Trods advarsler fra politiet: Politikere vil have stof-testlaboratorium

Et bredt politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget, at unge kan få testet deres 'feststoffer' i nattelivet - på trods af advarsler fra både forvaltninger og politi.

I marts måned besluttede politikerne i det københavnske bystyre at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen skulle undersøge, hvorvidt et mobilt laboratorie til "pilotforsøg med test af euforiserende stoffer i nattelivet" kunne blive en realitet i København.

Torsdag aften blev forvaltningernes undersøgelser og et brev fra Københavns Politi fremlagt for Borgerrepræsentationen.

Her stod det klart, at forvaltningernes undersøgelser sår tvivl og usikkerhed om, hvor mange der reelt vil bruge et tilbud om at få testet sine stoffer i det københavnske natteliv.

Alligevel vedtog et bredt flertal bestående af alle partier, undtagen Dansk Folkeparti, at den mobile testfacilitet skal på budgetforhandlingerne for 2019. Det erfarer TV 2 Lorry.

De to forvaltninger konkluderer i deres undersøgelser, at omkostningerne for pilotprojektet ligger på mellem 15 og 20 millioner kroner, og at det er "begrænset, hvor mange forgiftninger tilbuddet vil kunne forhindre, idet disse ikke nødvendigvis skyldes indtag af et enkelt stof".

Forvaltningerne advarer desuden om, at kommunen kan komme til at bidrage "til at normalisere brug af euforiserende stoffer blandt unge. Når det er muligt at teste stofferne, er der en risiko for, at stofbrug kan fremstå som mindre farligt for de unge", står der i forvaltningens resumé.

Politiet imod forslag

Foruden advarslerne fra forvaltningerne råber også Københavns Politi vagt i gevær overfor politikernes idé om det mobile laboratorium.

I et brev til Københavns Borgerrepræsentation oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, at "Københavns Politi ikke på det foreliggende grundlag vil kunne støtte et eventuelt forslag om, at etablere en straffri zone i området omkring en facilitet med tilbud om test af stoffer", som politikerne har efterspurgt i forbindelse med pilotforsøget. 

Københavns Politi anfører desuden, at sagen er blevet forelagt Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet, som i et notat til politikredsen anfører, at "det er Rigspolitiets umiddelbare vurdering, at stoftestfaciliteter hverken virker kriminalitetsbekæmpende eller -forebyggende."

Bredt flertal bag forslaget

Kun Dansk Folkeparti stemte mod forslaget i Borgerrepræsentationen, og her er man rystet over kollegaernes store "ja" til medlemsforslaget på trods af advarslerne.

- Vi var nærmest chokerede over, at alle andre end os syntes, at det var en god idé, siger Cheanne Nielsen (DF), der var med til torsdagens møde i Borgerrepræsentationen som suppleant. 

- Paradokset er, at man hævder, at man vil redde de unges liv ved at lade de unge have det her stof i hænderne, i stedet for at sige, at de ikke skal have fat i det i første omgang, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Og alle anbefalinger går i mod det, så det er helt vildt, at det er blevet vedtaget. Det kan godt være, at det kan hjælpe dem, som har et misbrug, men det er ikke det, det skal.

Hos Radikale på Københavns Rådhus maner man dog til besindighed. Her lyder vurderingen, at ordene fra forvaltningerne og politiet skal tages med et gran salt.

- De vurderinger, som er kommet fra forvaltningerne og politiet taler om, at der både er visse fordele og aspekter, som man skal vurdere fremadrettet. Jeg ser det ikke som en blank afvisning, siger Karen Melchior fra Radikale til TV 2 Lorry.

Hun pointerer desuden, at de mange millioner, som projektet skønnes at koste, ikke bliver realistisk.

Derfor har Radikale, Alternativet og Enhedslisten bedt om et notat, hvor der påbegyndes samarbejde med universiteterne. 

quote <em>En </em><em>stoftest</em><em> vil afsløre eventuelle urenheder i stoffet, eller en uventet høj stofkoncentration. Viden som kan hjælpe stofbrugeren med at undgå forgiftning, potentielt livsvarige mén og redde deres liv. Således kan vi sikre, at de farligste stoffer bliver kasseret.</em>

Uddrag af det oprindelige medlemsforslag, som blev stillet af Liberal Alliance og Radikale

- På den måde kan vi låne og bruge deres dyre udstyr. Jeg kan godt forstå, at nogen synes, det er mange penge, siger politikeren og tilføjer:

- Vi prøver nu at få gjort projektet mindre, så vi kan komme igang med det og få lavet et mindre projekt. Vi snakker noget mere kontorlignende, hvor eksempelvis om torsdagen kan få tjekket de stoffer, man vil tage i weekenden. Så er man både mere klar i hovedet, og det bliver billigere end en mobil enhed.

Ifølge Dansk Folkeparti er håbet dog, at der ikke bruges penge på projektet, de mener "er chokerende".

- Det er vores holdning, at der ikke skal bruges en krone på det her projekt, siger Cheanne Nielsen til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik