- We have kidnapped your son, Jörn Rausing, from his apartment which lies opposite from the Botanical Garden.
En lille båndoptager afspiller meddelelsen, der skulle have været en foreløbig kulmination, et kriminelt svendestykke.
Den yngste søn i Rausing-dynastiet - en svensk familie god for adskillige milliarder – skulle kidnappes fra lejligheden i Stockholm og føres til en hytte i Norge. Her skulle han holdes fanget, indtil familien med båndet i hænde betalte en løsesum på 25 millioner.
Dollars vel at mærke. I 1985 svarede det til over 300 millioner danske kroner.
Bag planen, som dog blev droppet i sidste øjeblik, stod ingen ringere end Blekingegadebanden.
De behøver næppe en større introduktion, men for god ordens skyld: Blekingegadebanden var en venstreorienteret gruppe i København, der i 1970'erne og 80'erne stod bag en række opsigtsvækkende kriminelle aktioner.
Alt fra dokumentfalsk, overvågning, biltyverier, våbentyverier, en række spektakulære og voldsomme røverier – og så planlægning af kidnapning.
- Det her er langt hen ad vejen en af danmarkshistoriens største kriminalsager.
Ordene kommer fra Per Larsen, der i 1980'erne var operativ chef i PET, Politiets Efterretningstjeneste, og over en årrække var med til at opklare det, der nu kendes som Blekingegadesagen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
For i mange år havde Blekingegadebanden dygtighed og held med sin voldsomme kriminalitet, uden at politiet var i stand til at knække koden eller finde det mindste bevis.
- Vi var jo oppe imod nogle, som simpelthen var så systematiske og så dygtige til at skjule, hvad de lavede, at det trodser enhver beskrivelse. Kun et kæmpe lykketræf gjorde, at vi fik skovlen under dem, siger Per Larsen.
Sagen om Blekingegadebanden kulminerer med dens mest berømte og berygtede aktion: Røveriet mod Københavns Postkontor den 3. november 1988 og skuddrabet på den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen.
TV 2 Kosmopol møder ham på Politimuseets nye særudstilling, der grundigt fortæller den kendte – og mindre kendte – historie om Blekingegadebanden og den store politiefterforskning, der til sidst fældede den berygtede gruppe.
For optrevlet blev gruppen til sidst efter tæt på to årtiers kriminalitet, og i sidste ende var det noget så ordinært som en telefonregning, der afslørede gruppen.
- Her har vi det rene guld, når vi snakker om at opklare sagen, siger Per Larsen og peger på en telefonregning, der er udstillet i en glasmontre.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Telefonregningen vender vi tilbage til.
Frederik Strand er museumsleder af Politimuseet og har stået bag den store udstilling. Han forklarer, at det blandt andet har været en vigtig del af udstillingen at vise, hvordan gruppen blev radikaliseret.
- Og så er udstillingen også central, fordi det er en af de få sager, hvor der er gemt et meget stort antal genstande. Det er faktisk den eneste sag, hvor der er gemt så mange genstande, siger Frederik Strand til TV 2 Kosmopol.
Revolutionær kamp for Palæstinas frihed
I stil med Rote Armee Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien opfattede Blekingegadebanden sine voldsomme kriminelle aktiviteter som legitime midler for at støtte en international, revolutionær kamp.
Blandt andet for et frit Palæstina. Gennem årene forsynede gruppen blandt andet Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, med våben og de mange millioner kroner i udbytte fra røverierne.
- Der var jo masser af terrorhandlinger på det tidspunkt, til dels i lande langt borte, men efterhånden også i Europa, hvor vi jo oplevede flykapringer og angreb med panserværnsraketter og bombesprængninger og politiske drab, erindrer Per Larsen.
- Men det faktum, at det var danske statsborgere, der opererede her i landet med den slags ting, var en kæmpe overraskelse for alt og alle. Så derfor fik det jo også så meget opmærksomhed, siger han.
Blekingegadebanden støbte blandt andet panserværnsraketter og granater ind i surfboards og smuglede dem ud af landet ved at foregive, at de skulle på badeferie ved eksempelvis Middelhavet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Der var dog ingen badeferie over turene sydpå, hvor gruppen var med til at etablere våbenlagre for PFLP flere steder i Europa.
Men alle disse skyggefulde operationer vidste ingen noget til, før banden blev afsløret sidst i 1980’erne. End ikke i politiet, hvor gruppens mange aktiviteter uden for landets grænser kom som en overraskelse.
- Derfor blev det jo utroligt spektakulært. Og det havde jo så også den effekt, og det kan man jo så sige, godt hjulpet af den videre udvikling på den her front, at man nu så fik den stramme terrorlovgivning, vi har i Danmark i dag, siger Per Larsen.
Professionelle kriminelle
En ny terrorlovgivning var dog ikke det eneste længevarende aftryk, bandens aktiviteter har fået på det danske retssystem.
Fordi politiet gennem årene flere gange havde haft bandens medlemmer i søgelyset, førte sagen også til en lang diskussion om, hvorvidt det danske politi og politiets efterretningstjeneste kunne have arbejdet langt bedre sammen.
Selv har Per Larsen ved flere lejligheder forklaret, hvordan Blekingegadebandens professionalisme, omhyggelighed og sikkerhedsbevidsthed på daværende tidspunkt var uden sidestykke.
Blandt andet i 2007, hvor han sagde følgende til TV 2 Kosmopol:
- Normalt, når der sker sådan noget spektakulært af større karakterer, vil vi på et eller andet tidspunkt begynde at høre nogle små fugle synge fra de kriminelle miljøer. Og ved alle Blekingegadebandens aktioner var der fuldstændig stille. Intet. Ingenting, vi kunne rette vores skyts imod.
Først 20 år efter afsløringen stod et enkelt medlem af Blekingegadebanden frem og erkendte sit ansvar i de alvorlige forbrydelser, og hvilke konsekvenser disse havde haft for både samfundet og ikke mindst ofrene.
- Et bankbud, der bliver tampet ned med en knippel og får sat skræk i resten af sit liv, kan jo være fuldstændig ligeglad med, om det skete for det ene eller det andet formål. Hans lidelse er jo ikke mindre af den grund, fortalte Bo Weymann, der var en af gruppens syv medlemmer, til TV 2 i 2009.
- Man skal tvinge sig selv til at se det i øjnene, man har gjort. Ikke med den selvforståelse, jeg havde tilbage, hvor alt jo bare var i orden, men med en selvforståelse, der er langt mere reel og kigger meget mere på, hvad jeg har gjort, og ikke hvorfor jeg gjorde det, lød det fra Bo Weymann dengang.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
På bar bund
I månederne efter røveriet mod Købmagergades postkontor overvågede politiet igen en række af bandens medlemmer. Først i april måned 1989 skred politiet dog til anholdelse på grund af mistanke.
Københavns Byret gik kun med til at varetægtsfængsle et af de mistænke medlemmer, og det skete på grund af brugstyveri. Det blev dog anket til landsretten, som gik med til at varetægtsfængsle de anholdte i 14 dage.
Det store og vigtigste problem var bare, at politiet fortsat ikke havde skyggen af bevis.
- Der sad vi og kiggede på hinanden alle sammen, og var rørende enige om, at hvis ikke der sker et eller andet, så har vi ikke nogen sag, siger daværende PET-chef Per Larsen.
Ved anholdelsen havde politiet dog fundet tre ens nøglebundter hos hver af de anholdte.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
I en desperat jagt på en lejlighed til nøglerne og et eventuelt fældende bevis, sendte politiet et meget stort antal betjente ud i de københavnske gader.
- Det var da nemt nok. Det var bare at skrive nogle betjente ud, der trænger til at få rørt benene lidt. Og så havde jeg bare lavet nogle kort med nogle afgrænsede områder og så starte der. Vi startede i Nordvestkvarteret, forklarer Per Larsen.
Bevæbnet med en masse kopinøgler begyndte betjentene at gå opgangene igennem en for en. Fandt man en lås af samme type som i nøglebundte, afprøvede man, om nøglerne passede.
- Vi fik tjekket tusindvis af lejligheder. Men det var jo en håbløs opgave, når man tænker på hele København med dets omkring 300.000 adresser. Så det tog sin tid, husker Per Larsen.
Derfor indså politiet da også, at projektet var umuligt at nå inden den 3. maj, hvor varetægtsfængslingen stod til at ophøre.
Et ufatteligt lykketræf
Men dagen inden løste det meste sig pludselig, da Carsten Nielsen – et medlem, der ikke var fængslet – ved et rent tilfælde kørte galt i sin bil på Kongevejen mellem Holte og Birkerød.
- Hvis ikke Carsten Nielsen var kørt galt, så havde vi ikke haft nogen sag mod dem. Det siger noget om, hvor beskedent materialet egentlig var før den 2. maj 1989, siger Per Larsen.
I bilen fandt politiet nøglen til det meste, nemlig en den føromtalte telefonregning fra KTAS med adressen på den nu så kendte lejlighed på Amager: Blekingegade 2, 1.th.
- Så vi fisede jo ud til Blekingegade og begyndte at ransage. Da man så endelig nåede frem til det hemmelige rum som afslutningen på ransagningen, så var det jo, at hele skatkammeret åbnede sig, siger Per Larsen.
(Artiklen fortsætter efter billederne.)
Panserværnsraketter. Maskinpistoler. Håndgranater. Miner. Håndvåben.
- Man fandt også gerningsvåben fra tidligere forbrydelser. Man fandt røveriplaner, man fandt kidnapningsplaner. Man fandt forskellige maskeringsredskaber, masker, sminke og så videre, som skulle benyttes formentlig til forskellige typer af forbrydelser, forklarer museumsleder Frederik Strand.
Og med det kunne kernen af Blekingegadebanden, som bestod af Jan Weimann, Carsten Nielsen, Torkil Lauesen, Peter Døllner, Karsten Møller Hansen, Niels Jørgensen og Bo Weymann idømmes domme på mellem et og ti års fængsel.
Ingen af dem blev dog dømt for skuddrabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under røveriet af postkontoret på Købmagergade.
Og spørger man Per Larsen, kunne gruppens aktiviteter have stået på i årevis, hvis ikke trafikuheldet på Kongevejen havde fældet Blekingegadebanden.
- Der var jo masser af advarsler om, at politiet havde dem i søgelyset. Men desuagtet forsatte festen jo. Så jeg tror ikke, at vi kunne have stoppet dem ved bare at banke på døren og sige ’bøh’. Så havde de bare gjort sådan (rækker fuckfinger, red.) og sagt ’ja, ja, vi har sgu styr på jer’.
