”Putin er en flink fyr", stod der på t-shirten. Var det nok til at blive afvist i Tivoli?
Tidligere på måneden blev en mand truet med bortvisning fra Tivoli, fordi han bar en t-shirt påskrevet ”Boykot Israel”. Budskabet stred mod havens regler, lød det. TV 2 Kosmopol testede, hvor grænsen går.
Foto: Morten Probst / TV 2 Kosmopol
”Boykot Israel” stod der på t-shirten, og det var mere, end hvad Tivolis personale kunne tillade.
Derfor blev Stig Pedersen, der bar trøjen, bedt om at forlade forlystelsesparken med argumentet, at t-shirtens politiske budskab var i strid med Tivolis reglement.
Seancen blev filmet og siden delt på sociale medier, hvor den siden har været genstand for en del debat.
Men hvor går grænsen egentlig for, hvilke politiske budskaber, man kan slippe af sted med i Tivoli?
Det besluttede TV 2 Kosmopol sig for at trykteste.
”Indvandrere spiser vores kæledyr”
I Tivolis såkaldte haveregulativ står der: ”Agitation og politisk propaganda er ikke tilladt.” Det at agitere betyder oversat til almindelig dansk at ”målbevidst og ihærdigt forsøge at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt”.
Og her falder budskabet “Boykot Israel” altså ind under, må man forstå.
TV 2 Kosmopol sendte en journalist i byen bevæbnet med fem t-shirts påskrevet tekster af varierende grader af ”agitation og politisk propaganda”. Iført disse ville vi trykteste, om vores journalist problemfrit kunne komme ind i forlystelsesparken.
De fem t-shirts havde følgende budskaber:
Fuck rød sodavand
Atomkraft nej tak
Fri abort
Indvandrere spiser vores kæledyr
Putin er en flink fyr
I videoen herunder kan du se, hvordan eksperimentet gik. Alternativt kan du læse videre i artiklen under videoen.
Uden problemer kunne vores journalist iført de fem forskellige t-shirts indløse billet, gå gennem porten og forbi Tivolis adgangsvagter og ind i forlystelsesparken.
Ingen af gangene blev journalisten stoppet eller på anden vis konfronteret med de politiske budskaber på t-shirten.
Vi er blevet dårlige til at være uenige
Ifølge Jakob Linaa Jensen, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, er Tivoli i sin gode ret til at afvise gæster på grund af påklædningen, ganske som fodboldklubber kan afvise tilskuere på et hjemmebaneafsnit, hvis de kommer iført udebaneholdets trøjer.
Men, siger han:
- For det første handler det om, at nogle politiske budskaber er mere kontroversielle end andre. Når vi taler om budskaber, der er alvorlige og med stærk værdipolitisk karakter, er lunten kortere hos folk, end ved andre budskaber. Og i den pågældende sag er emnets konfliktpotentiale stort.
Foruden krigen i Gaza nævner Jakob Linaa Jensen emner som indvandring, børn og til dels også klima som områder, hvor bølgerne kan gå højt.
Men måske er det faktisk bedre, at man en gang imellem lader bølgerne skvulpe og tager den kontroversielle snak.
Som samfund er vi nemlig blevet dårligere til at være uenige, mener Jakob Linaa Jensen.
- Vi ser en tendens i samfundet til, at folk er holdt helt op med at diskutere på sociale medier. For det første føler de ikke, at det flytter noget, men der er faktisk også mange, især unge, der er bange for, at det fører til uvenskab. Og det er et problem, for i et demokrati er det vigtigt, at man kan være uenige.
- Essensen er, at vi i stigende grad er bange for uenigheder og for at diskutere det, der er kontroversielt. Det kan være en reaktion på den polarisering, vi i stigende grad ser i USA, men også gradvist her i Danmark, siger Jakob Linaa Jensen.
En balancegang, mener Tivoli
Tivoli har ikke ønsket at lade sig interviewe om hverken TV 2 Kosmopols eksperiment med de fem t-shirts eller sagen om Stig Pedersens "Boykot Israel"-trøje.
I et skriftligt svar til Ekstra Bladet udtaler Tivolis pressechef, Torben Plank, at Stig Pedersen ikke blev smidt ud, men at der i stedet blev fundet en løsning, så han kunne blive i forlystelseshaven.
- Det er helt korrekt, at det fremgår af vores haveregulativ, at 'agitation og politisk propaganda ikke er tilladt.' Haveregulativet sætter rammerne for adfærd i Tivoli, herunder også at man for eksempel ikke må plukke blomster eller henkaste papir og affald i haven. Det er regler, vi har for at sikre en god og tryg oplevelse, skriver Torben Plank til Ekstra Bladet.
Pressechefen skriver videre, at det ikke handler om at være "for eller imod", men om "generel tryghed".
- Når der er en hændelse som denne, evaluerer vi internt, og det gør vi også her. Det er sjældent, at der er udfordringer med reglerne, da vores gæster kommer til Tivoli for at nyde livet og være sammen og generelt følger personalets henstillinger. Det er en balancegang, som vi håndterer så godt som muligt i de konkrete situationer, der løbende opstår.