Ved Søerne i København ligger Plejecenter Sølund, og det skal nu laves om til generationshus.
- Det bliver et helt unikt hus, hvor vi forsøger at få alle generationer ind under et tag. Med ældre, der bor dør om dør med vores børnehavebørn og også med et kollegie, som en del af byggeriet, siger Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune (SF) til TV 2 Lorry.
Det nye Sølund skal i højere grad være en integreret del af bydelen og åbne sig op mod Ryesgade.
De nuværende bygninger er kun 40 år gamle - fra 1980 - men de skal rives ned og Det nye Sølund koster 800 millioner kroner at genopføre.
- Vi ville jo ønske, at man havde bygget mere solide bygninger dengang, man byggede Sølund, men desværre var det en tid, hvor det gik lidt hurtigt og man brugte en masse asbest, og derfor har det været billigst og bygge et nyt plejehjem op, siger Sisse Marie Welling.
Byggeriet gennemføres i perioden 2021‐2026 og opføres i to etaper. Det betyder, at det nu værende plejehjem og daginstitutionen er i fuld funktion, mens nedrivning og opførelse af etape et udføres.
Når første etape er færdigbygget, flytter plejecenteret og daginstitutionen direkte ind i de nye lokaler, hvorefter etape to begynder.
Det nye Sølund
Det nye Sølund udgør i alt 38.000 m² etageareal, fordelt på:
- 360 plejeboliger med tilhørende servicearealer, bl.a. café og multisal
- 23 tryghedsboliger til ældre
- 150 ungdomsboliger, heraf 20 boliger til unge med særlige behov
- daginstitution
- fællesarealer og mikrobutikker i stueplan.
Herudover etableres:
- 122 offentlige parkeringspladser og 67 parkeringspladser til beboere
- skybrudssikring og lokal afledning af regnvand
Kilde: Københavns Kommune og KAB