Planer om nyt fodboldstadion skaber bekymring hos naboer

Larm og trafikalt kaos fra 4.000 tilskuere er nogle af de ting, som naboerne til Hillerød Stadion frygter, hvis Hillerød Kommunes planer om at udvide det eksisterende stadion bliver en realitet.

Mens der bliver gjort klar til onsdagens pokalkamp mellem FCK og Hillerød, diskuterer kommunens politikere, hvilken fremtid byens stadion skal have.

Det nuværende stadion lever nemlig ikke op til DBUs krav for afvikling af 1. divisions fodboldkampe, og derfor skal det måske udvides.

quote Der vil blive rigtig meget støj. I forvejen er der rigtig meget støj

Michael Pausgaard, beboer i Hillerød

Men ikke alle beboere på de omkringliggende veje er lige positive over for den idé. En af dem er Michael Pausgaard, der fra sin have kan se direkte ind på det eksisterende stadion.

- Der vil blive rigtig meget støj. I forvejen er der rigtig meget støj, når man sidder nervøst med gaflen og spiser fra 18 til 20, siger Michael Pausgaard til TV 2 Lorry.

Samme bekymring udtrykker Lone Kjøge, der også bor tæt på Hillerød Stadion.

- Vi er faktisk rigtig glade for vores lille fodboldstadion. Det er ikke det, der er problemet – om der skal være fodbold eller ej. Det er planerne om at belaste et kvarter, og om det er den rigtige beliggenhed, som vi er mange, der er bekymrede for, fortæller hun.

Stadion i Hillerød står foran en markant udvidelse

Plads til mindst 4.000 tilskuere  

Et stadion, hvor der skal spilles 1. divisionskampe skal overholde nogle helt bestemte krav, der er fastlagt af DBU.

Der skal blandt andet være plads til mindst 4.000 tilskuere, et lysanlæg med en lysstyrke på 1.000 lux, hvilket svarer til belysningen i et TV-studie, mindst 60 toiletter, og der skal være tilstrækkelige parkeringsforhold.

Se TV 2 Lorrys indslag om sagen her. Artiklen fortsætter under videoen.

 
 
Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Kosmopol

Frygter prop i trafikken

4.000 tilskuere er dog langt mere, end hvad de nærliggende veje er beregnet til, mener Michael Pausgaard.

- Så vil de (politikerne, red.) have 4.000 mennesker til at passere, når der skal være fodboldkamp, hvor man overhovedet ikke vil kunne komme frem i bil.

- I forvejen er det en stille vej. Der må ikke engang køre busser igennem. Hvis der ikke må køre busser igennem, så kan jeg ikke se, hvordan 4.000 mennesker kan køre igennem, siger han. 

Frygter for hurtige beslutninger

Det er ikke endeligt besluttet i byrådet, om det gamle stadion skal laves om, eller om der skal bygges et helt nyt stadion et andet sted i kommunen.

quote Hvis der ikke må køre busser igennem, så kan jeg ikke se, hvordan 4.000 mennesker kan køre igennem

Michael Pausgaard, beboer i Hillerød

Naboen Lone Kjøge frygter, at politikerne allerede har truffet beslutningen om, at den mest optimale løsning er at udvide det eksisterende stadion frem for at bygge et nyt.

- Det lyder som om, man allerede har tænkt det her sted, som det sted, det skal være - inden man måske har overvejet, hvad ambitionen er, og hvad man vil have ud af det, og hvor det i øvrigt kunne være en god idé, at det skulle ligge, siger Lone Kjøge til TV 2 Lorry.

Politikere undersøger gener og fordyrelse

Ifølge formand for Idræt og Sundhedsudvalget i Hillerød Kommune Hanne Kirkegaard (V) gør byrådet sig forskellige overvejelser angående beliggenheden. 

- Vi skal have undersøgt de mulige støjgener og de mulige gener i forbindelse med kampe, som spilles under lys. Og vi skal have undersøgt trafikken. Det er faktisk nogle undersøgelser, som pågår nu, og det er vi ikke færdige med endnu, siger Hanne Kirkegaard til TV 2 Lorry.

En ændring af det eksisterende stadion vil koste mellem 30 og 40 millioner kroner, mens det anslås at blive væsentligt dyrere at bygge et helt nyt stadion.

Derfor mener Hanne Kirkegaard ikke, at det er den bedste løsning at bygge et helt nyt stadion frem for at forbedre det eksisterende.

- Det ville da også være fantastisk, hvis vi væltede os i rigtig mange penge, siger hun.

Hillerød Fodbold er begejstrede

Formanden for Hillerød Fodbold er glad for, at der nu bliver overvejet en udbygning af det eksisterende stadion.

- Det vil forbedre vores rammer og løfte os op til samme standard, som dem vi konkurrerer med og imod. Det vil gøre, at vi kan sigte på endnu større mål, end dem vi har i dag, siger Jan Franzen.

Formanden for Hillerød Fodbold er dog samtidig ærgerlig over, at beboerne i området er bekymrede for kommunens planer om at udvide det eksisterende stadion.

- Jeg har ikke lyst til at genere nogen mennesker. Og da slet ikke vores naboer, som vi har et godt forhold til. Jeg er ærgerlig over, at vi måske skal slås om det her. Det er der ikke nogen grund til, siger Jan Franzen.

Borger. Politikerne bør forstå problemet

Før den endelige beslutning angående byggeriet bliver taget, håber beboeren Michael Pausgaard på, at politikerne får øjnene op for, hvor generende fodboldkampene kan være for beboerne i området. 

- Nu skal der for eksempel være stor kamp onsdag. Så håber jeg, at politikerne kommer til at sidde på vejen i havestole, så de kan sidde og følge med i trafikken.

Jeg håber, at det er det, de bruger tiden på i stedet for at se fodboldkampen, så håber jeg, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik