Efter storbrand: Sådan vil boligselskaber øge fokus på sikkerhed

Fredagens storbrand har øget fokus på brandsikkerheden.

En ryddet trappeopgang, velfungerende røgalarmer og intakte brand-kamme.

Det er nogle af de ting, der kan være med til at øge brandsikkerheden og sikre, at en brand ikke udvikler sig, som storbranden i Grøndalsparken i Vanløse gjorde i fredags.

Og netop fredagens voldsomme brand har øget opmærksomheden på brandsikkerhed hos flere alemene boligselskaber i hovedstadsområdet.

quote Jeg tænkte, er der noget, vi lige skal hjem og kigge på? Kan det også ske for os?

Andreas Damm, byggechef hos AAB

Det gælder blandt andet hos AAB, der har knap 20.000 boliger i Hovedstadsområdet.

Boligselskabet har igennem en længere periode fortaget ugentligt gennemgang af deres ejendomme, hvor brandsikkerheden bliver gennemgået. Men efter branden i Vanløse vil fokus blive skærpet yderligere i fremtiden.

- Jeg tænkte, er der noget, vi lige skal hjem og kigge på? Kan det også ske for os?, siger Andreas Damm, der er byggechef i AAB, til TV 2 Lorry og uddyber:

- Vi skal sikre os, at brand-kammene er som de skal være, men vi skal også oplyse beboerne om, hvad god adfærd er, når det kommer til brand. Forhåbentlig får vi nogle tryggere beboere, og vi mindsker risikoen for, at der opstår brand i vores ejendomme, siger han.

Også landets største boligselskab, KAB, der administrerer tæt på 65.000 ejendomme i hovedstadsområdet, er man berørte af branden i Vanløse.

- Vi mærker bekymring fra beboere og bestyrelser. Der må vi jo henvise til de ting, vi gør. Vi holder også kurser for, hvad man gør, og hvordan man skal agere.

- Det sætter også fokus på, hvad er det er for nogle krav, vi stiller, når vi renoverer, og hele tiden huske på at brand er rigtig vigtigt, siger Lone Skriver, der er vicedirektør i KAB til TV 2 Lorry.

Bygningsejeren har ansvaret

Og det er en yderst god idé. Brandsynsbekendtgørelse fastslår nemlig, at det ved etageejendommen og private boliger er bygningsejeren, der har ansvaret for brandsikkerheden.

Ib Bertelsen er direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut. Han mener, at det er en god idé, at fokus på brandsikkerheden bliver øget.

- Vi synes, det er rigtig positivt, når folk tager deres ansvar alvorligt og varetager og kigger på bygningernes brandsikkerhed, siger Ib Bertelsen til TV 2 Lorry.

Han peger desuden på flere ting, som man som beboer selv kan tjekke i sin ejendom.

- Få kigget i tagrummene og se, om der er huller rundt omkring, som man burde have lukket, fordi der i mellemtiden har været en installatør ude og lave nogle ændringer, siger han.

Fokus på brandårsag

Fredagens storbrand i Vanløse, der blev anmeldt fredag klokken 13.47, opstod under taget på en den del af etageejendommen, der ligger ved Grøndals Parkvej 6A. Siden bredte den sig hastigt til adskillige opgange.

Slukningsarbejdet fredag krævede hjælp fra over 100 brandfolk fra flere beredskaber samt et større antal frivillige. 

Københavns Politi oplyste mandag eftermiddag på Twitter, at de brandtekniske undersøgelser var færdiggjorte. I den forbindelse skrev politiet, at intet foreløbigt tyder på. at der er sket en forbrydelse.

Selvom årsagen til branden altså endnu er ukendt, har Ib Bertelsen, der er direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, påpeget, at brandsikkerheden i tagkonstruktionen tydeligvis ikke har levet op til kravene i loven.

Et eller andet var sandsynligvis ikke som det skulle være, da en storbrand fredag spredte sig med lynets hast i en etageejendom i Vanløse og endte med at rasere ejendommens 15 opgange.

Også Tim Ole Simonsen, der er operationsleder hos Hovedstadens Beredskab, har vurderet, at et eller andet var sandsynligvis ikke som det skulle være.

- Det her må ikke ske. Der er på en eller anden måde sket et svigt. Formentlig omkring bygningskonstruktionen, men det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, sagde Tim Ole Simonsen mandag til TV 2.

Hvor lang tid der vil går, før brandårsagen til den historiske storbrand ligger klar, er endnu uvist.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik