Unge ville i kontakt med fanger i Vestre Fængsel: Kravlede op på tag

Politiet måtte fredag aften rykke ud til en stor gruppe unge mænd, der var kravlet op på et tag ved Vestre Fængsel, hvor de råbte og skreg.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En stor gruppe unge mænd kravlede fredag aften op på en nærliggende bygning ved Vestre Fængsel. Her forsøgte de på højrøstet vis at komme i kontakt med de indsatte i fængslet.

Det oplyser Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

- Klokken 22.59 får vi en anmeldelse om, at en gruppe unge står på taget af en naboejendom ved Vestre Fængsel og råber og skriger. Fængselspersonalet kan se dem på deres overvågningkameraer og formoder, de forsøger at komme i kontakt med nogle af fangerne. Vi kører derfor derud for at undersøge, hvad det er for noget uro, siger han.

Her kan du se en videooptagelse fra stedet.

Kendt af politiet

Da politiet ankom til stedet, traf de 14 unge mænd i tyveårsalderen. Ingen af dem blev dog anholdt, selvom det ifølge Jesper Frandsen er ulovligt at kommunikere med fanger.

- Da vi ikke kan redegøre for, at det lykkedes dem at komme i kontakt med nogle af de indsatte, vælger vi i stedet at registrere dem, siger han.

Han oplyser, at de unge mænd i forvejen er kendt af politiet for en række forskellige former for kriminalitet.

- Der er ikke rigtig en rød tråd i forhold til, hvad de tidligere har begået af ulovligheder. Heller ikke i forhold til, at det skulle være banderelateret, siger Jesper Frandsen.

Han oplyser, at fangerne i Vestre Fængsel efter al sandsynlighed befandt sig inden for i fængslet og ikke ude i gårdarealet på det pågældende tidspunkt.   

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
Vanløse storbrand

Deres hjem blev ædt af flammerne:
Nu deler de det sidste billede, de tog, før de mistede alt

Bil legetøjsbutik 112 valby

Bil på afveje rammer butiksfacade

Vis mere