En 21-årig mand er sigtet for drab og drabsforsøg efter et skyderi i Mjølnerparken i København torsdag, hvor en 22-årig mand blev skudt og dræbt og en mand blev let såret.
Det er fredag kommet frem i Københavns Byret, hvor den 21-årige fremstilles i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Ved grundlovsforhøret fremstilles yderligere en 21-årig samt en 28-årig.
I sigtelsen fremgår det, at de tre mænd skal have handlet sammen med flere øvrige gerningsmænd.
Skød ved højlys dag
Skyderiet i Mjølnerparken torsdag eftermiddag var den tredje skudepisode på blot et døgn i København og Københavns omegn.
Torsdag aften understregede politidirektør for Københavns Politi, Anna Tønnes, at hun forstår borgerne i Københavns bekymring.
Alligevel opfordrede hun til, at borgerne i København fortsætter sit almindelige hverdagsliv.
- Man skal opretholde sit helt almindelige hverdagsliv - også på Nørrebro, sagde hun ved pressebriefing torsdag aften.