- Den har ikke alle de her hår, hvor der kan sidde toiletpapir og afføring. I stedet er den lavet af silikone, så når man skyller, falder det hele af.
Jacob Rodes beskrivelse af sin toiletbørste-opfindelse er ikke ligefrem appetitvækkende. Men det lyder smart, det må man give ham.
Det synes de også i Chicago. Her er toiletbørsten nemlig nomineret til en pris i kategorien ”Bath + Personal Care” under The IHA Global Innovation Awards, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Har brugt samme børste i fire år
Jacob Rode og hans hustru Mafalda Rode, som bor i nordsjællandske Asserbo, startede firmaet Rode Bath tilbage i 2012.
Idéen kommer af, at vi syntes, at den klassiske toiletbørste er temmelig uhumsk.
- Idéen kommer af, at vi syntes, at den klassiske toiletbørste er temmelig uhumsk, fortæller Jacob Rode.
Han kvittede sit job, og målsætningen var fra start af, at de ville forsøge at leve af deres nye toilet-tanker.
Det blev til en eksklusiv serie af toiletbørste og andet badeværelses-tilbehør, som skal være mere hygiejnisk og holde længere.
- Den toiletbørste, jeg selv har, har jeg brugt i fire år, fortæller Jacob Rode således.
"Det er ligesom, hvis man skal have en Oscar"
Siden er der kommet en nyere og lidt billigere udgave til. Og det er denne børste, som nu har vakt opmærksomhed i USA.
Det var firmaets amerikanske partner, der tippede folkene bag prisen om, at de burde kigge på ”LOOEEGEE” , som er det navn, børsten går under i Nordamerika.
- Det er ligesom, hvis man skal have en Oscar - så skal man også gøre opmærksom på sin film, forklarer Jacob Rode.
Det virkede.
I morgen drager Jacob og Mafalda Rode til Chicago, hvor det bliver afsløret, om de eller én af de fire andre nominerede vinder.
- Når jeg kigger på det, vi er oppe imod, så tror jeg, vi har rigtig gode chancer, vurderer Jacob Rode.