Ulovlig manipulation kan ødelægge din bil og miljøet

En genvej til ekstra hestekræfter i bilen kan have alvorlige konsekvenser for miljøet. Alligevel bugner nettet med tilbud.

Fænomenet, der kan manipulere bilen til at levere flere hestekræfter og hurtigere omdrejninger, kaldes for chiptuning. Det foregår i de fleste tilfælde ved, at man lægger et nyt program ind i bilens computer, kaldet motorstyringen.

På den måde kan man styre bilens software og give den flere hestekræfter, og det kan udføres både på diesel- og benzinbiler. På et kvarter kan man få 50 hestekræfter mere at køre med. Men det kan også have store konsekvenser for den luft, vi alle sammen indånder.

- Det der er hovedproblemet med chiptuning er, at man i mange tilfælde slår en del af luftrensningsfiltret fra. Det vil sige, at de biler, der er godkendt med en vis luftforurening fra fabrikken, udleder væsentlig mere luftforurening. Det kan være 10-12 gange mere. Til skade for borgerne i byerne, siger Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.

Myndighederne har de seneste år sat hårdt ind over for chiptuning af lastbiler, men miljøorganisationen frygter, at op mod hver femte personbil inden for visse modeltyper også kan være chiptunet.

Der findes ingen officielle tal for omfanget af chiptuning, men hos bilejernes interesseorganisation, FDM, genkender man billedet af, at chiptuning florerer bredt blandt personbiler.

- Den tendens vi ser i øjeblikket er, at uanset hvor man går på nettet eller de sociale medier, bliver man bombet med alle mulige fantastiske tilbud om at få sin bil tunet og optimeret, siger Lone Otte, afdelingsleder i FDM’s tekniske rådgivning.

Autoværksteder tilbyder i fuld åbenhed ulovlig chiptuning

Vi beslutter os for selv at teste retsprincipperne hos tre autoværksteder i vores område, der helt åbenlyst tilbyder chiptuning via deres hjemmesider. Vi ringer til dem anonymt, og i alle tre tilfælde kan vi hurtigt få en tid til chiptuning. Også selvom de udmærket er klar over, at de dermed risikerer at bryde loven.

Er det fuldt lovligt i Danmark, eller hvordan?

- Nej, det er ikke lovligt i Danmark.

- Nej, det er det jo egentlig ikke.

Sådan lyder et par af svarene fra værkstederne.

Ulovlig tuning, der giver bilerne ekstra hestekræfter, er et kæmpe problem for miljøet. Alligevel bugner nettet med tilbud.

Med mindre der er tale om biler til motorløb, er det ifølge chiptuningsbekendtgørelsen forbudt at udføre chiptuning, hvis køretøjet efterfølgende ikke opfylder bestemmelserne om luftforurening.

For at kunne dokumentere, at bilen ikke forurener mere efter chiptuningen, skal den testes ved en godkendt prøveinstans, som findes i Tyskland eller Sverige. Men alle disse regler kan man tage meget let på, da synshallerne alligevel ikke kan se, hvis en bil er chiptunet. Ifølge de værksteder vi taler med.

- Man skal jo typegodkende bilen med effektforøgelsen...hvis det er rigtigt. Men det er der ingen, der gør.

- Stort set alle de biler vi laver her, de er jo chiptunede. Og vi kører til syn næsten dagligt.

- De ved ikke, hvad de skal kigge efter. De ved ingenting om det. Så du får ikke problemer med det, lyder nogle af forklaringerne fra autoværkstederne.

FDM advarer mod chiptuning

Hos FDM, hvor man årligt syner tusindvis af biler, har afdelingsleder Lone Otto endnu ikke oplevet nogen som helst bilejere, der har fået foretaget de nødvendige tests, der skal til, for at en chiptuning er lovlig.

- Jeg skal ikke sige, det ikke sker. Jeg har bare ikke selv oplevet det, og det er en meget bekostelig affære, fortæller hun og bekræfter, at synshallerne ikke har de redskaber, der skal til for at snuppe en bil, der er ulovligt chiptunet:

- Der er ikke noget i motoren, der indikerer, at en bil er chiptunet. Så det er fuldstændig umuligt for os at spotte, siger hun.

Foruden de miljømæssige konsekvenser, der kan være ved en chiptuning, risikerer statskassen også at blive snydt for tusinder af kroner i afgift.

Værkstederne vi ringer til, tilbyder os op til 60 hestekræfter mere for mellem 2.500 og 7.500 kroner. Altså formentlig væsentligt billigere end den afgift, man ellers skulle have betalt for en tilsvarende større motor. 

- Ja det er jeg fuldstændig enig med dig i. Men der er også folk, der kører over for rødt lys, lyder svaret fra et af autoværkstederne, som vi opsøger og konfronterer med, at de tilbyder ulovlig chiptuning.

- Vi lader det være op til kundens ønske.

quote - Der er også folk, der kører over for rødt lys.

Autoværksted, der tilbyder ulovlig chiptuning.

Men du har vel også et moralsk ansvar, når du laver noget, der forurener mere?

- Jamen det har vi. Også over for vores børn. Men vi skal også leve. Det er sådan, jeg ser på det, svarer mekanikeren os.

Fra FDM er anbefalingen til bilejerne klar. Hold jer fra chiptuning – med mindre der er tale om en officiel tuning, som visse bilproducenter selv tilbyder. Bilen kan nemlig også tage skade, hvis den belastes hårdere end det, den er bygget til.

- Reelt synes vi, det er det vilde vesten derude. Du aner ikke som bilejer, hvad der rent faktisk sker. Du aner ikke, hvilke kvalifikationer ham der manipulerer med din software i bilen har. Og du aner ikke, hvad der sker, lyder advarslen fra afdelingsleder i FDM’s tekniske rådgivning, Lone Otto.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik