Bente og Lasse ser på deres liv i askestøvet: Nu håber de på nyt og godt kapitel i livets bog

Det er trist, det gik, som det gjorde, lyder det fra parret om den rapport, der netop har fastlagt, hvorfor Vanløse-branden spredte sig med lynets hast.

Det er lørdag eftermiddag. Bente Gauguin og Lasse Jakobsen går foran afspærringerne til resterne af det hjem, der indeholdt hele deres liv.

Her finder de hurtigt en afbrændt bogside, som stammer fra en af de mange bøger, som prydede deres hjem.

Og på den anden side af murbrokkerne ser Bente efter, om hun kan finde et gammelt smykke.

- Vi kigger efter, om der er ting, der stammer fra vores lejlighed. Det kunne jo være, der bare lige gemte sig et lille arvestykke. Vi fik jo ingenting med os fra branden, siger Bente Gauguin til TV 2 Lorry.

Parret mistede ligesom 129 andre familier alt i storbranden, der rasede den 25. marts.

Manglende sikkerhed skyld i storbrand

Nu har en ny rapport fastslået, at manglende brandsikkerhed var skyld i, at det gik så galt, som det gjorde.

- Det er da brandærgerligt i ordets bogstaveligste forstand. Det er trist, at det ikke kunne blive standset undervejs, siger Bente Gauguin over kigger over på sin bedre halvdel.

Alligevel er de to ikke slukørede. Tværtimod så ser de nu branden som en mulighed for at skrive et nyt kapitel i livets bog, som langt fra er slut for de to pensionister.

Håber på god udvikling i livet

- Vi har en alder, hvor vi var i afviklingsfasen som 80- og 79-årig, men nu har den her brand sat os i en udviklingsfase i stedet, siger Lasse Jakobsen.

Er det en god udvikling?

- Det vil vise sig. Det håber vi, lyder det med det samme.

- Men det giver i hvert fald stof til eftertanke, for hver gang vi er i byen, så kigger vi på, hvordan folk indretter sig. Vi skal jo til at indrette os på ny og begynde forfra, siger Lasse Jakobsen.

Oven på rapporten, som fastslår, at Vanløse-branden kunne være begrænset til blot få opgange i stedet for de 15, som udbrændte totalt, vil Bolig- og Planstyrelsen nu gå ud med en bred informationsindsats målrettet aktører og bygningsejere for at undgå, at en lignende storbrand gentager sig i fremtiden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik