Vores instinkter afholder os fra rejser: Forskere bebrejder pandemien

I over to år har Covid-19 afholdt udenlandske turister fra at besøge vores hovedstad, og selvom turisterne er ved at vende tilbage, så spår en gruppe forskere, at vi skal vende os til, at folk fremover vil rejse på en anden måde end tidligere.

Der bliver langet flere candyfloss, heliumballoner og turarmbånd over disken i Tivoli. 

Selvom besøgstallene stadig ikke ser ud som før pandemien, så er køerne blevet længere, og flere og flere udenlandske turister lægger vejen forbi.

- Det er faktisk ret interessant, hvor mange turister der har fundet vejen hertil allerede fra sæsonstart i april. Det er noget, vi har snakket en del om nede i vagtstuen blandt mine kolleger. Det er ret bemærkelsesværdigt, forklarer Tashi Borup Andersen, der er havekontrollør i Tivoli.

Tashi Borup Andersen er havekontrollør i Tivoli, og han fornemmer, at der kommer flere og flere udenlandske turister.
Tashi Borup Andersen er havekontrollør i Tivoli, og han fornemmer, at der kommer flere og flere udenlandske turister.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Han uddyber:

- Vi får gæster fra hele Europa. Fra Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Sverige. Vi kan også mærke, at amerikanerne er på vej. Vi har ikke så mange kinesiske turister, men lad os nu se, hvad der sker, når vi for alvor går i gang med højsæsonen.

Welcome back to Copenhagen
Serie

Welcome back to Copenhagen

I 2019 havde den københavnske turistbranche kronede dage. Men så kom coronakrisen og rev tæppet væk under mange hoteller og turistattraktioner. To år er gået, og turisterne er så småt på vej tilbage, men hvordan har museer, forlystelsesparker, zoologiske anlæg og hoteller tilpasset sig den nye virkelighed – både på kort og på lang sigt?

 Se serien her

Tivoli afspejler ret godt den generelle situation, hvis man spørger brancheorganisationen HORESTA.

- Hvis vi kigger på omsætningen, så må vi sige, at det går rigtig godt her de seneste måneder. Men det er jo danskerne, der bruger penge. Turisterne er også ved at komme tilbage, men vi må også bare erkende, at der en del turister som ikke er tilbage endnu. Amerikanerne ligger eksempelvis på 80 procent i forhold til tidligere, så de er på vej tilbage, og det begynder at summe, men vi er der ikke helt endnu, oplyser Jannick Nytoft, der er adm. direktør i HORESTA.

Tivoli
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Vi er mere tilbageholdende overfor fremmede

Hele 30 procent af hovedstadshotellerne forventer, at der vil gå mere end et år, før de er tilbage til normalen. 

Også i Københavns Lufthavn er der stadig 20 procent færre rejsende sammenlignet med før coronakrisen.

quote Helt ubevidst er noget blevet ændret i ens sind på grund af pandemien.

Florian Kock, turismeforsker på CBS

Men det er slet ikke så mærkeligt, hvis man spørger professor fra Copenhagen Business School Florian Kock. Sammen med en gruppe forskere har han undersøgt, hvordan pandemien har påvirket folks rejselyst, og konklusionen er klar: 

Covid-19 har gjort folk mere tilbageholdende overfor det fremmede, og de er mere tilbøjelige til at blive på kendt og trygt territorie. Årsagen skal findes i vores biologi.

- I gamle dage var mordraten meget høj, så at være lidt mistænksom overfor fremmede var ofte ens livsforsikring. At spise noget ukendt, kunne slå dig ihjel. Så det var altid godt at være forsigtig og at holde sig fra fremmede ting. Det er den logik, vi har nedarvet gennem de sidste hundredtusinder af år. Vi har brugt den viden til at undersøge Covid-19 og finde ud af, hvordan vi reagerer på en sygdomstrussel, forklarer Florian Kock.

Tivoli får især flere besøgende fra nære markeder som Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
Tivoli får især flere besøgende fra nære markeder som Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Forskerne forudser, at folk generelt set vil rejse mindre og rejse tættere på deres hjemland i fremtiden.

- Helt ubevidst er noget blevet ændret i ens sind på grund af pandemien. Hvis turister rejser for at opleve noget nyt, og vores studie nu viser, at Covid-19 sænker folks nysgerrighed for det fremmede - faktisk hæver den deres angst, så har vi et meget stort problem. Fordi turismens udgangspunkt er at opleve andre kulturer og det fremmede. Den lyst var stort set væk, siger Florian Kock

Danskernes støtte er ikke nok

Heldigvis er danskerne villige til at hjælpe de danske hoteller, restauranter og attraktioner gennem den svære tid. Det mærker de i Tivoli.

- Tivoli betyder meget for mange mennesker, og vi kan mærke, at de stadig besøger haven og er glad for at være her. Vi kan regne med deres hjælp - også selvom vejret er dårligt en gang imellem. Det er rart at se, siger Tashi Borup Andersen.

Desværre kan branchen ikke overleve på danske turister alene. Det forklarer lektor og leder af Center for Turismeforskning på Roskilde Universitet, Matias Jørgensen.

- Turismeerhvervet er et meget vigtigt erhverv i Danmark. Vi får rigtig mange turistnætter i forhold til vores lands størrelse og vores økonomis størrelse. Der er store dele af branchen, som er meget afhængige af internationale turister. Det gælder for eksempel hotellerne i København. De kan ikke fylde deres senge op med kun danske turister og så leve af det, forklarer han og uddyber:

- Restaurationsliv, kulturliv, mange af de her ting er delvist båret og styrket af international turisme, så hvis international turisme forsvinder, så vil meget af det kulturliv også forsvinde eller i hvert fald ændre sig drastisk, siger Matias Jørgensen.

quote Der er ingen tvivl om, at vi går en stor sommersæson i møde.

Tashi Borup Andersen, havekontrollør i Tivoli

Det er heldigvis bare et teoretisk eksempel, for så skidt ser det slet ikke ud i virkeligheden.

I Tivoli vælger de at fejre, at 2022 allerede ser ud til at blive et langt bedre år end de to foregående.

- Vi ser, at både danskerne og turisterne kommer herind, så der er ingen tvivl om, at vi går en stor sommersæson i møde, og vi er klædt på. Vi er klar, og det bliver en fest, afslutter Tashi Borup Andersen. 

Især manglen på asiatiske gæster kan mærkes i Tivoli.
Især manglen på asiatiske gæster kan mærkes i Tivoli.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik