Centerchef: Sådan kunne tre-årig styrte seks meter ned

- Vi er meget rystede. Vi benytter tiden til at sende alle vores tanker til den lille dreng og familien, siger chef hos Fisketorvet.

En kun tre år gammel dreng faldt torsdag seks meter ned ved en rulletrappe i indkøbscentret Fisketorvet i København.

Drengen blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets Traumecenter, og ifølge den seneste melding fra lægerne er hans tilstand gudskelov stabil. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Ritzau 

- Og han får tilsyneladende heller ingen mén efter ulykken, siger Henrik Svejstrup.

Han oplyser, at drengen på eller anden måde fik klemt sig ind mellem rulletrappen og værnet ved siden af den. Her tager han fat i gelænderet, der trækker ham med.

Overvågningsvideo viser ulykken

Helle García Korndal, der er senior commercial manager for Fisketorvet, har gennemset en overvågningsvideo, der viser ulykken.

- Vi kan se, at den lille dreng har trængt sig igennem værnet og er kommet ud på ydersiden af rulletrappen og er faldet ned, siger hun til Ritzau.

- Der foregår tekniske undersøgelser - både politiets og vores egne. Så jeg kan ikke komme med mere, før vi har undersøgt sagen, siger hun.

Traumatisk oplevelse

En Starbucks-forretning er lukket efter ulykken, og personalet får bistand, oplyser Helle Garcia Korndal.

- Vi er meget rystede. Vi benytter tiden til at sende alle vores tanker til den lille dreng og familien. Vi vil gøre alt, vi kan for at hjælpe dem i denne her situation, siger Helle García Korndal.

- Alle, der har været vidne til den her episode, er rystede. Det gælder familien, vores personale og vores gæster. Lige nu modtager personalet på Starbucks hjælp fra en krisepsykolog, siger hun.

Det er ikke første gang, at personer kommer til skade ved rulletrapper. Tilbage i 2015 faldt en 36-årig mand 14 meter ned fra en rulletrappe i shoppingcentret Field's. Han overlevede på mirakuløs vis.

Tilbage i 2013 blev en seks-årig dreng klemt bevidstløs mellem et gelænder og en rulletrappe i Magasin Du Nord i København. Du kan se mere om den episode ved at klikke HER.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik