Ingen forhandlere gad Holgers spand – datteren gjorde den til et designikon

Fra en pedalspand til en stor møbel- og oplevelsesvirksomhed. Vipp har på 83 år gennemgået en vild udvikling, men spanden har stadig en helt særlig plads i virksomheden.

Artiklen er oprindeligt udgivet i marts 2022, men vi synes stadig, at den er læseværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

En kyndig jysk håndværker lavede i 1939 en pedalspand til konens frisørsalon.

I dag kender vi den som Vipp-spanden. Et designikon, der er udstillet på Museum of Modern Art i New York sammen med PH-lampen og B&O-pladespilleren.

- Der er noget uretfærdigt i, at morfar ikke har oplevet den succes, som spanden har opnået.

I 1939 skabte Holger Nielsen en pedalspand til sin kones frisørsalon. I mange år levede spanden et stille liv, indtil datteren Jette Egelund gjorde Vipp-spanden til et designikon over hele verden.

Sådan siger Kasper Egelund. Den nuværende direktør i Vipp og barnebarn af stifteren. Virksomheden er nemlig stadig på familiens hænder. 

VTS Thumb
Serie

Viljen til Succes

De sørger for at holde hovedstadsområdet i gang. De producerer, servicerer og genererer ideer - til gavn for både bundlinje og beskæftigelse. Men det er hårdt arbejde at skabe en succesfuld virksomhed. Det kræver mod, visioner, værdier og ikke mindst vedholdenhed. Det kræver viljen til succes. 

 Se serien her

Vipp har i mange år været kendt som dem, der laver den ikoniske pedalspand. Det er stadig det, folk forbinder dem med. Men i dag kan man også købe køkkener, møbler, brugskunst osv. med Vipp-logoet på.

- Du kommer med et tomt rum, så kommer vi med alt indholdet, fortæller Jette Egelund.

Her ses et ældre billede af Jette Egelund og hendes to børn Kasper og Sofie Egelund. De er ejere af Vipp i dag.
Her ses et ældre billede af Jette Egelund og hendes to børn Kasper og Sofie Egelund. De er ejere af Vipp i dag.
Foto: Vipp

Det var Jettes far, Holger Nielsen, der startede Vipp og lavede den ikoniske pedalspand. 

Jette Egelund blev direktør i Vipp efter sin far og ejer i dag stadig Vipp sammen med sine  børn Kasper og Sofie Egelund.

Sæsoner og mode er ligegyldigt

I Vipp lancerer de kun tre til fire nye produkter om året, men har alligevel fået bygget en stor portefølje op.

- Vi bor nærmest i et Vipp-showroom. Jeg har det meget dårligt med, at jeg har to stole fra et mærke, der ikke er Vipp, og jeg har sagt til min hustru, at nu skal vi altså have gjort noget ved det, fortæller Kasper Egelund med et grin.

quote Der er mange følelser i den spand.

Kasper Egelund

I Vipp går de ikke op i sæsoner og mode men i at lave produkter, som kan gå i arv fra generation efter generation. Ligesom det er tilfældet med Vipp-spanden.

- Jeg har set på den spand hele mit liv, og jeg er stadig ikke ked af at se på den. Jeg synes, den er så flot, siger Jette Egelund.

Holger Nielsen lavede vipp-spanden til konens frisørsalon.
Holger Nielsen lavede vipp-spanden til konens frisørsalon.
Foto: Vipp

Kasper Egelund uddyber:

- Der er mange følelser i den spand, og den er opskriften på, hvordan produkter i vores regi skal laves. Både visuelt, æstetisk og funktionelt. Jeg bliver meget rørt, når jeg tænker på den og dens historie, forklarer han og fortsætter:

- Jeg savner tit min morfar. I skal tænke på, at jeg har været 12-13 år gammel, da han dør, så jeg har aldrig haft en voksensnak med min morfar. Han havde en virksomhed, som nu er videregivet til mig, og det ville være sjovt at snakke med ham om det. Jeg vil gerne høre, hvad han tænker om virksomheden i dag. Så for mig ligger der alle mulige signaler fra min morfar begravet i den spand, og når jeg kigger på den, er det, som om han prøver at fortælle mig, hvor vi skal tage virksomheden videre hen, siger direktøren.

Holger Nielsen havde virksomheden i over 50 år. I den periode blev spanden primært solgt til klinikker, for eksempel tandlægeklinikker, hospitaler osv.
Holger Nielsen havde virksomheden i over 50 år. I den periode blev spanden primært solgt til klinikker, for eksempel tandlægeklinikker, hospitaler osv.
Foto: Vipp

Danser, skiskytte og metaltrykker: Manden med de mange talenter

Vipps historie går gennem 83 år og tre generationer, men det hele startede med Holger Nielsen.

- Min far han havde en god tæft for håndværk og blev uddannet metaltrykker. Han var faktisk også Danmarksmester i skiskydning. Han var meget dygtig. Han havde en finmotorik, man skal lede længe efter. Derudover var han også en dygtig danselærer, så alt det der motorik det var lige ham, forklarer Holger Nielsens datter, Jette Egelund.

Det var på et lille værksted i en baghave i Randers, at Holger Nielsen startede Vipp i 1939.

- Min far lavede spanden på opfordring af min mor, der havde en frisørsalon. Hun havde bedt om at få en spand, hvor hun kunne træde på en pedal, og så gik låget op, forklarer Jette Egelund.

Holger Nielsens kone drev en populær frisørsalon. Her manglede hun en pedalspand, og som metaltrykker var det lige en opgave for Holger Nielsen.
Holger Nielsens kone drev en populær frisørsalon. Her manglede hun en pedalspand, og som metaltrykker var det lige en opgave for Holger Nielsen.
Foto: Vipp

Både Jette og Kasper Egelund har særlige minder om Holger Nielsens værksted.

- For mig er Vipp helt oprindeligt duften i min morfars værksted i Randers. Duften af hydraulikolie i maskinerne. Det er en helt speciel duft, der er på sådan et værksted. Og så var der lyden af maskinerne, som trækker i metallet og hydrauliske pressemaskiner, mindes de.

quote Der var kun 28 skridt fra min seng og over i den lille virksomhed.

Jette Egelund

Men spanden kom ikke kun til at stå i hustruens frisørsalon.

- I hele min fars levetid var kundelaget folk med lægeklinik, tandlægeklinik, dyrlægeklinik og hospitaler, så folk i min generation havde en helt fast overbevisning om, at den spand hørte til de klinikker, siger Jette Egelund.

Holger Nielsens fabrik lå i baghaven i et villakvarter i Randers.
Holger Nielsens fabrik lå i baghaven i et villakvarter i Randers.
Foto: Vipp

I over 50 år havde virksomheden kørt stille og roligt uden at ekspandere, men da Holger Nielsen dør i 1993, træder datteren Jette til. Men med en nylig skilsmisse og få penge i bagagen var det ikke nemt at få Vipp til at nå nye højder.

- Jeg boede egentlig i Hørsholm, og børnene er vokset op der, og så blev jeg skilt. Der var ikke længere noget, der forhindrede mig i at tage tilbage til Randers, så jeg bosatte mig i mit gamle børneværelse hjemme hos min mor, og der var kun 28 skridt fra min seng og over i den lille virksomhed. Der sad jeg sammen med den ene mand, der var ansat, og han lærte mig at lave spandene, og det var faktisk utrolig sjovt, fortæller Jette Egelund.

For få penge og for mange fordomme 

Økonomien viste sig dog hurtigt at være et problem.

- Det er ikke nemt at blive skilt, fordi man skal dele de værdier, der er, og jeg havde bare ikke nogen penge, så for at få det til at hænge sammen økonomisk, var jeg nødt til at have noget arbejde ved siden af. Jeg havde tre jobs på et tidspunkt, siger Jette Egelund.

Hun ville gerne udvide Vipps kundelag, men mange danske forhandlere ville ikke sælge pedalspanden. Spanden var nemlig associeret med lægeklinikkerne.

Derfor tog Jette Egelund til udenlandske messer med spanden og den nye, matchende toiletbørste under armen.

Jette Egelund forsøgte et udbrede kendskabet til Vipp ved at tage på messer i udlandet.
Jette Egelund forsøgte et udbrede kendskabet til Vipp ved at tage på messer i udlandet.
Foto: Vipp

Og her fik hun vind i sejlene.

- I udlandet var det populært med Danish design, så der var folk mere interesseret. Efter en udenlandsrejse tillod jeg mig at have fire dage fri. Da jeg kom tilbage i firmaet, var jeg meget skuffet over, at der ikke var kommet nogen ordre på min fax. Jeg opdagede, at jeg ikke havde fået lagt papir i, så da jeg fik en ny rulle i, væltede ordrene frem. Jeg kan huske, at jeg stod helt alene, og jeg råbte og skreg af glæde, mindes Jette Egelund.

Jette Egelund arbejdede som socialrådgiver, inden hun valgte at overtage sin fars virksomhed.
Jette Egelund arbejdede som socialrådgiver, inden hun valgte at overtage sin fars virksomhed.
Foto: Vipp

Med de mange nye ordre var det blevet tid til at opgradere fabrikken, så Jette Egelund fik et banklån. Pengene skulle bruges på en punktsvejser, og den kunne hun købe af en stor virksomhed i Nordjylland.

- De havde aldrig solgt noget til en kvinde før, og de havde heller aldrig set nogen blive så glade for noget, fortæller Jette Egelund med et smil.

Men Vipp havde svært ved at nå alle ordrene, så i 1999 indgik Jette Egelund et samarbejde med en fabrik, der kunne producere spandene. Hun købte en faldefærdig ejendom på Islands Brygge i København og flyttede virksomheden dertil.

quote De havde aldrig solgt noget til en kvinde før.

Jette Egelund

I år 2000 bestod virksomheden af Jette, hendes to børn Kasper og Sofie og en bogholder.

I dag har Vipp omkring 50 ansatte og cirka 150 forskellige produkter, de eksporterer til 50 lande, de ejer flere bygninger i København og udland, og så er Kasper Egelund blevet direktør.

Og nu er Vipp i gang med at åbne deres hidtil største showroom i Shanghai i Kina.

Kasper er direktør, og Jette er sælger

Et af Kaspers store påfund som direktør var at lave et køkken.

- Da vi legede med konceptidéen om et Vipp-køkken, var der noget morsomt over at sige, at vi laver et køkken, der passer til din skraldespand. Køkkenet var et stort skridt for virksomheden og et sjovt projekt, fortæller Kasper Egelund.

Da Kasper Egelund blev direktør, besluttede han, at Vipp også skulle lægge navn til et køkken. I dag har de to køkkener at vælge imellem - et i stål og et i træ.
Da Kasper Egelund blev direktør, besluttede han, at Vipp også skulle lægge navn til et køkken. I dag har de to køkkener at vælge imellem - et i stål og et i træ.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV 2 Lorry

Selvom Jette Egelund er trådt tilbage som direktør, betyder det ikke, at hun lever en helt rolig pensionisttilværelse. Hun er stadig involveret i alle Vipps projekter, og hun er også sælger i butikken i København.

- Jeg nyder at have direkte kontakt med kunderne, og det er sjovt, fordi jeg ved ikke så meget om priserne og leveringstider, og så kan kunderne godt tænke, at det er en mærkelig gammel dame, der står bag kassen. Når jeg så fortæller, at det er min virksomhed, og min far lavede spanden, så falder folk til ro igen, og så fortæller jeg hele historien, og nogle gange bliver de hængende i en halv time, siger Jette Egelund.

quote LEGO har haft LEGOLAND i mange år, så hvorfor skal Vipp ikke have noget, der minder om Vipp-land.

Kasper Egelund

Hos Vipp sælger de ikke længere kun genstande, men også oplevelser.

- LEGO har haft LEGOLAND i mange år, så hvorfor skal Vipp ikke have noget, der minder om Vipp-land. Et sted hvor man kan møde og opleve produkterne. Derfor lavede vi Vipp-hotellet, hvor man kan leje sig ind forskellige steder, og vi har også et supper club-koncept, hvor vi fire gange om året inviterer en meget dygtig kok, som laver mad til et lille lukket arrangement, som folk kan købe billet til, fortæller Kasper Egelund.

Det er gået fra en pedalspand til et stort katalog med køkkener, møbler og brugskunst, showrooms i København og New York, hotelværelser fordelt i Danmark og Sverige og fællesspisnings-arrangementer med stjernekokke. 

Men spanden er Vipps stolthed, og den har fået en fornem plads i den permanente kollektion på Museum of Modern Arts i New York.

- Det er en meget lille skare af produkter, der får lov at stå der. Det var en af de bedste dage, fordi når man har en morfar, der aldrig har været anerkendt for andet end at være en god håndværker, er det stort at komme ind og stå ved siden af en LEGO-klods, en B&O-grammofonspiller og en PH-lampe. Det er stort. Det er meget stort. Det er vores branches oscaruddeling, afslutter Kasper Egelund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik