Nordsjællands konservative profil og medlem af Hillerød Byråd, Mette Thiesen, skrotter Det Konservative Folkeparti og melder sig i stedet ind i Nye Borgerlige.
Nye Borgerlige er et ægte borgerligt parti, som jeg kan engagere mig 100 procent i
Det afslører Nye Borgerlige i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Mette Thiesen siger selv, at skiftet sker som følge af intern uenighed om de Konservatives politik.
- Nye Borgerlige er et ægte borgerligt parti, som jeg kan engagere mig 100 procent i. Det har i denne byrådsperiode i stigende grad været svært for mig at identificere mig med den politik, som Det Konservative Folkeparti fører i Hillerød. Derfor er det naturligt for mig at skifte nu i god tid før kommunalvalget. Så ved alle, hvor jeg står, siger Mette Thiesen
Den nye kvinde hos Nye Borgerlige lægger ikke skjul på, at hun har været i opposition til sit tidligere parti og til borgmester Dorte Meldgaard ved flere lejligheder.
- Jeg mener uden sammenligning, at udlændingeproblemerne er den største udfordring, vi står overfor i Danmark. Her er jeg sikker på, at Nye Borgerlige er partiet, der bedst kan løse den udfordring, og samtidig er jeg sikker på, at Nye Borgerlige er det parti, hvor mine holdninger er repræsenteret bedst, siger Mette Thiesen.
En sand værdikriger
Den nu tidligere konservative profil får roser med på vejen af sin nye formand, Pernille Vermund, der byder Mette Thiesen velkommen i Nye Borgerlige.
- Jeg kender Mette Thiesen som en sand værdikriger. Vi er helt på linje i udlændingepolitikken, kampen for det nationale værdifællesskab er vi fælles om. Politisk står vi i det hele taget hinanden meget nær, siger Pernille Vermund.
Mette Thiesen, der især har arbejdet med skolepolitik i byrådet, hvor hun sidder i Børne- og Familieudvalget, fortsætter med at have området som en af sine mærkesager
Nye Borgerlige med to byrådsmellemmer i Hillerød
Med Mette Thiesens indmeldelse i Nye Borgerlige er partiet repræsenteret med to byrådsmedlemmer i Hillerød. Tidligere på året meldte Kim Hendry sig ind i Nye Borgerlige efter i en periode at have stået uden for partierne.
Nye Borgerlige, som blev stiftet i efteråret 2015, har 3.000 medlemmer, 65 lokalforeninger over hele landet og 11 byrådsmedlemmer og et regionsmedlem.
Partiet stiller op til det kommende kommunevalg med kandidater i næsten alle kommuner.