FCK-spillere fanget med de "forkerte" øl under guldfejring: "De blev stillet tilbage igen"

Carlsberg er en af hovedsponsorerne for den nykårede mester i fodbold. Alligevel viste videoer på sociale medier FC København-spillerne med øl fra Tuborg og Royal.

Det er næppe overraskende, hvis FC København-spillerne mærker tømmermændene tirsdag.

For den lidt pludselige titel som dansk mester i fodbold på baggrund af FC Nordsjællands nederlag mod Brøndby blev nemlig fejret med, hvad der så ud til at være rigelige mængder øl, lettere spontant storindkøbt på en Circle K-tankstation et sted midt i Jylland.

Dagen efter kommer øldrikkeriet dog med et anstrøg af en bismag.

For i mestrenes iver efter at få fat i drikkevarer til guldfejringen rakte spillerne nemlig ud efter øl fra Tuborg og Royal, viser videoer og billeder fra holdbussens besøg på tanken.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Her ses videoen, hvor spillere og stab fra FC København forsyner sig i en Circle K syd for Viborg. Video: Copenhagen Sundays

Problemet er imidlertid, at FC København siden 1990’erne har haft bryggeriet Carlsberg som en af de absolutte hovedsponsorer.

Derfor studser flere dagen derpå over spillernes indkøb til fejringen.

Men ifølge FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, så viser billederne og videoerne ikke hele sandheden. 

Øllene fra Royal nåede nemlig ikke med spillerne hele vejen frem til kassen. 

- Det er ikke korrekt, at vi købte Royal. Der var nogle spillere, der tog et par kasser, fordi de stod nærmest indgangen, men de satte dem igen og købte andre, da de fandt dem på køl. 

-  Men der blev købt Tuborg, fordi tankstationen desværre ikke havde Carlsberg i kasser/ bokse på køl, da vi tilfældigt droppede ind, og vi ikke havde forberedt, at der skulle være fest i bussen hjemad, uddyber Jes Mortensen. 

Hos ølgiganten Carlsberg forklarer Christopher Bak Billing, der er sponsordirektør i Carlsberg Danmark, tirsdag i en skriftlig udtalelse, at man ikke havde fyldt spillerbussen med Carlsberg-øl forud for turen til Viborg. 

- Vi har efter aftale med FC København ikke fyldt spillerbussen helt op med Carlsberg-øl, idet ingen turde tro, at mesterskabet ville komme i hus allerede i går. Nu skete det, og vi er glade for, at spillerne fik fejret mesterskabet med gode øl, udtaler Christopher Bak Billing med henvisning til, at spillerne trods alt købte Tuborg, som er ejet af Carlsberg.

Retteligt skal det påpeges, at FC København såmænd også fejrede mesterskabet med Carlsberg-dåseøl i bussen.

I en video på klubbens hjemmeside kan man se spillerne feste med øl fra det københavnske bryggeri, inden busbeholdningen tilsyneladende løb tør, og spillerne måtte finde nye forsyninger på tankstationen.

Og noget kunne tyde på, at den københavnske klub selv er bevidst om det knapt så sponsorkorrekte ølkøb.

På FC Københavns hjemmeside og sociale medier florerer således kun billeder, hvor der indgår Carlsberg-øl.

Med til historien hører også, at billederne og videoen af spillerne og stabens Royal- og Tuborg-indkøb stammer fra fansiden Copenhagen Sundays og altså ikke er fra klubben selv.

Opfordrede til at droppe Royal-øllene

Carlsberg Danmark oplyser til TV 2 Kosmopol, at en kommerciel chef fra FC København, der var til stede ved fejringen på rastepladsen, nåede at henstille staben til, at man droppede Royal-øllene og i stedet nøjedes med Tuborg.

Mens holdet manglede Carlsberg-øl på rastepladsen i Jylland, så var det ikke tilfældet, da guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.

- Ved ankomsten til Frederiksberg Rådhus havde vi heldigvis mulighed for at fylde lagrene godt op med de ikoniske Carlsberg-flasker, og det kan vi garantere, at de bliver igen til den store fejring i Parken på søndag også, udtaler Christopher Bak Billing fra Carlsberg Danmark.

Dette bekræfter Jes Mortensen også. 

- Heldigvis var Carlsberg rykket ud med masser af øl, da vi kom hjem til hovedstaden, forklarer han til TV 2 Kosmopol. 

Se flere billeder fra fejringen herunder:

Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Guldet blev fejret mandag aften foran flere tusinde fremmødte fans ved Frederiksberg Rådhus.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik