Arrangør bag stort designmarked i K.B. Hallen forsvundet – deltagere føler sig snydt

Et stort antal designere har betalt for en stand på et stort designmarked, der skulle afvikles i K.B. Hallen 28. januar. Men pludselig er arrangørerne forsvundet.

Rundt om i hele Danmark har små designvirksomheder betalt for at være med på et stort anlagt designmarked i K.B. Hallen på Frederiksberg i starten af næste år. 

De forskellige designere har forberedt sig, produceret smykker og kunsthåndværk, som de skulle have med på markedet, og de har planlagt, hvordan deres stande skulle se ud.

Men pludselig er folkene bag markedet sporløst forsvundet. Det samme er de penge, designerne har betalt for at være med.

Den professionelt udseende hjemmeside findes ikke længere, og den instagram-konto, der løbende blev opdateret med opslag om, hvilke designere, der skulle være med på markedet, er pist væk. Mails bliver ikke besvaret - og Københavns Design Marked 2023 findes tilsyneladende ikke.

quote Jeg er ikke sådan en, der normalt hopper på fupnumre og bliver snydt.

Sarah Winther, designer

Smykkedesigneren Sarah Winther fra Brønshøj driver virksomheden Winther Design. Hun er en af dem, der nu føler sig groft snydt.

- Jeg er ikke sådan én, der normalt hopper på fupnumre og bliver snydt. Der har været sindssygt meget aktivitet på deres Instagram-profil, og det virkede professionelt. Jeg betalte 1250 kroner 13. juli, siger hun til TV 2 Lorry.

Bank vil udlevere oplysninger

Sarah Winther oplyser videre, at hun er kunde i en lille århusiansk bank, der henvender sig til helt små virksomheder og startups. Der fandt hun ud af, at folkene bag Københavns Design Marked havde deres konto samme sted.

Banken hedder Lunar Bank, og her har Sarah Winther fået forklaret, at bankens overordnede procedure er, at når en kunde har overført et beløb, som ikke skulle have været overført, så kontakter de indehaveren af den konto, pengene er overført til. Ejeren har derefter 14 dage til at reagere. Sker det ikke, så giver banken kontaktoplysningerne til den person, som har indbetalt pengene.

Blev udvalgt til at deltage

En anden, der nu føler sig snydt,  er Isabella Gilling Riddertoft, der har virksomheden Førelskede Fund på Amager, hvorfra hun sælger billeder og lamper, der produceres af farvestrålende garnrester.

quote Jeg fik en mail, hvor de skrev, at jeg var udvalgt.

Isabella Gilling Riddertoft, designer

- Jeg stødte på markedet i starten af november, da en anden, jeg kender, fortalte mig om det. De havde en fin og professionel hjemmeside, og her var der en kontaktformular, som man kunne udfylde - og dermed komme i betragtning til at komme med på markedet, fortæller Isabella Gilling Riddertoft.

Hun udfyldte - og blev udvalgt.

- Jeg fik en mail, hvor de skrev at jeg var udvalgt. Den var helt vildt professionel og beskrev standpladsen og så videre. Og jeg kunne få early bird rabat, hvis jeg tilmeldte mig inden 1. december, siger hun.

Isabella Gilling Riddertot bankoverførte 1875 kroner, og herefter ophørte kontakten. Københavns Design Marked 2023 svarede ikke længere på hendes mails, og kort efter forsvandt så både hjemmeside og Instagram-konto.

- Jeg er skuffet, og jeg vil politianmelde det. Forud for sådan et marked er der jo meget arbejde, hvor man køber materialer og forbereder sig, siger hun.

K.B. Hallen er bekendt med sagen

TV 2 Lorry har kontaktet Arena Management Cph, der er operatør af K.B. Hallen - det vil sige, det er dem, der driver den. Men, understreger de, hallen og Arena Management Cph er aldrig selv arrangør og heller ikke involveret i konkrete arrangementer.

- K.B. hallen er bekendt med sagen, men ønsker af formelle årsager ikke at udtale sig om konkrete aftaleforhold med arrangører, siger Kasper Lund, der er direktør i Arena Management Cph.

Det er designere over hele landet, der har betalt for at deltage i designmarkedet i K.B. Hallen. 

Således har TV 2 Lorry været i kontakt med en designer af accesories fra Kolding, som har betalt, og vi har talt med en designer i Risskov ved Aarhus, som også har betalt penge for en stand på markedet. 

Og lige som deres københavnske kolleger undrer de sig over, hvad der er blevet af markedets hjemmeside og Instagram-konto - og måske endnu mere - hvad der er blevet af pengene.

Lang liste

Og hvor Københavns Design Marked 2023 altså ikke længere selv har en hjemmeside, så kan man finde arrangementet omtalt på andre hjemmesider. 

Det gælder for eksempel den internationale side allivents.in, som fremhæver markedet og specifikt fremhæver næsten 50 virksomheder, der deltager med hver deres stand.

TV 2 Lorry har kontaktet flere af dem, som bekræfter, at de har betalt for at deltage i markedet - og at de ikke længere kan få kontakt til arrangørerne.

De designvirksomheder, vi har talt med, oplyser samstemmende, at de vil politianmelde sagen.

En søgning på nettet viser, at der også er planlagt et arrangement med samme navn, Københavns Design Marked 2023, med afvikling i Lokomotivværkstedet i København den 11. marts.

Omtalen henviser til en begivenhed på Facebook. Denne eksisterer heller ikke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik