Da Flemming Nilsson fra Hornbæk tirsdag var ude på vandet med sit stand up paddle-board faldt han over et dyr, som han aldrig har set før – en såkaldt blå lunge-gople.
Den blå fætter var skyllet op på stranden, og Flemming Nilsson fik straks taget et par billeder og kontaktede derefter Øresundsakvariet i Helsingør.
- Den kommer ude fra dybet i Nordsøen og Skagerrak, og når den skal ind til danske farvand – og især Øresund – så glider den med bundstrømmen ind, fortæller marinbiolog Jens P. Jeppesen, der er akvarie- og museumschef på Øresundsakvariet.
Fantastisk flot
Det hører til sjældenhederne, at den blå gople kommer op til overfladen på den nordsjællandske kyst,
- Der sker en gang i mellem, at der skyller en ind på kysten. Men det er et sjældent syn, for vi ser cirka en hvert femte år. Det er en spændende art, så hvis vi kan få fat på en levende blå lungegople til Øresundakvariet, så vil det være fantastisk, siger Jens P. Jeppesen til TV 2 Lorry.
Den gople Flemming Nilsson fandt var dog død, og Jens P. Jeppesen vil vurdere at den har en mellemstørrelse.
- De er fantastisk flotte, og de kan blive vanvittigt store. Det er ærgerligt, den var død, men sådan går det desværre tit med de her ømfindige skabninger, siger han.
Flere end man lige tror nede i dybet
Den blå lungegople er en sydlig art, der lever i saltvand. De bliver presset op i Nordsøen i efterårsmånederne, og når der så kommer de voldsomme vestenvinde, så kommer de altså videre over i Øresund, hvor der er forskellige lag med brakvand i toppen og saltvand i bunden.
- Hvis man kigger fra under 15 meter i Øresund og ned til bunden – der er jo max 50 meter dybt i Øresund – så vil man kunne finde de store lungegopler, kompasgopler og blå gopler, der flyder rundt. Men fordi de altså næsten aldrig kommer op til overfladen, er der nok flere, end man lige tror, siger Jens P. Jeppesen.
Den blå lungegople har som alle gopler noget gift i sig, men ”brænder” ikke i modsætning til rød og blå brandmand.