Døgg smider sjældent noget i skraldespanden - sådan gør hun

Døgg har sine egne glasbeholdere med på indkøb. I 4 år har hun levet så godt som uden at lave noget affald.

Der er en pose i skraldespanden under køkkenvasken hjemme hos Døgg Durhuus. Men det er sjældent, den bliver tømt. Og faktisk er det ikke engang en rigtig skraldepose. Det er indpakningen fra de der otte-ruller toiletpapir, som hvis man åbner den rigtigt i toppen kan bruges til skraldepose:

- Hvis man har sådan en lille skraldespand, så kan det godt fungere, siger færøske Døgg Durhuus, der i 4 år har levet med ’Zero Waste’ – altså (næsten) ingen affald.

Døgg Durhuus kom til Danmark for 8 år siden for at studere. Hun har netop afsluttet en kandidatuddannelse i Bæredygtig energi på DTU.
Døgg Durhuus kom til Danmark for 8 år siden for at studere. Hun har netop afsluttet en kandidatuddannelse i Bæredygtig energi på DTU.
Foto: Morten Søndergaard, TV 2 Lorry

Det hele startede med, at Durhuus så en video med amerikaneren Lauren Singer, som har flere års skrald samlet i én lille glasbeholder.

- Det fascinerede mig meget. Jeg havde ikke tænkt over hvor meget skrald, man selv producerer, siger Døgg Durhuus, der i dag har forandret langt de fleste af sine daglige rutiner og vaner fra, hvad de var før.

Døgg Durhuus har skrevet speciale om hvordan en isoleret ø på Færøerne kan forsynes med 100% grøn strøm i 2030.
Døgg Durhuus har skrevet speciale om hvordan en isoleret ø på Færøerne kan forsynes med 100% grøn strøm i 2030.
Foto: Morten Søndergaard, TV 2 Lorry

I dag tager Døgg sine egne glasbeholdere med på indkøb. Ligesom hun altid har et indkøbsnet, en metalkop og bestik med sig, når hun går hjemmefra.

- Det er ikke noget, jeg tænker over længere. Det er ikke noget, jeg bruger energi på. Det er bare en vane, som jeg har dannet, siger hun.

Døgg er modebevidst. Faktisk går hun ret meget op i at have det rigtige tøj og udtryk, siger hun. Alligevel køber hun i dag kun genbrugstøj.

- Selvom jeg køber i genbrugen, så synes jeg ikke, at jeg har ændret stil på nogen måde. Og det var jeg faktisk meget bekymret for, da jeg startede. Men fordi vi har det her kæmpe overforbrug, så har vi altså en hel masse nye ’fashionable’ produkter ude i genbrugsbutikkerne også. Så jeg løber overhovedet ikke tør for tøj, siger Døgg Durhuss.

Døgg Durhuus gror sine egne spiselige østershatte ud af kaffegrums
Døgg Durhuus gror sine egne spiselige østershatte ud af kaffegrums
Foto: Privatfoto, Døgg Durhuus

Ligesom hun vasker hår med en såkaldt "shampoo bar" og bruger en hjemmelavet hørfrø-gelé til styling.

- Jeg plejede at være den, der glattede mit hår. Men i dag omfavner jeg mine krøller, siger Døgg.

- Jeg prøver at se potentialet i mit skrald og genbruge det. For eksempel har jeg lavet en julestjerne ud af paprøret i toiletpapirruller, siger Døgg Durhuus
- Jeg prøver at se potentialet i mit skrald og genbruge det. For eksempel har jeg lavet en julestjerne ud af paprøret i toiletpapirruller, siger Døgg Durhuus
Foto: Privatfoto, Døgg Durhuus

På badeværelset står der endnu en glaskrukke. Den her er fyldt med hvide tabletter, som man vist skal være ægte ’zero-waster’ for at vide, hvad er. Tyggetabletter. Et emballage-frit produkt, der skal erstatte den der røde colgate-tube, og al dens indpakning.

- Det ser meget mærkeligt ud, når det står på badeværelset. Men det er en samtale-starter, smågriner Døgg.

Nu vi er i badeværelsesafdelingen så kan Døgg Durhuus også fortælle, at hun i dag er månedlig bruger af både menstruationskop og stofbind. Faktisk en ændring, som har gjort livet meget lettere, end før, siger hun:

Menstruationskoppen sparer hver måned Døgg Durhuus for masser af affald
Menstruationskoppen sparer hver måned Døgg Durhuus for masser af affald
Foto: Morten Søndergaard, TV 2 Lorry

- Det fungerer altså super fint, og det gør en kæmpe forskel for miljøet, fordi vi som kvinder smider så meget væk hver måned, siger Døgg.

Ja, mulighederne er mange, hvis man gerne vil i gang med at mindske sit affald og bæredygtige aftryk gennem sit forbrug. Og selvom meget ved øjekast synes både besværligt og utilgængeligt, så er der og ting, der er blevet lettere, siger Døgg:

- Man kan leje en kajak gratis, hvis man samler skrald på turen, siger Døgg Durhuus, da hun bliver spurgt ind til sine fritidsaktiviteter
- Man kan leje en kajak gratis, hvis man samler skrald på turen, siger Døgg Durhuus, da hun bliver spurgt ind til sine fritidsaktiviteter
Foto: Privatfoto, Døgg Durhuus

- For mig handler det om at have samme levestandard som før, men bare gøre det mere bæredygtigt, siger hun.

Vi slutter den her artikel med en opsang. Noget som Døgg både har undret sig over, og som hun faktisk er blevet lidt gal på, gennem sin omstilling til en ’Zero Waste’-livsstil. Bomuldsnettet:

Man skal bruge et bomuldsnet langt over 100 gange før det batter for miljøet. Så stop med at købe flere bomuldsnet, siger Døgg Durhuus
Man skal bruge et bomuldsnet langt over 100 gange før det batter for miljøet. Så stop med at købe flere bomuldsnet, siger Døgg Durhuus
Foto: Morten Søndergaard, TV 2 Lorry

- Jeg har ikke købt et eneste bomuldsnet, men har alligevel en hel samling af dem. Der bliver produceret alt for mange af dem, fordi nu skal alle firmaer have deres logo på et "grønt" produkt. Spørg venner og familie - de har helt sikkert for mange. 

Døgg Durhuus bruger i dag flere penge på madvarer, end hun gjorde før hun begyndte at handle zero waste. Til gengæld bruger hun ikke penge på ret meget andet, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik