Store planer for Torvet i Hillerød

Udsigten til økonomisk fremgang i kommunen giver plads til store tanker om et amfiteater på den nedre del af Torvet i Hillerød.

 - Der er to problemer med Torvet i Hillerød. Det er vindomsust og der kan ikke sættes noget op for at skærme af, for så skygger det for slottet.  Derfor må man grave sig ned.

Det fortæller formanden for Teknik og Miljøudvalget i Hillerød Kommune, Tue Tortzen, Fælleslisten, mens han viser rundt på Torvet og deler sine visioner for pladsen.

Han drømmer om, at der bliver gravet et stort, elipseformet hul på den nederste del af Torvet. Siderne skal ”fores” med trapper, så man kan sidde, som i et amfiteater og se på optræden.

Kommune med vokseværk

Måske skal der også være plads til en skøjtebane.

- Kommunen er inde i en fremgangsperiode. Vi får over 1000 lejligheder inde i bymidten og det betyder mange flere mennesker her. Det skal man udnytte, siger en optimistisk Tue Tortzen .  

Hillerød Kommune forventer betydelige indtægter i nærmeste fremtid. Dels ved salg af jord og dels ved, at nye folk flytter til byen. Kommunen forventer omkring 6.000 nye indbyggere til midtbyen i løbet af de næste fem seks år og det giver ekstra skattekroner, siger formanden.

Ingen idéer bliver til noget i år

Derfor er der også hold i planerne om et eventuelt amfiteater på Torvet. Ideen kommer fra den lokale kunstner Klaus Havemann. Men der eksisterer også et andet projekt for Torvet. Det kommer fra den såkaldte Torvegruppe. Det går ud på at rette Torvet mere ud, for at komme vindproblemerne til livs.

- Nu er Klaus Havemann kommet med noget og Torvegruppen er kommet med noget. Der er ikke nogen af ideerne, som bliver gennemført i år, for når man skal lave et projekt her midt i byen til et tociftret millionbeløb, så skal vi have en offentlig debat først, siger Tue Tortzen.

Men, understreger Tue Tortzen, mulighederne er der, nu hvor økonomien er bedre og der er drift i byen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik