Politi må smide unge væk fra fodboldbaner - forening klar med løsning

I København må politiet sende unge mennesker væk fra boldbaner. Hvis foreningslivet fik lov til at arrangere nulsmitte-træning kunne problem løses uden politiets indblanding, mener formand for kollegiefodbold.

Ordensmagten støder i disse dage flere gange dagligt på grupper af mennesker, der opholder sig på hovedstadens fodboldbaner eller andre udendørsarealer. 

Københavns Politi oplyser således til TV 2 Lorry, at de igen og igen må tage en snak med unge mennesker i flok og også udskrive bøder og opløse forsamlinger på mere end 10 personer, der eksempelvis spiller fodbold på områder, der er lukket af kommunen og myndighederne. 

- Vi kan se en tendens over hele byen, hvor boldbaner og andre fritidsaktiviteter bliver benyttet. Vi har været ude på steder, hvor der var skiltet. Der har vi sagt, at de ikke må være, siger politikommissær Jonas Wybrandt, der er leder af nærpoliti Nordøst i Københavns Politi. 

Holder sig under 10

Han og kollegerne har i takt med at vejret er blevet bedre fået mere og mere travlt med at opløse forsamlinger af unge mennesker, der eksempelvis opholder sig på de kunstgræsbaner, som myndighederne har forment fodboldklubberne adgang til. 

Jonas Wybrandt oplever, at de unge mennesker er gode til at forsamle sig i grupper på lige under ti personer. Derfor kan politiet ikke som sådan gribe ind, men de fortæller i de tilfælde, at det er uhensigtsmæssigt at være samlet. 

- Corona smitter jo, og det skelner ikke mellem, om man er ni eller ti samlet, siger Jonas Wybrandt. 

Lad foreningsdanmark løse problemet

Én der ved selvsyn har konstateret, at unge mennesker samles for at spille fodbold, er Morten Kornbech Larsen, der er turneringsleder og bestyrelsesformand for Kollegiefodbold - en storkøbenhavnsk fodboldturnering for i alt 18 herre- og kvindehold. 

I torsdags var han i Fælledparken, hvor han så seks personer spille tre mod tre på kunststofbanen.

Morten Kornbech Larsen, turneringsleder og bestyrelsesformand for Kollegiefodbold
Morten Kornbech Larsen, turneringsleder og bestyrelsesformand for Kollegiefodbold
Foto: Privat

Han har et forslag, der skal sikre, at politiet ikke i højere og højere grad skal bruge tid på at sende folk væk fra fodboldbanerne.

- Man kan få foreningsdanmark til at løse problemet ved at lade os okkupere de ledige fodboldbaner, så det ikke bliver et tilflugtssted for unge mennesker, siger Morten Kornbech Larsen. 

Han foreslår, at fodboldklubber kan arrangere såkaldt nulsmitte-træning. 

Det kan være med træning af lange halvliggende vristspark og uden nærkontakt med tackling og heading. Det kan en hvilken som helst træner administrere og planlægge, siger Morten Kornbech Larsen. 

Han forudser, at folk vil blive ved med at benytte de ledige baner - og det vil kun blive mere interessant i påskeferien, der begynder om under en uge. 

Snak med jeres børn, forældre!

I mellemtiden sender politikommissær Jonas Wybrandt en kraftig opsang til hovedstadens unge mennesker med trang til at hænge ud sammen - og deres forældre.

- Der ligger også et stort forældreansvar i at italesætte det her over for deres børn. Jeg vil ønske mig, at forældre tager en snak med deres unge mennesker om, at det smitter, når man er sammen. Den bedste måde at være sammen på er ved at være hver for sig, siger Jonas Wybrandt.

I den kommende påskeferie ser vejret ikke umiddelbart ud til at blive mindre tillokkende til udeaktiviteter. Den nyeste vejrudsigt fra TV 2 Vejret lover således op til 22 grader langfredag

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik