Læreren Mette knækket i folkeskolen: ”Hele min krop var bange”

De seneste 12 år af sit arbejdsliv har 47-årige Mette kæmpet med ekstremt ressourcekrævende elever, et tårnhøjt arbejdspres og vedvarende støj. 

I sidste ende måtte hun derfor melde sig syg med stress.

Og per første januar i år var 18 års virke på den samme folkeskole i Københavns Kommune slut. 

Afslutningen på et arbejde, som hun altid har været glad for, og som hun følte, hun var dygtig til.

Men også et farvel til et arbejdsmiljø, hvor det ikke hører til sjældenhederne, at kollegaerne står og græder.

Eller mandag morgen fortæller, at de i løbet af weekenden har grædt over deres arbejde.

- Jeg kunne godt mærke, at jeg skulle til at passe på mig selv. Men så kom det bare skyllende ind over mig. Til sidst tog jeg nogle dage derhjemme, og da jeg så besluttede mig for at møde ind, kunne jeg ikke, da jeg først kom derover. Det prikkede i hele min krop, og jeg kunne ikke gå ind ad døren til min egen bygning. Og så begyndte jeg at græde, siger folkeskolelærer Mette til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Vold og trusler i hverdagen

Qua sin 18-årige erfaring har Mette, som hun selv siger, været igennem det meste på sin skole.

Også folkeskolereformen, der efter sin gennemførelse i 2014 betød, at særligt ressourcekrævende elever skulle inkluderes i de almene klasser.

Det er vigtigt for Mette at understrege, at det ikke var en enkeltstående elev eller ét særligt tilfælde, der gjorde hende syg. Det var en lang række forhold, der til sidst blev for voldsomme.

Men Mettes hverdag var i en periode præget af vold og trusler, der som oftest udsprang fra én særligt udfordret elev. 

På trods af en række pædagogiske indsatser fik eleven det værre og værre.

Barnets stigende mistrivsel kom til udtryk i udadreagerende adfærd, som gjorde, at Mette måtte sørge for, at eleven hverken gjorde skade på sig selv eller sine klassekammerater.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.) 

Dertil kom, at praksissen for, hvordan man som lærer skal afrapportere fysiske konflikter i klasselokalet, pludselig blev ændret midt i et skoleår. 

Det betød et mere omfattende papirarbejde for hende. Og det tog tid og energi fra alle de andre forpligtelser, man har som lærer. 

Det var også med til at udløse Mettes sygemelding, forklarer hun.  

- Det endte med at blive nærmest dagligt, at man blev bidt, sparket, revet, slået på, spyttet på eller fik ting kastet efter en. Jeg skulle hele tiden afværge, at det gik ud over de andre elever. Jeg skulle hele tiden afværge, at barnet ikke gjorde skade på sig selv og også hele tiden være opmærksom på ikke selv at blive udsat for et eller andet, siger hun.

Hver femte lærer udfordret af stress

Mette er langt fra den eneste folkeskolelærer i Københavns Kommune, der kæmper med sygdom som følge af arbejdsforhold.

Tal fra Danmarks Lærerforenings seneste medlemsundersøgelse (2021-2022) viser, at ud af 781 respondenter har knap hver femte – eller 17,9 procent – det seneste år været sygemeldt fra sin arbejdsplads som følge af arbejdsforholdene.

Og af de adspurgte i Københavns Kommune har 58,3 procentpoint – eller hvad der svarer til 455 lærere –inden for det seneste år overvejet at forlade deres fag.

Af dem peger 42,4 procent på, at årsagen, til at de overvejede at forlade faget, skyldes det psykiske arbejdsmiljø.

Og kigger man bredt på hovedstadsområdet, er det mere eller mindre et tilsvarende billede, der tegner sig. Her er det samlede antal af respondenter 3897, og 16,9 procent af dem har inden for det seneste år været sygemeldt med stress.

847 lærere i hovedstadsområdet peger på, at det psykiske arbejdsmiljø lå bag overvejelserne om at forlade faget.

Problemer med arbejdsmiljø blandt folkeskolelærere er større i hovedstadsområdet end i resten af landet. Det kan TV 2 Kosmopol fortælle onsdag.

Et arbejdsmiljø præget af støj

Der gik mange elever på skolen, da Mette stoppede. 

Og gennem årene har hun oplevet, hvordan skolen har været underlagt en udvikling, der betød, at den voksede sig større og større. Der kom flere elever i klasserne, og antallet af klasser steg. 

Det betød, at der skulle bygges nyt. 

De omfattende anlægsprojekter belastede støjmiljøet betragteligt i den periode, de stod på, forklarer hun.

- Det er sådan noget byggeri, vi hele tiden har gået i. Jeg føler, jeg har gået i én lang byggeproces i 12 år. Der er støj, og der er afbrydelser hele tiden. Og lige meget, hvor meget vi forsøgte at skærme eleverne og tilrettelægge, så møder barnet stadigvæk ind på en skole med mange elever. Det kan du ikke kompensere for. Skolerne er simpelthen blevet for store, siger hun.

Samtidig skulle Mette forberede sig i støjende omgivelser - nemlig i et område, der stødte op til lokaler, der også fungerede som fritidshjem og fritidsordning - og de var ofte fyldt med legende børn. 

Ledelsen kæmper på et ufuldstændigt grundlag

Der har ifølge Mette også været uro på chefgangen. Og det har som sådan ikke noget at gøre med de specifikke ledere, der er kommet og gået gennem de 18 år, Mette arbejdede der.

De kommer, og vil det så gerne, forklarer hun. De får gennemført de ting, de gerne vil, men stille og roligt går gassen af lederballonen. Hun har i dag ikke tal på, hvor mange ledere hun har haft.

Vil du vurdere, at du kunne være i det, hvis ikke der var den her støj og larm, og også at der var en ledelse, som havde mere tid og flere ressourcer?

- Ja, hvis tingene havde været, som de var for nogle år siden, før man begyndte at omstrukturere igen og flytte rundt, så havde jeg godt kunnet komme tilbage på mit arbejde. Jeg ville stadig gerne være der, men jeg er helt allergisk over for støj, siger Mette. 

Mette skal ikke tilbage i skole

I dag har Mette stadig svært ved at sige, hvad det helt præcist var, der ramte hende. 

Det, der gjorde, at nok blev nok. 

Men hun ved, det ikke var arbejdet i sig selv, men rammerne omkring det, der gjorde hende syg, siger hun. 

Der var for mange bolde i luften og kursen - eller manglen på samme - blev udstukket al for usikkert. 

Helt personligt betyder sygemeldingen og det efterfølgende farvel til folkeskolen, at tvivlen på egne evner er krøbet ind. 

Selvom hun egentlig synes, hun har været engageret og lavet nogle gode ting, som hun selv formulerer det. Og at hun savner sine elever, og det gode samarbejde hun har haft med deres forældre gennem årene. 

- Det føles som sådan et skib, der bare er i modvind uden en styrmand. Min bedste måde at beskrive det på er, at jeg blev søsyg af det til sidst. Og nu har jeg det sådan, at jeg slet ikke skal arbejde i en folkeskole i mange år. Nu skal jeg noget helt andet, siger hun.