Københavnsk instruktør genopliver stjernespækket kultfilm
Amerikansk film befinder sig i et nostalgitrip. Nyt liv til heksekultklassiker fra 90'erne er seneste eksempel.
Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix
- Heksene er tilbage.
Sådan skriver filminstruktør Susanne Bier til en video på sin Instagramprofil, hvor man ser verdensstjernerne Sandra Bullock og Nicole Kidman i tæt omfavnelse.
Københavnske Bier er nemlig i gang med optagelserne til "Practical Magic 2", der genopliver universet fra kultklassikeren "Practical Magic", der havde premiere i 1998.
"Practical Magic" handler om heksesøstrene Sally og Gillian, og selv om filmen i sin tid faktisk endte som lidt af et flop, har den sidenhen fået status som en vaskeægte kultklassiker, hyldet for sin millenium-æstetik og sit excentriske persongalleri.
Nostalgitrip
Det er langt fra første gang, at Hollywood genopliver en tidligere succes eller laver en efterfølger mange år senere.
Blandt andre har den ikoniske 00’er-film "Freaky Friday" med Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan netop fået sin efterfølger med "Freakier Friday", hvor Curtis og Lohan igen er at finde i de bærende hovedroller.
Susanne Bier er den danske instruktør, der har klaret sig allerbedst i Hollywood.
De mange opfølgere og remakes er en del af generel tendens i Hollywood, der dyrker et decideret nostalgitrip, forklarer Claus Christensen, der er ansvarshavende chefredaktør på Filmmagasinet Ekko.
- Hollywood dyrker nostalgi. Det gør de særligt af økonomiske grunde, fordi amerikanske film ikke modtager samme støtte som herhjemme, og fordi det er en måde at begrænse den økonomiske risiko på ved at lave noget, som folk kender i forvejen.
Bag om optagelserne på "Practical Magic 2".
At det særligt er 90’er og 00’er-filmene, der bliver genbesøgt lige nu, skyldes ifølge Claus Christensen, at det er en periode, der efterhånden er så langt væk, at vi igen er begyndt at dyrke den nostalgimæssigt.
- Vi ser også en nostalgitendens blandt publikum. Mange vil gerne genopleve det sus, de mærkede dengang.
Bedst i Hollywood
Det er tredje gang, at Susanne Bier skal samarbejde med Nicole Kidman, der har haft hovedrollerne i Biers seneste to kæmpesucceser HBO-serien ”The Undoing” fra 2020 og Netflix-serien ”The Perfect Couple” fra 2024.
Bier har også tidligere samarbejdet med Sandra Bullock i thrilleren ”Bird Box”.
- Susanne Bier er den danske instruktør, der har klaret sig allerbedst i Hollywood. Hun har bevist, at hun er gjort af det rette stof, blandt andet fordi hun er så dygtig til at agere i det her meget kommercielle miljø, som den amerikanske filmindustri er præget af, siger Claus Christensen.
Derudover har Bier gennem sin karriere vist, at hun kan brilliere i alt fra komedier til krimier, mener Claus Christensen.
- Hun kan rigtig meget med genrer; vi så hendes sans for humor og komedie i gennembrudsfilmen ”Den eneste ene” og ”Den skaldede frisør”. De sidste par år har hun arbejdet mest med thrillers, men jeg gætter på, at hun synes, det er en rigtig sjov udfordring at lave noget, hvor der også er det her fantasyelement.
Kontant afregning
”Practical Magic 2” er sat til at få dansk premiere den 17. september 2026. Filmen følger heksesøstrene som voksne, og har foruden Kidman og Bullock også den originale manuskriptforfatter Akiva Goldman med på holdet.
Claus Christensen spår, at filmen med dens stjernecast og genkendelige univers formentlig kommer til at trække et stort publikum, men at den modsat Biers seneste produktioner, der er udkommet på streamingtjenester, har den udfordring, at den får biografpremiere.
Foto: Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix
- Det er en alvorligere sag at lave en biograffilm, fordi afregningen er så kontant; køber folk billetter eller ej. Biers seneste amerikanske biograffilm ”Serena” endte i et flop, så udfordringen bliver at få fat i publikum.