Område for forurening er fundet - men borgere skal fortsat koge vandet før brug

Man har nu lokaliseret området til det forurenede drikkevand på Frederiksberg, men kommunens borgere skal fortsat koge vandet inden brug.

Frederiksberg Forsyning er tirsdag kommet et skridt tættere på at finde kilden til forureningen af drikkevandet på Frederiksberg, som blev konstateret lørdag.

Således er det lykkedes at indkredse forureningskilden til området mellem Roskildevej og Rolighedsvej afgrænset af Dalgas Boulevard. Dog skal kommunens 100.000 borgere forsat koge vandet inden brug.

Det oplyser Frederiksberg Forsyning på sin hjemmeside:

- At vi har indkredset området, hvor forureningskilden befinder sig, yderligere, bringer os et stort skridt tættere på at løse problemet. Men det er ikke ensbetydende med, at vi kan ophæve kogeanbefalingen på Frederiksberg, hverken helt eller delvist. 

- Vandet i Frederiksbergs ledningsnet er i konstant flow, og forureningen kan være spredt længere ud i nettet fra det sted, den er opstået. Det er derfor vigtigt, at alle fortsat overholder udmeldingen om kogeanbefaling, indtil den ophæves helt eller for det område, du bor i.

Samtidig oplyser forsyningsselskabet, at der ikke på noget tidspunkt har været konstateret e-colibakterier i det forurenede drikkevand, som det ellers tidligere har været fremme.

Svar kan tage flere dage

Frederiksberg Forsyning advarede lørdag om forureningen af vandet for første gang.

Mandag oplyste Frederiksberg Forsyning, at de hidtidige analyser og tests viste, at forureningen med stor sandsyndlighed hverken stammer fra selskabets vandværk eller pumpestationer, hvorfra vandet pumpes op fra undergrunden.

Tirsdag er det forsat både uvist, hvornår Frederiksberg Forsyning finder det egentlige kilde til forurening, og hvornår borgerne kan forvente, at de ikke længere skal koge deres vand før brug.

Men søndag fortalte Rasmus Sielemann Christensen, der er direktør i Frederiksberg Forsyning, til TV 2 Lorry, at borgere i hovedstadsenklaven skal væbne sig med tålmodighed, da det formentlig vil tage dage - og ikke timer - at opspore, rense og ophæve anbefalingen om at koge vandet.

- Jeg ikke kan garantere, hvor lang tid det kommer til at tage. Men jeg kan garantere, vi kommer til at arbejde i døgndrift med at finde fejlen. Så borgerne på Frederiksberg kommer ikke til at vente fem minutter længere end højst nødvendigt, men samtidig kommer vi heller ikke til at frigive vand, der ikke er sikkert, sagde Rasmus Sielemann Christensen.

Det oplyser Frederiksberg Forsyning om vandet

Vandet i Frederiksberg Kommune er ramt af forurening. Derfor lyder følgende anbefalinger:

  • Drikkevand: Kun kogt afkølet vand bør anvendes.
  • Kaffe- og themaskiner: Disse opnår sjældent en temperatur på 100 garder i to minutter. Varmt vand fra disse maskiner er derfor ikke anvendeligt.
  • Madlavning: Forurenet vand kan bruges til kogning af kartofler, spaghetti og lignende.
  • Skylning af salat mv.: Det forurenede vand må ikke anvendes til skylning af grøntsager, som skal spises rå. I stedet kan skylningen foretages med kogt afkølet vand.
  • Personlig hygiejne: Vandet kan benyttes til bruse- og karbadning, men vær opmærksom på, at børn ikke drikker vandet. Håndvask inden madlavningen foretages i kogt afkølet vand.
  • Tandbørstning: Forurenet vand må ikke bruges. Kogt afkølet vand kan anvendes. Proteser og lignende kan ofte renses ved at blive lagt i kogt afkølet vand.
  • Opvask: Forurenet vand er ikke egnet til opvask i hånden, idet der kan ske smitte via hænderne eller via genstande (indirekte kontaktsmitte). Opvaskemaskiner, der ved slutskyl opnår en temperatur af vandet på mindst 60 grader, kan bruges.

  • Få informationer: Hvis du vil have SMS om opdateringer fra dit forsyningsselskab, kan du henvende dig til kundeservice hos Frederiksberg Forsyning.
  • Får du det dårligt? Hvis du får det dårligt efter at have indtaget ukogt vand på Frederiksberg, skal du kontakte 1813, oplyser Frederiksberg Forsyning til TV 2 Lorry.

Kilde: Frederiksberg Forsyning




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik