Det var et temmelig trist syn, der søndag eftermiddag mødte en frivillig fra Copenhagen Pride. For i Farvergade i København K, hvor bevægelsen har sine kontorer, stødte den frivillige på en knust rude og beplantning, der var revet op.
Der blev straks rettet henvendelse til Copenhagen Prides to forpersoner, og en af dem, Lars Henriksen, mødte op for at inspicere skaderne.
- Da jeg kom derned, kunne jeg se, at ruden var smadret. Udenfor har vi noget beplantning med nogle bænke, og de små træer var revet op. Jeg tror, at rodklumpen på et af dem har været brugt til at smadre ruden. Men det er en termorude, så den var ikke helt gennembrudt, fortæller han.
Lars Henriksen siger videre, at der også har været forsøg på at sparke døren ind til bevægelsens lokaler, men at det ikke er lykkedes.
- Vi ringede så til politiet, som sendte en patrulje. Men der er ikke videoovervågning i gaden, så det er jo nok usandsynligt, at man finder ud af, hvem det er.
Ikke et tilfældigt mål
Selv om hærværk efter en weekend ikke er helt ualmindeligt, så mener Lars Henriksen alligevel, at rudeknusningen og de ødelagte planter er direkte rettet mod Copenhagen Pride.
Hvad får dig til at tro det?
- Vi har en meget synlig beliggenhed. Det er bevidst, fordi det også er det, bevægelsen handler om. Derfor tror jeg, at der er nogen, der er gået forbi og så har ladet sig provokere af vores regnbueflag og så videre, forklarer Lars Henriksen.
Forpersonen mener dog, at det er spontant hærværk og altså ikke noget, der er planlagt på forhånd,.
Han påpeger, at en naborestaurant og andre kontorlokaler ved siden af ikke blev ramt, da hærværksmændene slog sig løs.
Copenhagen Pride har ikke tidligere oplevet hærværk. Lars Henriksen siger dog, at han og andre fra organisationen ikke kommer til at føle sig utrygge efter weekendens rudeknuseri.
- Jeg har godt nok ikke talt med alle endnu, men jeg tror, at folk retter ryggen og siger: "Det skal de ikke slippe afsted med".
"Uacceptabelt"
Det netop afgåede direktør for Cyklistforbundet og tidligere kulturborgmester i København, Klaus Bondam, kommenterer på Twitter hærværket.
- At der stadig findes bøller, som angriber lbgt-miljøet er ikke ukendt, men uacceptabelt i et moderne samfund, skriver han.