Hvidovre i Superligaen: Klubbens historie banker i Niels' hjerte

Niels Erik Madsen har fulgt Hvidovre IF siden 1950'erne. Han har været formand for klubben og vidnet Hvidovre spille mod Real Madrid. I dag jubler han over oprykningen til Superligaen.

I et baglokale hos Hvidovre Avis residerer chefredaktøren Niels Erik Madsen i det, som han kalder, ''sin hule''.

Her er tungt af kradsende røg fra de utallige cigarer, som han har røget i lokalet gennem årene.

quote Det er ikke den sidste overraskelse, der kommer herfra.

Niels Erik Madsen, chefredaktør, Hvidovre Avis

På væggene hænger adskillige artefakter fra alverdens fodboldeventyr. Der hænger blandt andet vimpler fra europæiske storhold som Feyenoord og Rangers, og der hænger billeder af gamle kampprogrammer fra fordums tids store fodboldkampe. 

Men særligt én ting dominerer de nikotingule vægge i Niels Erik Madsens hule. Nemlig Hvidovre IF logoer og farver.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På væggene hænger der symboler på Hvidovre IF's mesterskaber og storkampe.
På væggene hænger der symboler på Hvidovre IF's mesterskaber og storkampe.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

For han har fulgt den traditionsrige klub lige siden, han selv trak en rød Hvidovre IF trøje over hovedet som tiårig i 1950'erne.

- Jeg var aldrig det store talent, indrømmer han efter et nyt sug på sin cigar.

Niels Erik Madsens talent lå i stedet uden for fodboldbanen. Her endte han med at blive formand for klubben i 1980'erne, hvor klubben blandt andet spillede store europæiske kampe mod Juventus og Real Madrid.

Glæder sig over tilbagevenden til Superligaen

Men trods sin hovedrolle i Hvidovre IF's storhedstid, så underminerer det på ingen måde den glæde han søndag eftermiddag stråler af, da det står klart, at Hvidovre IF igen skal spille Superliga for første gang i 26 år.

- Jeg så Hvidovre IF's kamp lørdag derhjemme med min datter. Det var en helt vild kamp, så vi hoppede og fejrede derhjemme, fortæller den 85-årige chefredaktør.

- Det er stort, når man tænker på baggrunden, siger han og hentyder til, at de fleste spillere i truppen har andet arbejde ved siden af fodbolden.

- Det er på de præmisser, at de har gjort det her. For mig er det en stor glæde, at vi er tilbage, hvor vi hører hjemme, tilføjer han.

quote Sir Alex Ferguson, der dengang var i Aberdeen og Manchester United, havde jeg en god kontakt med.

Niels Erik Madsen, chefredaktør, Hvidovre Avis

Opskriften på mirakler

Selv husker han tilbage og sammenligner den nuværende trup med de spillertrupper, som tog kampen op mod Juventus, Real Madrid og Feyenoord tilbage i 1960-erne, 70-erne og 80-erne. 

- Dengang vi vandt det danske mesterskab i 1966, havde vi et hold fyldt med spillere, der også havde spillet i klubben som børn. Derudover var der lige enkelte rutinerede spillere udefra, som passede godt ind i truppen, fortæller han.

Og det er netop den sammensætning, som han også ser i truppen i dag.

- Den her trup er en god samling af unge, talentfulde spillere, der vil spille angrebsfodbold på en fornuftig måde. Så har vi også nogle erfarne spillere, som passer godt ind på holdet, siger han og tilføjer:

- Kan man bygge videre på det, så kan man sagtens klare sig i næste sæson. Det er ikke den sidste overraskelse, der kommer herfra.

For ifølge manden, der har oplevet næsten alt sammen med Hvidovre IF, så er det netop opskriften på mirakler, når man har en trup, som Hvidovre IF har lige nu.

- Kunsten i fodbold er at skabe en trup med unge spillere, der kan lære af nogle ældre spillere. Alle spillerne er lige i klubben. Kan man gøre det, så kan man også lave mirakler, fortæller han, og lægger vægt på at pengene i moderne fodbold ikke nødvendigvis er vejen frem.

- Jeg tror ikke at de store lønninger får spillere til at præstere. Jeg tror sagtens, at man kan finde en god mellemvej og klare sig ganske godt.

Kontakt til United-legende

På væggen ved siden af ham hænger et billede af ham og den engelske træner Roy Hodgson, som i dag er træner for Crystal Palace i England. 

- Ham har jeg haft tæt kontakt med, fortæller Niels Erik Madsen og fortsætter:

- Også Sir Alex Ferguson, der dengang var i Aberdeen og Manchester United, havde jeg en god kontakt med.

Niels Erik Madsen har oplevet lidt af hvert med Hvidovre IF. Det vidner dekorationerne på væggene omkring ham alt om. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Der er kun adgang for rygere hos Madsens kontor.
Der er kun adgang for rygere hos Madsens kontor.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Et af hans bedste minder med klubben, var da de var bagud 2-0 mod KB tilbage i 1966.

- Da sagde de alle sammen, at nu skulle de nye drenge fra Hvidovre ned med nakken. Men så kom vi tilbage og vandt kampen med 4-2, fortæller han.

Men blandt de gode minder, så rangeres søndagens oprykning til Superligaen stadig højt.

- Det er meget stort. Vi har været helt nede i flere perioder. Vi har kæmpet os op fra Danmarksserien til 1. division, og nu til Superligaen. Det er en stor ting, at vi har kunnet stable det her på benene, fortæller han og afslører, at han røg fem cigarer, da Hvidovre IF vandt over Vendsyssel i sidste sekund af kampen lørdag.

Det mest sensationelle hold i nyere tid

Det er ikke blot på Niels Erik Madsens kontor hos Hvidovre Avis, at der er store roser til spillerne fra Hvidovre IF. 

Også tidligere landsholdspiller og nuværende fodboldekspert på TV 2, Morten Bruun, glæder sig over vestegnsklubbens oprykning.

- De er jo rykket op mod alle odds. Deres budget er langt mindre end for eksempel Vejles, der også rykkede op, siger han.

Derfor mener han også, at Hvidovre IF's hold er et af de mest bemærkelsesværdige i dansk fodbold lige for tiden.

- Det er det mest sensationelle hold, som vi har set i den bedste række i nyere tid, slår han fast og fortsætter:

- De har jo været helt nede i Danmarksserien to gange, og det er på den baggrund, at det er fuldstændig sensationelt det her.

Han kender til Niels Erik Madsens historie med Hvidovre IF, og derfor undrer det ham ikke, at chefredaktøren er lykkelig over klubbens oprykning.

- Hvis der er nogen, der jubler over det her, så må det være ham. Han var en rigtig stor figur i dansk fodbold i 1980'erne.

På kontoret hos Hvidovre Avis er cigaren næsten røget færdig, og med udsigten til Superliga-fodbold efter sommerferien, så mangler de kun en ting i Hvidovre. Nemlig at opgradere deres stadion, så det er egnet til Superliga kampe.

Det er dog noget, som Niels Erik Madsen ikke forstår skal være en udfordring.

- De siger, at der kun er plads til nogle og seks tusinde derude lige nu. Men jeg har da tidligere haft storkampe mod Manchester United, hvor der var over 13.000. Så det er det rene vrøvl, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik