Hele den udbrændte etageejendom i Vanløse rives ned

Det formodede arnested til voldsom brand i etagebyggeri ligger i opgangen på Grøndals Parkvej 6A.

En udbrændt boligblok i Vanløse står ikke til at redde, efter at den fredag blev raseret af en voldsom brand.

Hele etageejendommen, hvor 90 familier havde deres hjem frem til fredag eftermiddag, skal jævnes med jorden. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard.

- Det hele skal rives ned på et tidspunkt. Men det sidste, der bliver revet ned, er, hvor arnestedet menes at være. Så håber vi, at vi kan komme ind, når det er kølet ned, og vandet er sivet væk, siger han sent søndag eftermiddag.

Nedrivningen af dele af bygningen er allerede i gang og kommer til at strække sig over "rigtig lang tid", tilføjer vicepolitiinspektøren.

Håbet er, at der kan rives tilpas meget ned, så stedet omkring opgang 6A på Grøndals Parkvej bliver mere sikkert for brandteknikere at bevæge sig ind i.

Det er i netop denne opgang, at den omfattende brand menes at være brudt ud.

- Vi mener, at det er i opgang 6A et sted. Det er her, ilden er set første gang, og den bryder ud i taget. Men om branden er startet på en af etagerne eller på selve loftet, ved vi ikke. Det er svært at sige, når vi ikke har været derinde, siger Jesper Bangsgaard.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Etageejendommen på Grøndals Parkvej består af flere bygninger, der er bundet sammen af den samme tagkonstruktion.
Etageejendommen på Grøndals Parkvej består af flere bygninger, der er bundet sammen af den samme tagkonstruktion.
Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

- Hvis man river mere af andre dele af bygningen ned først, kan man måske fastholde stabilitet i netop dette hjørne lidt længere tid, siger han videre.

Flere kraner arbejder søndag med at rive mursten og trækonstruktioner ned. Der er også brandfolk til stede. De sørger for, at for eksempel ulmende gløder, der bliver opdaget i takt med nedrivningsarbejdet, bliver slukket.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 13.47 fredag. Siden spredte branden sig hurtigt ned gennem bygningen og til siderne.

Som følge af branden står 90 familier uden tag over hovedet. Genhusningen af disse har kørt i to spor.

Der er dem, som har været forsikret, hvor det er forsikringsselskaberne, der har stået for genhusningen. Dem, som ikke har været forsikret, har fået hjælp fra kommunen.

Arbejdet både med brandslukning, efterslukning og nedrivning har betydet, at dele af Grøndals Parkvej og Godthåbsvej har været spærret af.

Forventningen søndag aften er, at der vil være lukket for trafik på stedet "indtil langt op ad mandagen".

/ritzau/




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik