Maria havde en svær barndom - nu skaffer hun julgaver til udsatte børn

Gaveuddelingen i Høje-Taastrup er blevet et stort tilløbsstykke, og nu spæder kommunen til, så Maria Rubin Nicolajsen kan fortsætte sit arbejde.

Julemåneden buldrer afsted, og for hver dag stiger forventningerne hos særligt de mindste. Tankerne om gaver, familiehygge og dejlig mad rumsterer og fylder mere og mere, mens vi nærmer os.

Men selv i et velhavende land som Danmark er der mange familier, der har svært ved at få enderne til at mødes, og hvor julen bliver en periode fuld af bekymringer i stedet. Det forsøger en lang række store organisationer at råde bod på med diverse former for julehjælp - og sammen med dem kæmper også flere privatpersoner for at gøre julen bedre for andre.

En af dem er Maria Maria Rubin Nicolajsen fra Høje Taastrup, der lørdag eftermiddag stod bag uddelingen af et stort antal julegaver til børn i lokalområdet.

- Jeg har selv været et udsat barn. Og de gør, at det måske giver lidt mere mening for mig at hjælpe, fortæller Maria, der i dagens anledning havde iført sig Tinkahue og et strålende julehumør.

Startede i indkørslen

Maria startede sin julemission i 2020 og fortæller selv, at hun sammen med sin familie så, hvor mange andre familier havde svært ved at få råd til julegaver til børnene.

- Og så startede jeg med at samle gaver ind fra lager, fra butikker og fra private, så jeg kunne dele dem ud, forklarer hun.

Første julegaveuddeling foregik i Marias indkørsel, og hun annoncerede begivenheden på Facebook, og i alt blev der uddelt 500 gaver til glade børn.

Herefter satte hun sig for a gøre det hele lidt mere effektivt. Hun stiftede foreningen Indsamlingshjælpen og fik et CVR-nummer. Og dermed kunne virksomheder, der donerede gaver til hendes projekt, trække dem fra.

Maria Rubin Nicolajsen startede sin indsamling tidligere og fik så et samarbejde med den lokale bokseklub, der gerne ville lægge lokaler til. Projektet blev større. Meget større.

Nu er foreningen vokset til noget, der står for andre arrangementer og hvor der også er overskud til at hjælpe ukrainske flygtninge, arrangere ture til Zoo, lave sommerfest og andre ting.

Men i går handlede det igen om det, der satte hende i gang - julegavehjælp til udsatte familier. Arrangementet finder stadig sted i Høje Tåstrup Bokse Klub, og i går var der også både julemand, juletræ og masser af godter - ud over det store antal gaver, som nu er oppe på 1300.

10 familier i Høje-Taastrup har hjulpet med at få pakket de mange gaver ind.

quote Vi bor i hus, og jeg har det liv, jeg altid kun turde drømme om.

Maria Rubin Nicolajsen, Indsamlingshjælpen


Der er jo organisationer, som i forvejen tager sig af julehjælp. Mener du ikke, de gør det fint nok?

-  Jo. Men mange juleansøgere bliver afvist, fordi de har højere økonomi end man skal have, eller også får de bare ikke søgt. Her skal man ikke ansøge, og her kommer man bare. Vi har ikke julemad, men vi har masser af julegaver og kærlighed, siger Maria Rubin Nicolajsen.

Svær barndom

Trods sin egen svære barndom med en opvækst, der delvist foregik på institutioner, så er hun gift på 10. år og har to tvillingedøtre, der er 10 år gamle.

- Vi bor i hus, og jeg har det liv, jeg altid kun turde drømme om, siger hun.

Høje-Taastrup Kommune har netop bevilget 25.000 kroner til Marias forening. Og nu planlægger hun allerede at udvide sin målgruppe, så næste år kan der også være lidt hjælp til pensionister i lokalområdet, som har det svært.





 




 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik