket på grund af invasionen af Ukraine, mens Ukraine selv har valgt at trække sig.

Det er konkurrencens top ti, der kvalificerer sig til det uofficielle verdensmesterskab for kokke næste år i Lyon.

Køkkenchef fra Søllerød Kro, Brian Mark Hansen, var i køkkenet for Danmark onsdag. Ved hans side stod assistent Elisabeth Madsen, der til daglig er kok på Svinkløv Badehotel.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Bocuse d'Or

  • I lige år afholdes det europæiske Bocuse d'Or, hvor de ti bedste kvalificerer sig til den internationale konkurrence.


  • I ulige år afholdes verdensmesterskabernes Bocuse d'Or, hvor 24 lande deltager efter blandt andet at være gået videre fra den europæiske konkurrence.


  • Verdensmesterskaberne bliver altid afholdt i Lyon i Frankrig, mens europamesterskaberne skifter lokation fra år til år. I år afholdes den europæiske konkurrence i Budapest i Ungarn.


  • Bocuse d'Or blev første gang afviklet i 1983.


  • Konkurrencen er opkaldt efter den franske mesterkok Paul Bocuse.


Kilde: TV 2

Danmark vandt med 14 point foran Ungarn på andenpladsen.
Danmark vandt med 14 point foran Ungarn på andenpladsen.
Foto: www.bocusedor.com

Deltagerne ved Bocouse d’Or bliver sat i gang med ti minutters mellemrum. Efter 5 timer skal en tallerkenservering stå klar foran dommerne, og 35 minutter senere skal en fadservering serveres.

TV 2 skriver, at tallerkenserveringens hovedingrediens ved årets konkurrence var kartoffel, mens fadserveringen skulle indeholde sikahjort og foie gras, som Ungarn er storproducent af.

Ifølge TV 2  har danske kokke tradition for at ligge lunt i svinget i konkurrencen de seneste år.

Danmark vandt sølv ved både europamesterskaberne og verdensmesterskaberne i Bocuse d'Or i 2020 og 2021. Dengang repræsenterede Geraniums souschef Ronni Mortensen Danmark.

I 2019 vandt Kenneth Toft-Hansen guld det uofficielle kokke-VM.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik