Da corona ramte Danmark: Jakob var den første herhjemme

I denne uge er det ét år siden, at den første dansker fik konstateret corona. En chokerende og fuldstændig surrealistisk oplevelse, lyder det i dag fra Jakob Tage Ramlyng. Udgivet. d. 22. februar af Henrik Modler


I første omgang var myndighederne overbevist om, at man kunne inddæmme og begrænse smitten.

Mindre end to uger efter var mere end 500 andre danskere smittet.

Og d. 11. marts lukkede regeringen med Mette Frederiksen i spidsen landet ned.


muted

"Den nye virus spreder sig hastigt gennem Europa"

19 Nyhederne d. 26. februar, 2020


Han havde aldrig set den komme.

Beskeden, som en nat i februar sidste år vækkede både hustruen og ham selv.

- Jeg var fuldstændig i chok. At denne her ting faldt ned i vores lille familie, som nu skulle til et forholde sig til en sygdom, som vi ikke vidste… lægerne vidste ikke rigtig, hvad det var… vi vidste ikke, hvad konsekvenserne ville blive…, siger Jakob Tage Ramlyng, da vi en råkold februardag møder ham på Roskilde Havn.

quote Lægerne vidste ikke rigtig, hvad det var.

Jakob Tage Ramlyng

Til en snak om alle tankerne, følelserne, begivenhederne og oplevelsen fra dengang for et år siden.

Den 27. februar 2020.

Da han som den absolut første dansker fik konstateret corona.


muted

"Jeg var fuldstændig i chok, da jeg fik beskeden"

Jakob Tage Ramlyng, første dansker med corona

Den natlige opringning kom få dage efter, Jakob Tage Ramlyng og familien var vendt hjem fra Lombardiet i Norditalien.

- Vi var taget på skiferie, da Italien begyndte at blive ramt af nedlukninger i dele af landet. Vi havde nogle venner, som var ski-instruktører i den egn, som vi var i. De boede der og fulgte med i de italienske medier. Pludselig blev deres skole også lukket og det hele begyndte at tætne til. Så tænkte vi okay, det her kan godt blive et problem, så vi tog hjem til Danmark, siger Jakob.

Umiddelbart efter hjemkomsten fattede ingen mistanke overhovedet.

- Min kone begyndte at have lidt ondt i maven og havde det lidt dårligt, så vi kontaktede forskellige læger og spurgte, hvad vi skulle gøre.

Meldingen var, at der var ingen grund til at anse det her som corona.

muted

"Der var ingen grund til at anse det her som corona, lød meldingen fra lægerne"

- Min kone fik besked på, at hun skulle bare blive hjemme og pleje sin sygdom, som man gør normalt. Og jeg skulle bare fortsætte mit arbejde, som jeg plejede.

Så det gjorde Jakob Tage Ramlyng.

Tog afsted fra hjemmet i Roskilde til Teglholmen i Københavns Sydhavn, hvor han arbejder som redaktør på TV 2.

- Efter få timer begyndte jeg at få lidt ondt i maven, og tænkte hov.. det er måske.. nu holder jeg lige lidt ekstra øje. Og så fik jeg aftalt med min chef at tage hurtigt hjem, siger Jakob.

"Lægerne gav udtryk for, at vi overhovedet ikke behøvede at bekymre os"

(Foto: Stine Ramlyng/ TV 2)

quote På Roskilde Sygehus sagde de alle sammen – prøv at hør – I har ikke været i den egn, hvor der er smitte. Der er ingen grund til bekymring, slap nu bare af.

Jakob Tage Ramlyng

- Om aftenen fik jeg og kone og børn så en test, fordi der var jo en grund til at tænke over det. Vi havde været i Italien – der var en grund til at tænke lidt over, hvad er det her mon for noget?

- På Roskilde Sygehus sagde de alle sammen – prøv at hør – I har ikke været i den egn, hvor der er smitte. Der er ingen grund til bekymring, slap nu bare af.

Det var onsdag aften d. 26. februar 2020.

Klokken 3 om natten ringede telefonen så.

- De ringede og sagde, ja, du er altså den første i Danmark, der har fået corona. Det skal du altså være opmærksom på. Nu skal vi i gang med en masse forskellige processer med at finde ud af, hvad vi gør nu.

- Jeg havde det ikke specielt dårligt, kun en summen i kroppen, men det var ret chokerende og fuldstændig surrealistisk.

Få timer efter det positive testsvar tonede nyheden om Jakob Tage Ramlyng og Danmarks første corona-smittede frem bag de karakteristiske gule ”Breaking-bjælker” på TV 2 News.

muted

19 Nyhederne 27. februar 2020: Første dansker testet positiv for corona

Og samme dag afholdt sundhedsmyndighederne og ministeren et pressemøde, hvor der blev redegjort for den nye situation, som Danmark nu befandt sig i.

Samme aften stiftede hele landet bekendtskab med Jakob Tage Ramlyng i TV 2 Nyhederne, da han lod sig interviewe fra sin corona-isolation i familiens hjem.

- Jeg valgte at stå frem med ansigt for at fortælle min historie, fordi det synes jeg, jeg skal, når jeg nu er en del af det her. Og jeg var jo historien, så jeg synes, det gav mening at stå frem og fortælle om det. Og det havde jeg det sådan set meget fint med.

Kort efter det stod klart, at Jakob Tage Ramlyng var testet positiv, blev det helt store maskineri sat i gang.

Styrelsen for Patientsikkerhed sendte et hold afsted til TV 2 på Teglholmen for at kortlægge, hvem, Jakob Tage Ramlyng havde været i kontakt med, og som kunne være blevet smittet.

Yderligere 16 TV 2-medarbejdere fik besked på at gå i 14 dages isolation.

Både folk i offentligheden og enkelte af Jakob Tage Ramlyngs kolleger undrede sig over, hvorfor Jakob Tage Ramlyng i første omgang overhovedet havde fået lov at møde på arbejde.

Daværende nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, forsikrede, at der på ingen måde var blevet gamblet med kollegernes sikkerhed.

muted

"Folk undrede sig over, at Jakob Tage Ramlyng overhovedet fik lov at komme på arbejde"

19 Nyhederne 27. februar, 2020

- Familien havde søgt læge, men det råd, de havde fået, var: - Jakob, du har ingen symptomer overhovedet, hvilket han ikke havde - du kan sagtens tage på arbejde. Jeg synes ikke, der er så meget at undre sig over, lød det dengang fra Mikkel Hertz.

Aviser

Fra den ene dag til den anden var Jakob Tage Ramlyng samtalestof i hele landet.

Og Jakob Tage Ramlyng forsøgte så vidt muligt at imødekomme den enorme interesse fra både elektroniske og skrevne medier.

muted

"Det var meget intenst og meget massivt. Det var corona, corona, corona - alle steder."


Alle ville vide mere.

Også myndighederne.


muted

"Både myndigheder og eksperter mente at have situationen under kontrol"

19 Nyhederne 27. februar 2020


- Jeg oplevede forskellige styrelser og alle mulige andre have forskellige ting, de godt ville vide - og der var også modstridende meldinger - og det skabte jo en vis usikkerhed, når jeg var sådan lidt midt i det hele - at der var simpelthen så meget, de skulle til at finde ud af - og have styr på. 

- Og det er jo ikke så rart at være midt i, og så vide, at lægerne ikke har helt styr på eller overblik over, hvad de laver. 

- Men det er klart - det var en helt ny sygdom - det var helt nyt altsammen.

muted

"Vi vil forvente at se flere tilfælde"

19 Nyhederne 27. februar 2020

Da stort set alt omkring corona var en helt og aldeles ukendt størrelse herhjemme var hospitalernes strategi og tilgang til corona også en helt anden end den, vi ser i dag.

quote Da jeg blev sygemeldt var hele systemet i højeste alarmberedskab. De viste ikke, om jeg skulle indlægges og om de skulle til at finde respiratoren frem eller hvad de skulle.

Jakob Tage Ramlyng, første dansker med corona

Efter Jakob Tage Ramlyng blev testet positiv garanterede Roskilde Hospital, at det ville være i daglig kontakt med familien.

- Da jeg blev sygemeldt var hele systemet i højeste alarmberedskab. De viste ikke, om jeg skulle indlægges og om de skulle til at finde respiratoren frem eller hvad de skulle. De havde jo erfaringer fra Kina, som de kunne kigge på - og fra andre lande, hvor de godt vidste, at for de fleste var det ikke et voldsomt forløb, men allerede fra starten sagde de, at hvis du føler dig utryg eller hvis der er noget, så har vi en hospitalsstue stående klar til dig.

En hospitalsstue blev ikke aktuel.

I stedet indledte Jakob Tage Ramlyng sin corona-isolation i familiens hjem i Roskilde.

- Langt, langt, langt, langt, langt henad vejen var folk bare supersøde. Vi var de første, der var i karantæne i Danmark, så for alle var det noget nyt og spændende. Folk i nabolaget kom og tilbød at lave aftensmad til os. Og kom med gaver og alt mulig andet. Da min søn havde fødselsdag kom folk og sang fødselsdagssange udenfor vinduet. Så alt i alt var det en enorm positiv og opbakkende atmosfære.

Hverken Jakobs hustru eller børn var konstateret corona-positive, og meldingen var, at også de skulle to uger i isolation – men først efter, Jakob var erklæret rask.

Efter et par dage i isolation i familiens hjem i Roskilde lånte Jakob derfor en lejlighed i København, så resten af familien kunne begynde deres isolation straks.

muted

"Han sagde, at han ville brænde vores hus ned"

Indtil videre havde langt de fleste mennesker og henvendelser været både imødekommende og positive.

quote Jeg følte et stærkt ubehag ved at der var en, som truede mig og min familie.

Jakob Tage Ramlyng, første dansker med corona

Men isoleret alene i en lejlighed i København – væk fra familien - oplevede Jakob for første gang en alvorlig bagside af at stå offentligt frem om sit corona-forløb.

- På min facebook-side modtog jeg en dødstrussel. Der var en, som skrev, at hvis jeg smittede ham, så ville han komme efter mig. 

Hvad skrev han præcis på Facebook?

- Han sagde, at han ville brænde vores hus ned.

Sagen endte senere med, at Jakob Tage Ramlyng måtte vidne i retten – og manden som havde sendt dødstruslen fik en betinget dom.

- På det tidspunkt var jeg ret presset og stresset og væk fra min familie for ikke at skulle smitte dem, så derfor følte jeg et stærkt ubehag ved at der var en, som truede mig og min familie.

muted

"Jeg har fået stor ærefrygt for den her sygdom"

Tiden under og efter sit eget corona-forløb har gjort et uudsletteligt indtryk på Jakob Tage Ramlyng.

Og der er ingen tvivl om, hvor han står i dag.

- Jeg fik en skræk i livet i forhold til corona. Jeg er meget bekymret. Jeg synes virkelig, at der er nogle meget store grunde til, at alt det, vi har sat i gang, er her. Jeg er meget på den side, der hedder - hellere stramme lidt for meget end lidt for lidt. Det er virkelig en alvorlig og seriøs situation, vi står i. Selvom langt de fleste jo går godt og nemt igennem det her, så risikerer vi alligevel nogle store konsekvenser. Bare se på andre lande, hvor sundhedsvæsenerne er under voldsomt pres. Så jeg har virkelig fået meget, meget, meget stor ærefrygt i forhold til den her sygdom.

Jakob Tage Ramlyng slap med milde symptomer i sit coronaforløb.

Siden er mere end to tusind danskere døde med corona og mere end 200.000 danskere testet positive.

Utallige med meget svære og livstruende sygdomsforløb.