Ansatte spillede Playstation og glemte borgere i timevis

- Der var skabt en kultur, som var pilrådden. Der var ingen faglighed på nogen måde.

Julie Meincke lægger ikke fingre imellem, når hun skal beskrive arbejdsmiljøet og det faglige niveau på HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted, hvor hun arbejdede fire måneder i begyndelsen af året.

HabitusHuset Ny Mårumvej var et specialiseret botilbud for personer med blandt andet autisme. Beboerne var dybt afhængige af personalet omkring dem, men ofte blev de overladt til sig selv, fortæller Julie Meincke.

- Jeg havde kollegaer, som tog Playstation og gamercomputer med og satte hele udstyret op i beboerens lejlighed, hvor beboeren bare sad i sofaen eller sad og kiggede ud ad vinduet, fortæller hun.

- Jeg vil vove at påstå, at de beboere, der boede på Ny Mårumvej, de var i en svær grad af afvikling.

Julie Meincke fortæller om sin tid på HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted i TV 2 Kosmopols nye dokumentar "Min datter ætsede ihjel", som opruller hele forløbet, hvor Nanna Kirstine Dahl dør af svære ætsningsskader, hun har fået på HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted. Dokumentaren kan ses her eller hos TV 2 Play.

Sad i gynge i 11 timer

Heidi Wieser, som arbejdede på stedet fra oktober 2022 og frem til lukningen i juni i år, oplevede også, at beboere ikke fik den pædagogiske omsorg, de havde krav på og behov for.

- Det var meget tydeligt, at vi skulle bare være der for at få en hverdag til at gå. Hvis bare der var personale på borgerne, så var alt jo godt, fortæller Heidi Wieser. Hun husker for eksempel, hvordan en beboer blev placeret i sin gynge og sad der størstedelen af dagen:

- Jeg lyver ikke, når jeg siger, at han sad der 11 ud af de 14 timer. Og ellers gik han ind i soveværelset, mens personalet sad og snakkede med andre kollegaer oppe i køkkenet. Hver gang man stillede spørgsmål til det, var der en eller anden god forklaring, som man åd.

Usundt arbejdsmiljø

De to tidligere ansatte beretter om et arbejdsmiljø på stedet præget af konflikt og mistillid.

- Da jeg startede derude, var der rigtig meget forråelse i arbejdsgruppen på kryds og tværs. Der var magtkampe, både i kollegagruppen, men også mellem ansatte og ledelse. Det var et betændt arbejdssted, siger Heidi Wieser.

- Der var en kultur om, at ”du skal kunne lide den, du skal ikke kunne lide den.” Der var decideret voksenmobning på arbejdspladsen, siger Julie Meincke og fortsætter:

- Jeg har overværet, at den daglige leder kom ind i et rum og overfusede andre. Man var ikke gode ved hinanden. Man spillede ikke hinanden gode. Der var ikke nogen kollegial omsorg. Det var barsk.

Ifølge Julie Meincke og Heidi Wieser var det dårlige arbejdsmiljø medvirkende til, at mange medarbejdere meldte sig syge eller sagde op. Og det gik ud over stedet beboere.

Massiv personalegennemstrømning

30-årige Nanna Kirstine Dahl var én af de i alt 12 beboere på botilbuddet. Nanna havde Downs syndrom og infantil autisme og var kognitivt på niveau med en 2-3-årig. Hendes diagnose betød blandt andet, at hun var afhængig af en genkendelig hverdag med de samme, få personer omkring sig. Når ikke denne tryghed var til stede, kunne Nanna komme i mistrivsel og blive selvskadende.

På Ny Mårumvej var den trygge hverdag udfordret af en stor, løbende udskiftning i personalet.

- Der var jo en personalegennemstrømning, som jeg aldrig nogensinde har set noget lignende, fortæller Heidi Wieser.

Ifølge en rapport fra Socialtilsyn Hovedstaden fra slutningen af 2023 var personalegennemstrømningen i nogle teams på omkring 100-180 procent de seneste 12 måneder. Det vil sige, at der i visse teams var en udskiftning af samme personale mere end én gang i løbet af det seneste år. I gennemsnit blev over halvdelen af medarbejderne i 2023 skiftet ud.

Dertil kom en stor mængde sygemeldinger. I maj i år var hver tredje medarbejder sygemeldt.

- Vagtplanen hang slet ikke sammen. Ofte var der fire til fem medarbejdere inde omkring en beboer på én dag, fordi der var så mange sygemeldinger, fortæller Julie Meincke. Situationen betød, at beboerne, som på grund af deres diagnose havde brugt for stabilitet og tryghed, blev mødt med alt andet end det.

- Når der er fem forskellige mennesker inde hos en beboer på én dag, er det ikke gennemskueligt. Og det er på ingen måde hensigtsmæssigt eller acceptabelt over for de mennesker, vi er sat i verden til at passe på, siger Julie Meincke.

48 procent ufaglærte

Dertil kom, at en stor del af medarbejderne på stedet var ufaglærte. Ifølge rapporten fra Socialtilsyn Hovedstaden var 48 procent af de ansatte uden uddannelse på området, og nogle medarbejdere havde ”meget få kompetencer” i forhold til arbejdet med bostedets beboere.

- Med det arbejdspres, der var på Ny Mårumvej, var der ikke tid til at lære folk op ordentligt. Der har muligvis været nogle individer uden uddannelse, som potentielt var dygtige nok til at arbejde med de her mennesker, men der var ikke tid til at lære dem op. Folk blev bare kastet ind til en beboer uden egentlig at vide, hvordan deres dagstruktur så ud, eller hvad deres vanskeligheder og udfordringer var.

”Det var på tide”

Både Heidi Wieser og Julie Meincke fortæller, at de flere gange henvendte sig til ledelsen for at få rettet op på problemerne, men at deres opråb blev overhørt.

I april måned kontaktede de og en mindre gruppe kolleger derfor Socialtilsyn Hovedstaden for at gøre opmærksom på problemerne. Svaret fra tilsynet var ifølge Julie Meincke meget rammende:

- Tilsynets reaktion, da jeg talte med dem, det var, at ”det var også på tide, at der var nogen i medarbejdergruppen, som fortalte sandheden”, fortæller hun.

Socialtilsyn Hovedstaden havde tidligere forsøgt at afdække de dårlige forhold på botilbuddet, men var blevet bremset af en mur af tavshed fra de ansatte. Ansatte, som ifølge flere kilder var blevet instrueret i ikke at udtale sig negativt om stedet.

Efter den anonyme anmeldelse til Socialtilsyn Hovedstaden blev alle ansatte på botilbuddet ringet op på deres teamtelefoner af tilsynet, som ønskede en uddybning. Men ledelsen i Habitus søgte efterfølgende aktindsigt i disse samtaler mellem ansatte og tilsyn, og distriktschefen indsamlede telefonerne. Ifølge Julie Meincke var det for at tjekke, hvornår og hvor længe de enkelte medarbejdere havde talt med socialtilsynet.

For Julie Meincke står denne reaktion som endnu et eksempel på det dårlige arbejdsmiljø på stedet:

- Det er igen forråelse på højt plan. Det giver i hvert fald ikke en tryghed i en medarbejdergruppe. Og jeg synes også, at det er respektløst for de medarbejdere, som egentlig prøver på at knokle for at få tingene til at hænge sammen.

Strakslukket

Kort tid efter anmeldelsen til socialtilsynet d. 28. april i år, blev Nanna Kirstine Dahl fundet i sin lejlighed på HabitusHuset Ny Mårumvej med svære ætsningsskader. Skaderne var så voldsomme, at hun fem uger senere døde af dem.

I ugen efter dødsfaldet blev ledelsen for Habitus indkaldt til møde af Socialtilsyn Hovedstaden. Habitus besluttede kort efter at lukke bostedet på HabitusHuset Ny Mårumvej - Socialtilsynet svarede med krav om, at det blev en strakslukning.

D. 1. juli lukkede HabitusHuset Ny Mårumvej.

For Julie Meincke og Heidi Wieser hænger Nannas tragiske ulykke direkte sammen med de dårlige forhold på botilbuddet, som de har kritiseret. Dårligt arbejdsmiljø, højt sygefravær og lav faglighed skabte i sidste ende en arbejdsplads, hvor man ikke talte fagligt sammen, var bange for at indrømme fejl og rette op – og derfor ikke fik ændret på uheldige rutiner, for eksempel i håndteringen af rengøringsmidler.

- Vi lever i et land, som er bygget på, at vi skal hjælpe de svage i samfundet. Også dem, der er syge. Det er mig ubegribeligt, at man kan gå og arbejde et sted og se de samme ting, som vi også så med vores egne øjne, og bare tænke, at det er helt fint. Jeg bliver ked af det, og jeg bliver gal, siger Julie Meincke. Hun har valgt at stå frem og fortælle om sine oplevelser for at sætte fokus på området.

- Sådan nogle særlige pladser koster rigtig meget på daglig basis. Og ud af de penge kan vi altså godt opretholde nogle ordentlige steder, så vi kan tage vare på den her målgruppe og give dem et værdigt liv, slutter Julie Meincke.