Se billederne: Sådan skal hovedstadens nyeste kirke se ud

Nu er det besluttet, hvordan Ørestads første egentlige kirke skal se ud. Kirken skal efter planerne stå klar i 2026.

En splinterny kirke skal bygges i Ørestad i København.

Med masser af skæve vinkler, træbeklædning og indre haver kommer kirken til at stå i skarp kontrast til bydelens vinkelrette og stålfarvede bygninger.

Formand for menighedsrådet Jens Nielsen er meget tilfreds med den kommende kirkes udseende:

- Der er noget meget moderne, og noget meget gammelt over det. Vores præst kaldte det en ”troldeby”. Den har noget levende og finurligt, som Ørestad ikke har, siger han.

Kirken er tegnet af det danske arkitektfirma Henning Larsen, der har vundet en arkitektkonkurrence om, hvordan bydelens nye kirke skal se ud.

quote Den nye kirke skal kunne rumme det meget liv, der kommer

Jens Nielsen, formand for meninghedsrådet

Planen er, at byggeriet skal sættes i gang i 2024, og at kirken skal stå klar til brug i 2026.

Kirken skal ligge på Richard Mortensensvej 1, der lige nu huser en masse midlertidige skolepavilloner fra et skolebyggeri i nærheden.

Kirken kommer til at høre under Islands Brygge sogn.

Klar favorit fra starten

Det nye bud på en kirke blev udvalgt af en dommerkomité bestående af ni personer. Seks menighedsrådsmedlemmer og tre fagdommere bestående af en arkitekt, en havearkitekt og en haveingeniør. 

Som formand for menighedsrådet var Jens Nielsen med i dommerkomitéen. Og vinderbuddet var hans klare favorit fra starten:

- Jeg synes, kirken har et meget vekslende udtryk. Se billederne af nogle af de her lyse lokaler, hvor lyset kommer ind i kirkerummet. Det er meget smukt, siger han.

Især lyset i kirkerummet bliver fremhævet af menighedsrådsformanden.
Især lyset i kirkerummet bliver fremhævet af menighedsrådsformanden.
Foto: Henning Larsen Architects

Dommerkomitéen har lagt vægt på en bygning, der spiller sammen med de lave og høje bygninger i området - og ikke mindst Royal Arena - der også er nabo.

Selvom arkitektfirmaet Henning Larsens bud på den nye kirke har vundet konkurrencen, så skal der stadig forhandles om økonomi og det endelige udseende:

- Det er jo et meget ambitiøst projekt, så det handler om, hvordan vi får det presset ind under den livrem, vi har lige nu, siger Jens Nielsen.

Den projektansvarlige fra Henning Larsen, arkitekt og Design Director Nina La Cour Sell, siger om den nye kirke:

- Vi har store forventninger til, at den nye kirke bliver et samlingspunkt for både sognet og Ørestad som helhed. Det har været vores mål at skabe et bæredygtigt hus, som er helt sit eget og bidrager til Ørestads tradition for at eksperimentere med det byggede miljø.

Der er indtænkt flere grønne områder i det nye kirkebyggeri.
Der er indtænkt flere grønne områder i det nye kirkebyggeri.
Foto: Henning Larsen Architects

Henning Larsen har tegnet flere ikoniske bygninger både i Danmark, blandt andet Operaen på Holmen i København og det ny Moesgaard Museum i Aarhus.

Kirke lejer sig ind midlertidigt

Ørestad, der er en forholdsvis ny bydel, huser omkring 15.000 mennesker. I øjeblikket har Ørestad Kirke lejet sig midlertidigt ind i en sal i bygningen Ottetallet.

Med forventningen om at bydelen inden for få år vil vokse til omkring 31.000 indbyggere, så bliver der endnu mere brug for den nye kirke, lyder det fra menighedsrådet:

- Vi har allerede brug for mere plads, det er for småt til alle vores konfirmationer og dåbsarrangementer, fortæller Jens Nielsen.

Hvor der i nogle dele af landet står gabende tomme kirker, så er det ikke forventningen i Ørestad:

- Det er jo en kæmpe bydel, og den nye kirke skal kunne rumme det meget liv, der kommer, når bydelen vokser, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik