Sort plastik dækker populær fiskesø

Miljøstyrelsen frygter, at en invasiv akvarieplante kan brede sig til andre søer i Danmark.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ved Fiskesø nær Roskilde er store dele af vandoverfladen dækket af et sort lag plastik. Og selvom det umiddelbart lyder som en dårlig ting, er der her tale om en hjælpende hånd til søen.

Plastiklaget er nemlig en såkaldt skyggedug, der skal bekæmpe den sydamerikanske vandplante carolina cabomba, der i længere tid har kvalt andet liv i søen. Det fortæller Julian Dons Henriksen, biolog hos Miljøstyrelsen.

- Det ser voldsomt ud, når man ser en hel sø dækket til, men formålet er at hjælpe naturen og de mange forskellige planter, der tidligere fandtes i søen. I dag har den undslupne akvarieplante carolina cambomba fuldstændig overtaget søen, siger han.

Frygten er, at planten vil brede sig til andre søer, og derfor har styrelsen valgt at sætte hårdt ind.

Lille stump kan brede sig til store områder

Vandplanten er ikke kommet til den sjællandske sø af sig selv. Faktisk regner biologen med, at den stammer fra et privat hobbyakvarium, der er blevet tømt ud i søen.

Blot en lille stump stængel er nok til, at planten kan brede sig til store områder, lyder det.

- Vandplanten skygger for lyset, men også for de bundlevende dyr som muslinger og krebs, siger Julian Dons Henriksen.

Akvarieplante står tæt i Fiskesø. Håbet er, at det planteliv, som carolina cabomba har kvalt, kan vende tilbage til søen.
Akvarieplante står tæt i Fiskesø. Håbet er, at det planteliv, som carolina cabomba har kvalt, kan vende tilbage til søen.
Foto: Miljøstyrelsen

Biologen fortæller, at søen er et godt eksempel på, hvor skadeligt det kan være at sætte dyr eller planter ud i den danske natur. Noget, der ifølge naturbeskyttelsesloven ikke er lovligt.

Man har tidligere tømt søer

Indsatsen mod den uønskede akvarieplante blev allerede indledt sidste år. Og siden maj har der været udstedt et forbud mod fiskeri og badning for at forhindre spredning af planten.

Tidligere har man også bekæmpet invasive vandplanter ved at tømme søer for vand og fjerne planterne, men da carolina cabomba har spredt sig mere end først antaget, blev det besluttet at afprøve metoden med skyggedugen.

Sådan ser den udskældte akvarieplante ud.
Sådan ser den udskældte akvarieplante ud.
Foto: Miljøstyrelsen

Dugen består af sort plastik spændt ud på trærammer, der ligger på søens overflade. Plastikken dækker i øjeblikket et område på 900 kvadratmeter og skal helt konkret forhindre lyset i at nå ned til planten, så den i stedet for at fortsætte sit indtog uddør.

Planen er, at plastikdækket skal flyttes til den sydlige del af fiskesøen til næste år. Projektet kommer til at køre indtil 2023, men virkningen vil løbende blive evalueret.



Vis mere
ANDERS

”Bevar Irma”:
Kunder vil danne ring om butikkerne og madanmelder samler underskrifter

Søs, Freja og Alvilda

Søs, Freja og Alvilda skal stå i spidsen for omstridt socialt medie i kommune

Vis mere