Især én farve dominerer københavnske valgplakater – en ulempe, mener kommentator

Flere partier satser på den grønne farve på deres valgplakater i København.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

København svømmer i grønne plakater. 

Halvdelen af de 14 opstillede partier ved folketingsvalget skilter med valgplakater, hvor grøn er den dominerende farve. 

Det drejer sig om Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, De Konservative, Frie Grønne og Alternativet. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Socialdemokratiets Ida Auken satser i år på den grønne farve.
Socialdemokratiets Ida Auken satser i år på den grønne farve.
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Lorry

Mens nogle af partierne har tradition for den grønne farve, har andre skruet yderligere op på bekostning af det tidligere look.

For eksempel har Enhedslisten satset mere på grøn ved at lade det være baggrundsfarven på alle plakater med kandidater. Det bekræfter partiet over for TV 2 Lorry.

Også Socialdemokratiets Ida Auken har valgt en grøn baggrundsfarve på alle sine plakater, ligesom Klaus Bondam fra Radikale Venstre i år satser på en grøn plakat med symbol af en cykel og sloganet "Bondam på Borgen".

Den grønne farve er højst sandsynligt valgt for at skille sig ud, vurderer politisk kommentator og tidligere Venstre-borgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev. 

- Klimaet fylder en del, så det er naturligt, at flere vil signalere, at man kerer sig om naturen og miljøet. Så er det jo bare ærgerligt, når alle de andre forsøger at skille sig ud på samme måde. Men det ved man ikke, når man sidder og producerer valgplakaterne, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På billedet ses fire kandidater fra tre partier, der alle er i grønt.
På billedet ses fire kandidater fra tre partier, der alle er i grønt.
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Lorry

Partierne i grøn risikerer, at det bliver sværere for vælgerne at aflæse, hvem kandidaten er, og hvilket parti kandidaten kommer fra, vurderer Pia Allerslev. 

- Udfordringen er, at man faktisk godt kan blive lidt i tvivl om, hvem det er, og det er slemt, hvad angår de personlige stemmetal, hvis man midt i alt det grønne ikke fanger navnet eller partiet, siger Pia Allerslev. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kig hurtigt på billedet - hvilke tre partier i grønt ser du?
Kig hurtigt på billedet - hvilke tre partier i grønt ser du?
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Lorry

Mens folketingskandidaterne selv har mulighed for at præge deres plakaters udseende - for eksempel ved at vælge en grøn farve - vil partierne altid sørge for en form for strømlining i valgplakaternes udseende, fortæller den politiske kommentator.

Det er nemlig altafgørende, at vælgerne kan afkode, hvem der er afsender på plakaten. 

Men de senere år har der været en tendens til, at flere politikere laver om i layoutet for at skille sig ud, vurderer hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kan du spotte den konservative politiker?
Kan du spotte den konservative politiker?
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Lorry

- Men når alle løber efter samme bold, ender de med alligevel at ligne hinanden, siger hun. 

Men hvorfor er det lige netop klima, flere af partierne satser på, tænker du måske. Hvad med økonomien, der også spås til at blive et af de helt store emner under denne valgkamp?

- Jeg tror, det er svært at signalere økonomi på en valgplakat, uden den bliver virkelig kedelig, siger Pia Allerslev:

- Jeg tror derfor, at mange partier har tænkt, at hvis de gerne vil signalere noget på plakaten, er det nemmere at signalere, at de gør noget for miljøet, end at de har en økonomisk ansvarlighed. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

To grønne politikere, der politisk står forholdsvis langt fra hinanden.
To grønne politikere, der politisk står forholdsvis langt fra hinanden.
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Lorry

De grønne plakater kan ende med at blive en fordel for de partier, der ikke har valgt at bruge den farve i deres valgkampagne, mener Pia Allerslev, da de dermed skiller sig mere ud. 

- Men man skal også passe på med at lægge for meget betydning i valgplakaterne. De fleste mennesker tager en kandidattest for at finde ud af, hvem de skal stemme på, så det er begrænset, hvor stor en betydning de har, siger hun. 




Vis mere
Alexander Nepper

Familie holder sønnen hjemme, når der tikker sygemeldinger ind på Aula

20200810-092901-L-1920x1280we

Metrotog får nyt liv:
En gevinst for miljøet og passagerer

Vis mere