21-årig kvinde står frem: "Det var mig, der blev skubbet ned på togskinnerne"

Folk stimlede sammen om Clara Maza Romero, da hun igen befandt sig på togperronen.

Hvem var det? Kendte du ham? Var det din ekskæreste?

De spurgte om alt muligt, men hun kunne ikke svare.

For hun anede ikke, hvem manden, som netop havde skubbet hende ud foran et tog, var.

Tankerne fløj gennem hovedet på hende.

Var hun kommet til at kigge forkert på ham? Havde hun noget forkert tøj på?

Hvorfor hende?

21-årige Clara Maza Romero er den unge kvinde, der 29. december 2023 blev udsat for et drabsforsøg, da hun blev skubbet ned på skinnerne på Nørreport Station i København.

Hun var få sekunder fra at blive kørt over, men fik på mirakuløst vis kæmpet sig op fra skinnerne og overlevede.

Indtil i dag har hun ikke talt højt om, hvad der skete den eftermiddag.

- Det er blevet så stor en del af mig og min identitet, fordi det har sat så dybe spor i mig.

- Det har jeg ikke lyst til at lægge skjul på længere, fortæller Clara Maza Romero.

Derfor har hun sagt ja til at tage tilbage til Nørreport Station, hvor mareridtet udspillede sig, og fortælle, hvordan hun gik fra at være en ubekymret og festglad gymnasiepige til at se døden i øjnene og stadig være den samme – men så alligevel slet ikke.

Mærkede et hårdt skub i ryggen

Det var fredag eftermiddag, og den dengang 18-årige Clara Maza Romero var på vej fra sit hjem på Amager til Fisketorvet på Vesterbro, hvor hun skulle shoppe med sin veninde.

Planen var at køre til Nørreport Station for at stige på det S-tog, som veninden var med.

På spor fire viste skærmen, at toget var på vej. Så hun stillede sig hen til de gule prikker på perronen og ventede.

Clara Maza Romero var træt efter at have været i byen aftenen forinden, så hun stod i sin egen verden med musik i ørene.

Hun lagde derfor ikke mærke til, hvem der ellers var på perronen, og dermed så hun heller ikke den mand, der stod skjult ved en af de hvide søjler på perronen.

Han havde stået der i et par minutter og flere gange kigget hen mod Clara Maza Romero. Det har man efterfølgende kunnet se på overvågningsmaterialet fra stationen.

Her kunne man også se, at manden løb hen og skubbede Clara Maza Romero hårdt i ryggen, da toget kom buldrende med op mod 60 kilometer i timen. Skubbet var med sådan en kraft, at hun fløj ud over den gule linje og ned på skinnerne.

Tiden stod stille og lyden forsvandt

Forvirret og forslået rejste Clara Maza Romero sig op og forsøgte at forstå, hvad der netop var sket.

Det var, som om tiden stod stille. Hun havde stadig sine høretelefoner i, og Taylor Switfs 'Daylight' spillede. Men hun kunne ingenting høre. Al lyd var væk.

Hun kiggede op på de mange skræmte ansigter på perronen, inden hun kiggede til venstre og så lige ind i tunnelen, hvor S-toget var på vej.

Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, og det eneste, hun kunne tænke på, var at komme væk fra skinnerne.

Hun trådte op på den ene skinne, satte af med al sin kraft og sprang mod perronens kant.

Men det var ikke nok. Clara Maza Romero lå med hele venstre side af kroppen oppe på perronen, mens højre halvdel af kroppen hang ned mod skinnerne.

Hun var bange og rakte armene frem mod de mennesker, der stod på perronen. En mand løb imod hende og trak hende op.

I samme sekund kom toget.

Hvem og hvorfor?

Fra Clara Maza Romero mærkede skubbet i ryggen, til hun sad omringet på perronen, gik der kun omkring ti sekunder.

Lokomotivføreren havde trukket i nødbremsen, da han havde set hende stå på skinnerne. Men var hun ikke blevet hjulpet op, havde toget ramt hende.

I toget sad den veninde, som Clara Maza Romero skulle have fulgtes med til Fisketorvet.

Veninden løb ud af toget og hen til menneskemængden, hvor Clara Maza Romero chokeret sad og blev trøstet. De krammede, mens politiet og Claras mor var på vej.

Det helt store spørgsmål rungede i den larmende stilhed.

Hvem var manden, og hvorfor havde han skubbet Clara ud på skinnerne?

Ville han finde hende?

Efter at være blevet afhørt af politiet, tog Clara Maza Romero til Amager, hvor hun var en tur forbi hospitalet og blev tilset for sine fysiske skader. Hun havde slået sine knæ og sine albuer, da hun landede på skinnerne, men var ellers fysisk sluppet billigt.

Men psykisk var hun på ingen måde uskadt.

Hun var bange og følte ikke, at hun kunne trække vejret ordentligt. Tankerne kørte stadig i ring. Hvorfor lige hende? Var hun kommet til at kigge på ham på en forkert måde uden at registrere det, eller havde hun haft noget tøj på, der havde provokeret ham?

Og den mest skræmmende tanke var, om han kunne finde på at finde frem til hende for at “færdiggøre arbejdet”?

Hele aftenen lå hun i sin mors seng og havde mest af alt bare lyst til at gemme sig væk under dynen.

Først da politiet ringede omkring midnat, kunne hun sænke skuldrene en smule.

Havde sår på begge håndled

Hele eftermiddagen og aftenen havde landets nyhedsmedier eftersøgt manden med billeder fra overvågningskameraerne på stationen.

En kvinde havde genkendt manden og ledt politiet hen til hans bolig.

Det viste sig at være en 29-årig mand. Der var blod på gulvet, da politiet fandt ham på hans værelse, og han var kun iklædt underbukser og havde sår på begge håndled.

Han blev anholdt klokken 00.09 og sigtet for drabsforsøg, hvorefter han blev hentet i ambulance og kørt på hospitalet til behandling for hans skader.

Manden tilstod under retssagen, at han havde skubbet kvinden. Man vurderede, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket, og han blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden tidsbegrænsning. Dertil blev han udvist med et indrejseforbud på 12 år.

Ked af det og ødelagt

Clara Maza Romero fulgte retssagen tæt, og udfaldet blev til dels afgørende for hendes bearbejdelse af oplevelsen.

Det betød nemlig rigtig meget at blive forsikret om, at hun var et helt tilfældigt offer, der havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Det gentager hun jævnligt for sig selv.

Og det blev særligt vigtigt, da hun vendte retur til hverdagen og gymnasiet, som skulle afsluttes samme år.

Kulminationen på gymnasieårene og de mange eksaminer var noget, Clara Maza Romero havde set rigtig meget frem til. Men studentertiden blev ikke, som hun havde håbet på.

Hun var presset, havde højt fravær og var bagud. På et tidspunkt var hun i tvivl, om det overhovedet var realistisk at tage eksaminerne.

- Jeg var så ked af det, ødelagt og forvirret, fortæller hun.

Men med støtte fra skolen, vennerne og ikke mindst sin mor kom hun igennem – hvilket hun i dag er utrolig stolt af.

Folks forventninger fyldte

Der er ingen tvivl om, at Clara Maza Romero har fået det bedre, siden den eftermiddag på Nørreport Station

Men noget indeni hende har lige siden været anderledes.

Hun har kæmpet for at komme tilbage til en normal hverdag, og derfor forsøgte Clara Maza Romero også at opføre sig så normalt som muligt. Hun grinede, smilede og var social. For det hjalp hende med at glemme, hvad hun havde været udsat for.

Men det var, som om at andre havde svært ved at forstå, hvordan hun kunne være glad.

- Folk kiggede og snakkede om mig, og det gjorde det svært at finde ud af, hvordan jeg skulle opføre mig, fortæller

.

Folks forventninger til, hvordan hun skulle have det og opføre sig, gjorde det svært for hende at være til.

Latter og samvær var en vigtig del af Clara Maza Romeros helingsproces, og i dag er hun glad for, at hun stod fast på, hvad der fungerede for hende.

Men selvom hverdagen vendte tilbage, sad episoden stadig fast i hende.

Manglede fokus på de psykiske mén

I forbindelse med retssagen fik Clara Maza Romero tilbudt nogle timer hos en psykolog med ekspertise i at behandle folk, der har været ude for traumatiske nærdødsoplevelser.

Hun fik fem gratis timer og skulle herefter selv betale for resten. Noget hun i dag ikke kan se rimeligheden i.

- I retssagen fyldte mine fysiske skader mest – og de så jo ikke ud af meget. Men der var ikke særlig meget fokus på det psykiske efterspil for mig.

- Det undrer og ærgrer mig i dag, fortæller hun.

Clara Maza Romero har været ved lægen, fordi hun oplever udfordringer i hverdagen, som kan minde om PTSD.

Eksempelvis bryder hun sig ikke om, når nogen kommer tæt på hende bagfra eller giver hende et chok for sjov.

For det gør hende bange, giver hende hjertebanken – ligesom det gør hende fysisk dårlig med blandt andet kvalme.

Og selvom hun aldrig så manden, der skubbede hende, så betyder det meget, at hun i dag ved, at han var psykisk syg.

Hun er ekstra meget på vagt og kigger sig over skuldrene, når hun går på gaden.

Og ser hun en, som hun synes virker ustabil, vælter frygten frem i hende.

Undgår stationen

I dag er det godt to år siden, at Clara Maza Romeo blev skubbet ned på skinnerne på Nørreport Station. Hun har det efter omstændighederne helt okay og kan også sagtens tage offentlig transport.

Men hun gør dog alt, hvad hun kan, for at undgå at tage S-tog – og Nørreport Station holder hun sig fra.

Og da hun i forbindelse med interviewet er tilbage på stationen, kan hun mærke ubehaget i hele kroppen.

Den røde graffiti på væggen er den samme, og det føles naturstridigt at nærme sig de gule prikker på perronen.

- Det føles underligt og ubehageligt, specielt fordi jeg tydeligt kan huske, hvordan det var at ligge nede på skinnerne og kigge op på alle de mennesker, der stirrede ned på mig.

Oplevelsen vil nok altid sidde i hende, men Clara Maza Romero er fast besluttet på, at den ikke skal styre hendes liv.